tirsdag den 16. februar 2016

Det indre fabelvæsen. En natlig konversation

Det indre fabelvæsen
Kvinde og enhjørning

Det indre fabelvæsen. En natlig konversation

”Hvis du skærer dybt nok, vil enhjørningen komme til syne,” siger hun. ”Jeg kan føle dens horn og høre dens vrinsken.”

”Men du har skåret dybt i dig selv og intet fundet,” siger han og ser på hendes antikrops tynde arme og flade bryst og er igen lige ved at komme til at græde over, at en pige, som er så køn som hun, kan finde på at gøre noget så forfærdeligt mod sig selv.

”Det var, fordi jeg ledte efter det forkerte,” siger hun. ”Jeg troede, at jeg var en sfinks, men jeg er i virkeligheden en havfrue. Desuden ligger det indre fabelvæsen indlejret omvendt inde i mennesket, med hovedet rettet mod jordens indre og hovene, poterne, halefinnen eller lignende rettet mod de tilhørende stjernebilleder ligesom fosteret i moderens skød i graviditetens sidste stadium. Jeg så ikke fiskeskællene, fordi jeg ledte efter løvepels.”

”Jeg har faktisk skåret lidt i mig selv, da jeg var yngre,” siger han, ”men jeg stoppede, fordi jeg blev bange, da det begyndte at bløde og tilsyneladende ikke ville holde op.”

”Hvor?” spørger hun.

”På brystet og lårene,” svarer han.

Hun undersøger de små ar, som ikke kan måle sig med hendes egne, som i al deres vælde minder om geologiske fænomener på Google Earth og virker lige så gamle som de, selv om hun kun er halvt så gammel som han. Han er som i alle livets andre forhold den lille. Hun er mesteren. Han er den evige lærling.

”Måske er det derfor, at jeg er tiltrukket af dig?” siger han. ”Du er skøn, det er sandt, men en skønhed, som ødelægger sig selv.”

”Du skal ikke være bange for blodet,” siger hun. ”Det er også et orgie af blod, når en kvinde føder, og at frigøre det indre fabelvæsen fra det omsluttende hylster af forgængeligt menneskekød er netop som en fødsel eller genfødsel. Kom, lad os sætte os ned og skære i os selv, være jordmødre og hjælpe med at føde hinandens indre fabelvæsen.”

Hun henter en lægetaske, som ligner noget fra en svunden tid med anatomiske teatre, offentlige dissektioner og kappeklædte skikkelser, som forsvinder i tågen i byens luderkvarter. Hun går ikke, men tager dansende skridt som en ballerina, som hun altid gør, når hun er glad. Hun breder en blodplettet presenning ud på gulvet og åbner tasken, som er fyldt med skalpeller og andre kirurgiske instrumenter.

Han tager hendes hånd, som er spinkel og gennemsigtig som en gammel kvindes, i sine hænder, ser hende dybt i øjnene og siger i et næsten bønfaldende tonefald:

”Men hvis du bliver den du er, en havfrue, og jeg bliver den jeg er, en enhjørning, så kan vi aldrig fuldbyrde vores kærlighed. Fisk og heste har ikke kompatible kønsorganer.”

”Nej, men vi bliver frie,” siger hun, ”og den ubærlige smerte ved at være menneske vil endelig ophøre ...”

Hendes øjne minder om de hundredvis af gådefulde øjne, som iagttager en fra akvariernes dyb i mørket i det naturhistoriske museum. Måske har hun trods al hans tvivl og tøven alligevel ret? ...

Fragment

Vi, som arvede et herreløst univers efter vores forfædre, har brug for hinandens sole.

fredag den 29. januar 2016

Der er næsten kun dyrespor ...

