Morgenrødetorden

Morgenrødetorden

Morgenrødetorden. 

Dryppende hyldeblomster.

Sneglenes korstog.

Note: I går vågnede jeg ved, at det tordnede. Himlen var imidlertid ikke overskyet og mørk, som man umiddelbart ville have forventet det. Solen var på vej op med de orange og rødlige nuancer, den har, når den befinder sig nær horisonten. Da jeg senere cyklede på arbejde, var det holdt op med at regne. Det dryppede imidlertid stadigvæk fra træerne i det skovparti, jeg kom igennem, bl.a. fra hyldetræerne, som netop nu blomstrer. Jeg kørte zigzag mellem virvaret af snegle på cykelstien. Vinbjergsnegle. Røde og brune skovsnegle. Nogle var kørt over af tidligere cyklister. Det kan næppe undgås. Det lignede på en måde en slagmark med sammenkrøbne og uformelige menneskeskikkelser, sårede, døende, eller allerede døde.

Morgenrøde bruges om kulturens genfødsel. Torden opfattedes tidligere som Guds værk. Indtil for nylig var menneskene optaget af at forstå Guds vilje. Der var en nær forbindelse mellem den himmelske og jordiske sfære. Krige blev ført i Guds navn. Det enkelte menneske ønskede at leve i overensstemmelse med Guds plan. Men set fra et distanceret perspektiv synes det jordiske niveau hjemsøgt af forvirring. Der synes at være et misforhold mellem sfærerne. Jeg har i hvert fald ofte svært ved at finde meningen med tilværelsen. Hvor tordenvejr for mine forfædre var tegn på Guds nærvær, er det for mig snarere tegn på hans fravær.

I den konkrete natur er der imidlertid stadigvæk en sammenhæng mellem det himmelske og jordiske niveau. Regnen, som lokker sneglene frem. Sneglene, som er dybt afhængige af vand, havdyr som de oprindelig var. Træerne repræsenterer på en måde en formidlende og beskyttende tredje sfære, som forlænger regnvejret og holder på fugtigheden. Om ikke andet angiver hyldeblomsterne årstiden.

Sort forår. Floras mørke tvillingesøster

En erfaren sygeplejerske fortalte mig engang, at foråret er den sværeste tid for den ældre del af befolkningen. Lysets tilbagekomst og vegetationens spiring og blomstring kan virke voldsom på et menneske med fysisk og psykisk svækkelse. Det følgende brudstykke af en samtale, som jeg overhørte for nylig, blev imidlertid ført mellem to yngre mennesker. Jeg havde svært ved at følge A.s talestrøm. Det har derfor været nødvendigt at rekonstruere en del af ordene og sætningerne, hvilket muligvis forvansker den oprindelige mening. Hvem er det egentlig, der taler? Hvad er det egentlig, der siges? Jeg føler ofte, at vi, de efterladte, står med en samling fragmenter, som det ikke er muligt at samle til et forståeligt hele.

Floras mørke tvillingesøster

A.: ”Flora må have en mørk tvillingesøster, hvorfor skulle den efterladte ellers hvert forår drømme, at kastanjetræets blomster, når de springer ud, er sorte som skyggen i det hul, urnen med den elskedes aske blev sænket ned i mellem buksbomhække og perlestensstier? Hun går gennem det årstidsløse univers, som vinteren endte med at fortone sig til, denne sørgeklædte antitese til den italiske gudinde, idet hun bærer på et satanisk overflødighedshorn, som minder om en af industrialiseringens evigt rygende skorstene, og som bevirker, at hun efterlader sig tæpper af glødende helvedesblomster, for hvert skridt hun tager. End ikke storbyens menneskeskabte krystal klynge formår at holde hende ude. Fandens mælkebøtte skyder op af sårlignende revner i asfalten, og inden man får set sig om, står den i frø. Faldskærme, som bærer på frø af arvesynden, talrige som himlens stjerner, spredes for alle vinde. Finder uden mål og med vejen ad hvilken. Truer i sidste ende med at besmitte universets første have.

