Amor som sædemand

Amor, sædemanden, kærlighed, forgiftede pile og sædekorn

Elskeren er mere guddommelig end den elskede, for der bor en gud i ham. Den elskede forbliver den samme med sin bortvendte ryg og sine korslagte arme. Elskeren derimod er under forvandling. Langsomt, langsomt aflægger han sine frøgevandter for at blive, hvad han er: en prins.

Ordene er ikke hans egne – det er Faidros, brødrene Grimm og Nietzsche, som er ophavsmændene* – men det er hans egen dyrekøbte erfaring med en kærlighed, der ikke er gengældt, der gør, at han kan sammenstille dem, hvor umage de end måtte forekomme.

Han er blevet en anden: sig selv. Mødet med den elskede har forvandlet ham, og selv om det skulle gå således, at han aldrig mere fik hende at se, så er forvandlingen varig. Han kan ikke regrediere. Forelskelsen var ikke en fortryllelse, men en affortryllelse. Den elskede vil vedblive med at bo i ham ligesom Gud og hans forfædre, på en gang nærværende og fraværende, på en gang talende og tavse, men naturligvis mest fraværende og tavse.

Om det er eros eller agape, som har besjælet ham, ved han ikke, men den forgiftede pil har i hans hjerte forvandlet sig til et sædekorn og hans legeme til frugtbar agerjord. Amor som sædemand. Jægeren og agerdyrkeren forenet i en skikkelse.

* Faidros' tale i Platons Symposion. Guden er Eros (eller Amor som romerne kaldte ham) den første af alle guder.

Brødrene Grimm: Frøkongen. Prinsen har brug for prinsessen for at blive, hvad han er. Kærligheden er ikke fortryllelse, men affortryllelse. Eksistensen er cyklisk: prins – frø – prins.

Nietzsches udsagn om at blive hvad man er, optræder blandt andet som undertitel til Ecce Homo.

Ruiner og fragmenter

Den belvederiske torso

Han: ”Jeg bygger ruiner.”

Hun, ikke nysgerrigt, mere af pligt end lyst: ”Hvorfor bygger du ruiner?”

Han: ”Fordi ruinerne er det eneste, som vil overleve det forestående altomfattende jordskælv, som truer med at iturive selveste jakobsstigen, der som en edderkoppespindsagtig navlestreng forbinder vores drømmende forfædres sædekornsboliger i den allerede frostramte septembermuld med den tilsyneladende forladte himmeltrone, og i al fremtid adskille jordens og himlens veje. Kun ruinerne vil forblive intakte på vores mørke klode i dens fald ind mod de nye fremmede vinterguder i halvmånens tvelys. Alt, hvad der er helt, vil gå i tusind stykker som den ulykkeligt forelskedes hjerte.”

Stilhed. Derpå spørger han forsigtigt, ja næppe hørligt:

”Vil du bo i mine ruiner, du som den armløse Venus fra Milo, jeg som den belvederiske torso, smukke krøblinger, fragmenter af et puslespil man aldrig kan få lagt til ende?”

Hun: ”Nej.”

De første mennesker

De første mennesker

Jeg drømte om de første mennesker. Det var ikke, som traditionen foreskriver, en mand og en kvinde, men to børn, en dreng og en pige, knap nok kønsmodne, i en stor skov. De var venner. De elskede hinanden. De legede sammen dagen lang. De blev aldrig trætte af hinanden. Om natten lå de tæt omslynget.

”Er du vred på mig?” spurgte drengen, da han en nat i måneskinnet opdagede en rynke, han aldrig før havde set, i pigens pande.

”Nej,” sagde pigen. ”Jeg tænkte blot på den drøm, jeg netop er vågnet af. Jeg drømte om to gådefulde træer, om en slange, om rivaler og rivalinder, og om en misundelig Gud. De truer os mellem træerne og uden for skoven, omringet som vi er af dem. De under os ikke vores lykke. De sætter i fællesskab en fælde for os, og når vi er gået i den, enfoldige som vi er, vil de belære os om, at det er vores egen skyld, og at vores synd skal arves af vores børn og børnebørn, selv om de selv er de største syndere, fordi de ikke under os vores lykke.”

Drengen, som ikke forstod meget af pigens dybsindige tale, trykkede sine læber mod pigens for at få rynken i hendes pande til at gå bort.

”Vores kærlighed vil imidlertid overleve alle trængslerne,” sagde pigen.

”Tror du?” spurgte drengen og trykkede igen sine læber mod pigens, men lige meget hjalp det, rynken i pigens pande ville ikke forsvinde.

