torsdag den 26. februar 2015

To. Et forsigtigt svar på Pascals rædsel

Det uendelige rums evige tavshed
Pascals rædsel. Det uendelige rums evige tavshed

Den sidste time inden midnat. Det smalle strædes mørke vande. Den måneløse himmel. Den anden kyst som er ophørt med at eksistere. De to lysende hvide svaner i det uendelige rums evige tavshed. Ikke en, men netop to. Det magiske tal som holder rædslen borte. Den ene hals som kærtegner den anden, mens de kysser deres egne spejlbilleder igen og igen i deres søgen efter sandheden.

tirsdag den 3. februar 2015

Vinterskoven

Transparens og refleksion - et digt
Vinterskoven. Transparens og refleksion

Jeg spejler mig i vinterskoven. Grenenes virvar bliver til et billede på mine tanker og følelser.

Mesteren siger, at som tiden går, vil verden fremstå mere og mere transparent. Man ser ikke kvindens ydre, men hendes indre. Alle organer er blotlagt.

Det er ikke min erfaring. Jeg kan ikke få øje på noget hjerte, kun hendes kvindelige former og mit eget triste kontrafej i hendes leende øjne. Jeg er imidlertid heller ikke nogen vismand. Hvis jeg overhovedet er noget, så er jeg snarere en af liljerne ved de mørke vande.

Vi, som guderne straffede, for os blev verden et stort spejl og vinterskoven et af mange selvportrætter.

onsdag den 28. januar 2015

Mit indres forklædning

Det indre og det ydre. Et digt
Möbius-bånd. Det indre og det ydre

Hver morgen jeg vågner, iføres mit indre mit ydre* efter det natlige ophold på hvad, jeg tror, er en uforgængelig ø i tidens flod. Det er en melankolsk klovns ansigt og krop. Som tiden går, er det kun blevet smerteligt tydeligere for mig. Det kunne for min skyld lige så godt være en elefants, en chimpanses eller en tigers ydre, for ikke at tale om den domptørs ydre, som holder tigeren i ave med pisk og taburet.

Jeg kan levende forestille mig, hvordan jeg ville fare vild i elefantens ydre, ligesom jeg som barn havde svært ved at finde åbningerne i min rullekravesweater og var ved at få åndenød inde i mørket, indtil min mor kom tililende og hjalp mig ud af labyrinten.

I intet ydre har mit indre hjemme. Det er mit credo, eller rettere, anticredo.

Jeg ser ikke nogen sammenhæng mellem det indre og det ydre, selv om jeg tidligere med en flot bemærkning har givet udtryk for, at det indre forholder sig til det ydre som den ene tilsyneladende flade forholder sig til den anden tilsyneladende flade i et Möbius-bånd. Det er en af mange blinde vinkler i mit liv.

Er det drømmeagtige en essentiel værdi ved vores liv, eller er det kun en udfordring for den, som mislykkes med evolutionens projekt? Min mor sagde, at det var hendes pligt at fastholde mig på virkeligheden. Jeg forstår hende godt. Alligevel kan jeg ikke undgå at føle, at der er noget bedragerisk ved virkeligheden. Ja, at det er det mest grundlæggende træk ved den.

Jeg indrømmer gerne, at det, at drømmen fylder så meget i mit liv, kan tolkes som et narcissistisk træk. Hvad med min næste? Og hvad med de fremmede, som der for hver dag bliver flere og flere af? Mellem den barmhjertige samaritaner og den nøgne og forslåede mand var drømmen aldrig en uoverkommelig forhindring. De udfyldte eksemplarisk deres roller som redder og offer. De fór ikke som jeg vild i den garderobe af forklædninger, som verden er for mig.

* Det er bevidst, at jeg ikke skriver ”sit ydre”, for jeg mener ikke, at der nødvendigvis er en sammenhæng mellem det indre og det ydre.

søndag den 25. januar 2015

Hyrde for de døde

Den efterladte er hyrde for de døde. Sygdommen holder mod forventning ikke op ved dødens indtræden, men fortsætter ind i efterlivet. Den efterladte forsøger forgæves at holde sammen på hjorden, men de døde spredes for alle den endeløse nats vinde for at dø igen. Det er, som om de døde siger til den efterladte:

”Du må ikke elske en af de levende. Du skal passe og pleje os. Det var ikke nok for Gud, at du gik med os til dødsrigets porte. Du skal også overvære os dø på hospitalet i Plutonions dyb, universets største bygning, igen og igen. I al evighed. Uden hvile.”

De levendes huse er fulde af skarpslebne knive, men ingen er villige til at skære min navlestreng til døden over. Hvem er også kvinde for det? Den har vokset sig tyk og fed som slangen i Paradiset. Mit hjerte er et ukendt kontinent. Columbus blev i Palos de la Frontera. Den gamle verden havde nok i sig selv.