Vinteren har trods alt mådehold. De tilbageholdte farver. Den afklædte naturs karakter af skrift, jegets forsvarsmur mod noche oscura og terra incognita, to begreber, samme indhold, evigt voksende, trods vores pothos. Snekrystallerne, som ligner kyske blomster fra ideverdenen. De trives bedst i kulde ligesom forstandens tankekonstruktioner.

Men hvad kan meningen med Floras kaos være andet end helvedets kolonisation af de jordiske regioner? Ja, selv evigheden og dermed den efterladtes eventuelle genforening med den elskede synes at være truet. Der vokser skvalderkål rundt om himlens tomme tronstol.”

B.: ”Nej, nu må du holde op. Foråret er et ubetvivleligt gode.”

A. (forundret): ”Har du ikke hørt om de hedenske samfund, som ofrede al førstegrøde til krigsguden Mars? At foråret i vores affortryllede tid er højsæson for selvmord, er et ekko af ver sacrum.

De udvalgte bliver ikke ofret ved barbariske ritualer. Vi lader dem med lukkede døre og bortvendte rygge forstå at de er blevet overflødige. De på deres side laver ingen scener, pakker de gode minder og går bort med sænkede hoveder, endnu menneskelige, samfundets selvmyrdede. For den efterladte er syrenernes blomstring derfor ensbetydende med den elskedes migration til de mørklagte områder af menneskeslægtens kosmiske legeme.

Floras mørke tvillingesøster kommer til den efterladte i forårsnatten, bevidst om sin egen skønhed som Venus Kallipygos, men af ibenholt og med forvoksede ravnevinger. Hun sætter sig overskrævs på ham som en succubus. De stive fjer og bløde dun lukker sig om ham som et kistelåg. Sammen drømmer de om det sorte forår.”

Floras mange nuancer

Flora 1

Flora 2

Flora 3

Flora 4

Flora 5

Flora 6

Flora 7

Individ - en fabel

Individ. Frigjort fra slægten og de overleverede værdier.

Nogle hævder, at menneskeheden oprindeligt udgjordes af et kontinent af de levende, de døde og de endnu ikke fødte. Det var ikke til at afgøre, hvor det ene medlem af kontinentet sluttede og det næste begyndte. Den unge mand talte med sin afdøde faders tunge og lyttede med sin endnu ikke fødte søns ører. Forsøgte man at skille den unge mand fra sin henholdsvis døde og endnu ikke fødte slægtning, begyndte han at skrige af smerte og bløde kontinentets blod ud af store spøgelsessår.

En dag, da filosofferne kedede sig, skar de ud af kontinentet af de levende, de døde og de endnu ikke fødte en ø, som de kaldte for INDIVID. Nogle hævder, at det skete med den samme kniv, som de ugen forinden havde slået Gud ihjel med. Den dag havde de tilsyneladende også kedet sig.

For at fejre deres tvivlsomme bedrift holdt filosofferne en fest i deres akademi. Der var som altid, når filosofferne holdt deres symposier, godt med drikkevarer. Vinen kom fra de fineste chateauer. Til gengæld var der ingen sandhed i den. Filosofferne hyldede sig selv som befriere.

”Vi har frisat individet,” sagde de. ”Vi har befriet det fra kulturen. Fra de overleverede værdier. Vi har skabt et universelt væsen, om hvilket det gælder, at det er op til det selv at skabe sine egne normer og værdier og sit eget livs mening. Det gudløse univers med dets planeter, måner, stjerner, galakser og galaksehobe venter skælvende på at blive erobret af det. Som vi har formet individet, vil individet forme universet.”

Filosofferne skålede med hinanden, fast besluttede på at drikke sig fra sans og samling, selvom nogle mente, at de allerede længe havde været det. Men inden de nåede at sætte de til randen fyldte glas til munden, tyssede filosoffernes konge på dem. Forsamlingen forstod på hans skælmske mine, at han nu skulle til at sige noget vittigt.

”Jeg vil give individet et mål,” sagde han med et underfundigt glimt i øjnene.

”Glimrende ide,” råbte forsamlingen og klappede.