”Ja,” sagde pigen. ”Vores elskende hjerter vil være en torn i øjet på de to gådefulde træer, slangen, rivalerne og rivalinderne, og den misundelige Gud. De vil pines og plages over den tålmodighed og mildhed, hvormed vi udholder den lidelse, de har påført os. Vi vil altid forblive med at være børn, selv når vi bliver gamle og bliver ført bort til dødsriget. De elskende er altid børn.”

Helvedesild

Det omrejsende cirkus har efterladt store geometriske figurer af gult græs i parkens plæne. Forestillingerne er ovre. Alle klovnene har forladt byen. På nær ham, som faldt så eftertrykkeligt på halen, at han næppe magter at rejse sig igen.

Jeg afleverer min flade cykel hos cykelsmeden. Han plejer at joke med mig. Men i dag er han alvorlig og undgår øjenkontakt med mig.

Jeg sætter mig i lægens venteværelse. Sekretæren kværner iført headset bag en skranke. (Jeg er uretfærdig. Hun modtager opkald og gennemfører samtalerne overordentligt professionelt). De andre ventende patienter sidder fordybede i tanker eller læser den samme sætning i et af de fremlagte tidsskrifter om og om igen.

Da det bliver min tur, blotter jeg min overkrop for lægen, en midaldrende kvinde.

Lægen fra 1813 havde ret, siger hun. Det er helvedesild. Jeg skal blot fortsætte den tabletkur, han har ordineret. Gør det ondt? For hun kan godt udskrive noget smertestillende.

Næh, egentlig ikke, siger jeg. Jeg har ikke haft særligt store smerter. Jeg føler mig snarere deprimeret.

På grund af udslættet? spørger hun med undren i stemmen.

Jeg trækker på skuldrene.

Det har vist ikke noget med sagen at gøre, siger hun.

Jeg kan se på hendes strenge blik, at hun bestemt ikke ønsker at høre om, hvad jeg er deprimeret over. Den næste patient triller tommelfingre i venteværelset. Det er måske noget alvorligt.

Hun rejser sig op for at følge mig ud.

Man kan ikke sige, at lidelsen lever op til navnet i dette tilfælde, kan man vel? siger hun med en ironi tangerende det spydige.

Jeg trækker på skuldrene.

Rent visuelt, måske, siger jeg. Det ser da ud, som om jeg har været på fransk visit i helvede og fået en tredjegradsforbrænding.

Jeg bliver lukket ud i regnen.

All the World's a Stage

Hun er glad. Hun sidder og underholder sine kollegaer om den date, hun har været på den foregående aften. Om det er den samme fyr som i januar eller en ny, er ikke godt at vide.

”Han ...” siger hun, da jeg forsigtigt træder indenfor i lokalet.

Hun bliver forvirret. Hun søger efter ordene.

”Han ... Han ... Han ...” siger hun.

Jeg stiller mit krus og skynder mig ud af lokalet igen, så hun kan få fuldført sin sætning.

Mens jeg går og arbejder i det tilstødende lokale, hører jeg, at kollegaerne af og til ler af hendes fortælling. Hun elsker at være midtpunkt. Hun elsker at fortælle om sine store og små oplevelser. Det er der ikke noget ondt i. Tværtimod. Alligevel tænker jeg bittert: ”Kærligheden praler ikke.”

Da jeg et stykke tid efter stiller hende et fagligt spørgsmål, forsvinder al hendes glæde med ét. (Der var ikke andre at spørge. Havde der været det, havde jeg spurgt dem. Jeg ønsker ikke på nogen måde at genere hende). Mens jeg stiller spørgsmålet, ser hun lidelsesfyldt på mig. Den ene tragiske grimasse afløser den anden på hendes kønne ansigt. Jeg kommer til at tænke på de masker, som skuespillerne under opførelserne af de græske tragedier bar. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg frygter, at hun hvert øjeblik kan bryde sammen. Til sidst siger hun næppe hørligt ja.

”Er jeg så rædselsfuld?” tænker jeg lamslået.

Jeg forsøger at sætte mig i hendes sted. Hvordan ser jeg mon ud, set med hendes øjne? Er det Adolf Hitler, Hermann Göring, Jack the Ripper eller klokkeren fra Notre Dame, som står foran hende, fuld af onde hensigter eller blot vanskabt og ækel? Jeg tror ikke, at jeg vil stille hende flere spørgsmål, for jeg vil ikke gøre hende ondt. Hvordan skal det dog gå?

Da jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag, tænker jeg stadig på de forfærdelige grimasser, hun skar. Og pludselig indser jeg, at det ikke var hendes egne ansigtsudtryk, men mine. At hun ubevidst mimede mine skiftende ansigtsudtryk, mens jeg talte til hende. At jeg med andre ord så ind i et spejl. Det passer med, at flere af mine kollegaer i løbet af dagen bekymret spurgte mig om, alt stod vel til.

”Ja,” svarede jeg. Det gør man jo, ikke?

All the world's a stage.