Midnatsskygger

Midnatsskygger

Træer kaster midnatsskygger på mennesketomme gader. I en hjemsøgt villa mødes to spøgelser for at elske. Ja, spøgelser elsker også. Det har de i hvert fald tilladelse til i mine digte, helle fra rationalismens diktatur som de er.

Gottlob Frege forestillede sig, at logikken og matematikken udgjorde et tredje rige, som modsat den materielle verden og menneskets psyke ville overleve universets undergang. Han har muligvis ret. Det er bare vanskeligt for mig som et empirisk væsen med et elskende hjerte at fatte, hvorfor logiske og matematiske udsagn skal forlenes med evighed, mens kærligheden ikke skal. Men hvem ved, måske er evigheden overhovedet ikke noget efterstræbelsesværdigt? Måske er det ligefrem en lettelse, at der ingen spor vil være tilbage efter al vores smerte ved tidens ende?

Alligevel tror jeg, som ikke er blandt logikernes og matematikernes ordener, selv på mine allersorteste dage, at der vil være noget tilbage, når universet engang er brændt ud.

Hvad da?

Et skrig. Et skrig efter kærlighed fra de mennesker, som aldrig fik elsket, og at der ud af det vil opstå et nyt og bedre univers.

To. Et forsigtigt svar på Pascals rædsel

Pascals rædsel. Det uendelige rums evige tavshed

Den sidste time inden midnat. Det smalle strædes mørke vande. Den måneløse himmel. Den anden kyst som er ophørt med at eksistere. De to lysende hvide svaner i det uendelige rums evige tavshed. Ikke en, men netop to. Det magiske tal som holder rædslen borte. Den ene hals som kærtegner den anden, mens de kysser deres egne spejlbilleder igen og igen i deres søgen efter sandheden.

Vinterskoven

Vinterskoven. Transparens og refleksion

Jeg spejler mig i vinterskoven. Grenenes virvar bliver til et billede på mine tanker og følelser.

Mesteren siger, at som tiden går, vil verden fremstå mere og mere transparent. Man ser ikke kvindens ydre, men hendes indre. Alle organer er blotlagt.

Det er ikke min erfaring. Jeg kan ikke få øje på noget hjerte, kun hendes kvindelige former og mit eget triste kontrafej i hendes leende øjne. Jeg er imidlertid heller ikke nogen vismand. Hvis jeg overhovedet er noget, så er jeg snarere en af liljerne ved de mørke vande.

Vi, som guderne straffede, for os blev verden et stort spejl og vinterskoven et af mange selvportrætter.

Mit indres forklædning

Möbius-bånd. Det indre og det ydre

Hver morgen jeg vågner, iføres mit indre mit ydre* efter det natlige ophold på hvad, jeg tror, er en uforgængelig ø i tidens flod. Det er en melankolsk klovns ansigt og krop. Som tiden går, er det kun blevet smerteligt tydeligere for mig. Det kunne for min skyld lige så godt være en elefants, en chimpanses eller en tigers ydre, for ikke at tale om den domptørs ydre, som holder tigeren i ave med pisk og taburet.

Jeg kan levende forestille mig, hvordan jeg ville fare vild i elefantens ydre, ligesom jeg som barn havde svært ved at finde åbningerne i min rullekravesweater og var ved at få åndenød inde i mørket, indtil min mor kom tililende og hjalp mig ud af labyrinten.

I intet ydre har mit indre hjemme. Det er mit credo, eller rettere, anticredo.

Jeg ser ikke nogen sammenhæng mellem det indre og det ydre, selv om jeg tidligere med en flot bemærkning har givet udtryk for, at det indre forholder sig til det ydre som den ene tilsyneladende flade forholder sig til den anden tilsyneladende flade i et Möbius-bånd. Det er en af mange blinde vinkler i mit liv.

Er det drømmeagtige en essentiel værdi ved vores liv, eller er det kun en udfordring for den, som mislykkes med evolutionens projekt? Min mor sagde, at det var hendes pligt at fastholde mig på virkeligheden. Jeg forstår hende godt. Alligevel kan jeg ikke undgå at føle, at der er noget bedragerisk ved virkeligheden. Ja, at det er det mest grundlæggende træk ved den.

Jeg indrømmer gerne, at det, at drømmen fylder så meget i mit liv, kan tolkes som et narcissistisk træk. Hvad med min næste? Og hvad med de fremmede, som der for hver dag bliver flere og flere af? Mellem den barmhjertige samaritaner og den nøgne og forslåede mand var drømmen aldrig en uoverkommelig forhindring. De udfyldte eksemplarisk deres roller som redder og offer. De fór ikke som jeg vild i den garderobe af forklædninger, som verden er for mig.

* Det er bevidst, at jeg ikke skriver ”sit ydre”, for jeg mener ikke, at der nødvendigvis er en sammenhæng mellem det indre og det ydre.

Broder Allike. Tre billeder af Franz Kafka

Broder Allike 1

Broder Allike 2

Broder Allike 3