Filosoffernes konge gik hen til det uformelige væsen, som filosofferne havde skåret ud af kontinentet af de levende, de døde og de endnu ikke fødte, og som indtil nu havde ligget i en blodig pøl midt på gulvet i akademiets festsal, og sagde:

”Jeg giver dig som livsopgave at blive et helt væsen!”

Forsamlingen ville igen til at bryde ud i bifald, men nogle pegede på det uformelige væsen og sagde: ”Se, individet forsøger at sige noget.”

Det var rigtigt nok. Det uformelige væsen forsøgte sandelig at åbne sin mund, som mest af alt lignede den sprække, som opstår, når man skærer i et stykke kalvelever. Filosoffernes konge lagde hånden bag øret og lænede sig frem for bedre at kunne høre. Resten af filosofferne fulgte hans eksempel. Endelig efter mange forgæves tilløb hviskede det uformelige væsen næppe hørligt til sine skabere:

”Hvordan kan I forlange, at jeg skal blive hel, når I har slået helheden ihjel for at skabe mig?”

Note: Fabelen refererer til berømte formuleringer af John Donne og Edmund Burke.

Tidligere indlæg om individ og fællesskab:

http://williamalexandermaanesoen.blogspot.dk/2014/05/fllesskab-individets-reduktion-eller.html

Fællesskab – individets reduktion eller ekspansion?

Leonardo skriver i sin traktat om malerkunsten følgende:

”Hvis du er alene, tilhører du helt dig selv. Hvis du har selskab af blot en eneste anden, tilhører du kun halvt dig selv ...”

Selvom ordene er henvendt til en ung kunststuderende i et af renæssancens værksteder, er det svært at slutte andet end, at Leonardo også på det alment menneskelige plan opfatter fællesskabet som en reduktion af individet. Her er han på linje med mange moderne tænkere, som ser individets oprør mod fællesskabets normer og værdier og samfundets deraf følgende opsplitning i individer eller mindre samfund af individer (subkulturer) som noget positivt. Og det til trods for, at opsplitningen efterhånden har nået en sådan grad, at vi er ved at blive et samfund af forliste skæbner på hver sin øde ø. Jeg kunne nævne mange eksempler på denne i mine øjne for civilisationen bekymrende udvikling. Her vil jeg nøjes med det ene, at man i samfundsdebatten ofte hører vendingen, at et eller andet ”er en privat sag. Det skal samfundet overhovedet ikke blande sig i.” Som var debattøren Robinson Crusoe på vagt med sin muskedonner bag palisaderne, og vi andre, hans medborgere, potentielle kannibaler.

Fællesskab - individets reduktion eller ekspansion?

Selvom jeg selv er en repræsentant for den individualistiske kultur, får jeg lyst til at forsvare fællesskabet. Når mennesket oprindeligt har fundet sammen i mere eller mindre organiserede fællesskaber, så er det jo, fordi det enkelte menneske har svært ved at klare sig selv. Det, at vi samarbejder, gør jo, at det enkelte menneske får en masse muligheder, det ikke ville have haft, hvis det var helt alene. Set ud fra det perspektiv er fællesskabet en ekspansion af individet. Så med samme ret som Leonardo, men med det diametralt modsatte budskab af ham, kan man hævde følgende:

”Hvis du er alene, er du kun halvdelen af det, du kan være. Hvis du har selskab af blot en eneste anden, har du mulighed for at blive hel, dvs. alt det, du kan være.”

Mennesket er aldrig alene, vil jeg endvidere hævde. Hvis det ikke er omgivet af de levende, så er det omgivet af de døde og de endnu ufødte. Og hvis det ikke er omgivet af de endnu ufødte, så er det omgivet af de døde. Leonardo førte lange samtaler med Vitruvius, når han selv mente, at han var alene. Han tilhørte aldrig helt sig selv.

Note: Oversættelsen af Leonardos citat er muligvis lidt fri. Citatet er oversat fra engelsk, hvor citatet findes i minimum to versioner, og da jeg ikke kender den oprindelige italienske ordlyd, er det svært at afgøre, hvilken en der er den mest korrekte. Den første sætning kan muligvis også oversættes som: ”Hvis du er alene, er du din egen mester.”