Digt
Fuglespor i sneen

Der er næsten kun dyrespor i sneen på kirkegården,
som om dyrene i fraværet af de efterladtes stadigt færre besøg
er blevet de dødes nærmeste fortrolige.
En solsort er landet på mine forældres gravsten,
har taget et par hop og er lettet igen,
som om den var et barndomsminde
erindret for en allersidste gang.
Jeg drømmer om at aflægge mig den sidste rest af menneskelighed
og blive en del af dyrenes sprogløse fællesskab.
Mit horn gløder i tusmørket.

torsdag den 7. januar 2016

Solhvervsdrøm

Hendes skød rødmer
Hendes skød rødmer

Jeg vælger en anden verden og møder kvinden før syndefaldet.

Hendes skød rødmer.

Hendes besvimelsesblege ansigt oplyses af gnister og stikflammer fra den bundløse afgrund.

Hun råber:

”Vinterkarikatur i solhvervsmørket.

Vores fremtidige vi er indskrevet i det evige forår.”

Hun har magt over mit overflødighedshorn.

Mine to før så ensomme hænder danser firhændigt til vores hjerters let forskudte klokkeslag.

Stakkels barn. Det er ikke kun mig, som støder ind i hende, men også mine forfædre, som en efter en har forladt deres melankolske refugier i jordens indre, den ene mere opløst end den anden, for at deltage i det mareridtsagtige dødningegangbang.

Hun synger:

”Vask rynkerne bort.

Slægten danser.

Begrav regnbuen.

Slægten danser.

Okse, æd løven.

Slægten danser.

Omega, fød Alfa.

Slægten danser.”

Ud af vores elskovskamp på de sønderbrudte knoglers leje begynder følbørnenes karavane mod stjernerne.

Morgenrødens galakser koloniseres af enhjørninger, kentaurer og pegasusser.

Hybridernes bevingede nadver.

tirsdag den 13. oktober 2015

Genfærd fra foråret

Elsket og savnet
Krokus

Genfærd fra foråret

Krokus blomstrer mellem nedfaldne blade i parkens plæner. For et øje med begrænset botanisk indsigt ligner de genfærd fra foråret, blege som barneansigter, der har mistet deres sommerglød.

Hvad vækkede jer? Det tiltagende mørke? De faldende temperaturer? De mange fremmede skridt i byens gader. Sirenen fra en brandbil på vej ud til ildebranden i horisonten, som ikke kan slukkes? Det er efterår, men endnu ikke dommedag.

Elsket og savnet

Jeg ved i grunden ikke, hvordan jeg er havnet her, men på min vandring på en kirkegård i en af forstæderne til København standser jeg ved et hjerte af poleret sort granit, hvorpå et navn, som kunne have været mit eller dit, og to fugle, hvis næb lige netop rører hinanden, er indgraveret.

Havde jeg studeret kunst og kultur på universitetet, ville jeg sandsynligvis rynke på næsen af klichéerne. Hvad er æstetetikken på nutidens danske gravsteder sammenlignet med den danske guldalders eller den italienske renæssances? Michelangelos ufuldendte gravmæle over pave Julius 2. kan man tale om i timevis.

Jeg har imidlertid lært en anden lektie i livets skole:

Kærligheden er banal. Jeg gentager: Kærligheden er banal. Under hjertet ligger de jordiske rester af en moderne prins, som er elsket og savnet.

søndag den 4. oktober 2015

Kom, oktoberhav

Væggene har ører
Små sneglehuse på fugtig betonmur

Som om etageejendommen, hvor jeg bor, jævnligt oversvømmes af et ukendt hav, vokser der sneglehuse frem på de fugtige, algebegroede vægge ved trappenedgangen til cykelkælderen.

Jeg synes, at de ligner bittesmå menneskeører, og at det er på høje tid, at væggene i det gamle, lydte hus får sådan nogle. Lad dem opsluge skrigene, de knyttede nævers slag i bordpladerne og de smækkende døre fra de mange fleretagers kæresteskænderier, så mine egne løsthængende ungkarleører kan finde hvile.

Omkring midnat ligger jeg i mørket og lytter efter brændingen.

”Kom, oktoberhav,” hvisker jeg, inden jeg falder i søvn, ”kom og oversvøm os med dine drømme.”