Den strandede hval

1.

Den strandede hval ligger offentligt til skue. Mennesker står spredt i mindre grupper i en kreds om den. Jeg forestiller mig, hvad Caspar David Friedrich kunne have fået ud af motivet, med den evne han havde til at få sine symbolladede kosmiske landskaber til at klinge af tidligere verdners i dag næsten glemte betydninger.

Mennesker samlet om en strandet hval i andagt – som om de var en gudfrygtig menighed, som deltog i en gådefuld begravelsesceremoni under åben himmel for denne kæmpe skabning, deres fjerne slægtning fra havet, profeten Jonas’ undersøiske fængsel eller livmoder nummer to i tre dage og tre nætter, inden han blev genfødt som halvt menneske, halvt hval, som en apokryf version af myten vil det.

Men det er alt sammen noget, jeg forestiller mig. Virkeligheden er en helt anden. Stemningen på stranden er snarere munter end andagtsfuld. En far siger til sin søn:

”Det er en ung hval. Den forstod ikke at navigere. Der vil altid være nogle iblandt os, som ikke magter at blive voksne.”

Den sidste sætning messer faderen og jeg i kor. Eller er det alene mig, som udtaler ordene? Endda med en ondskabsfuldt parodierende stemme, som faderen sandsynligvis ville have taget anstød af, hvis han ikke han havde haft hele sin opmærksomhed rettet mod hvalen. Lægger jeg i virkeligheden ordene i faderens mund, fordi min tekst som alle andre tekster har brug for en antagonist og den pluralisme, som antagonisten skaber med sin modsigelse af protagonisten?

2.

Han opfatter livet som en række af transitioner. Fødsel. Dåb. Konfirmation. Ægteskab. Faderskab. Alderdom. Og død, ikke som enden, men som den sidste synlige transition set fra det menneskelige, eller det jordiske perspektiv om man vil, hvilket gør ham til mystiker i en materialistisk tidsalder.

Men det er, som om et eller andet er gået galt i hans tilfælde. Hvor hans jævnaldrende har passeret, eller for at bruge hans eget foretrukne ord, transcenderet flere af de nævnte transitioner og nu befinder sig i et ubestemmeligt sted i manddommen mellem faderskab og alderdom eller faderskab og død, er det, som om han stadigvæk befinder sig i dåbens øjeblik. Dog har præsten og resten af de tilstedeværende forladt kirken, og døbefonten synes at strække sig helt ud til horisonten, som befandt han sig i et af verdenshavene.

Måske undrer nogen sig over, at han anvender ordet transcendere, men det er nu engang hans grundlæggende oplevelse, at de enkelte livsafsnit udgøres af autonome og separerede verdner, som det for den enkelte kan være uendeligt svært at finde overgangen eller passagen imellem, selvom det for majoriteten af menneskeheden tilsyneladende kan virke, som om overgangen foregår automatisk. Lad tiden gå, vil de fleste måske sige. Så vil overgangen fra det ene livsafsnit til det andet ske helt af sig selv. Men det frivilligt eller ufrivilligt aborterede foster fandt eksempelvis aldrig indgangen til livet. Og mytologiske skikkelser som Ahasverus, Vanderdecken og soldaten fra det russiske eventyr om soldaten, som fangede Døden i en sæk, fandt aldrig udgangen af livet. For ikke at tale om de myrdede, hvis mord er forblevet uopklarede. Folketroen vil, at de i skikkelse af spøgelser stadig færdes iblandt os levende, i håb om at de kan lede en af os til at opklare den forbrydelse, de har været udsat for, således at sejladsen over floden eller faldet gennem tunnelen med en fredelig eksistens i det hinsides som endemål bliver mulig. Og dermed er kun yderpunkterne i rækken af transitioner nævnt. Der er også den ensomme, som til sin store sorg aldrig fandt en livsledsagerske. Eller manden, som godt nok er gift, men som samtidig er ufrivilligt barnløs. For de to må henholdsvis ægteskabet og faderskabet forekomme som en uopnåelig anden verden.

Men tilbage til denne ikke nærmede definerede han, som er emnet for tekstens andet afsnit. Det er, som om han aldrig har forladt dåbens hav, som om han aldrig fandt en kyst for et oprejst liv. Han lever som en skibbruden. Træder vande. Han ængstes konstant for at regrediere, for at synke til bunds, for at hans legeme på vej ned i dybet skal svulme op til enorme dimensioner og at hans arme skal forvandle sig til luffer og hans ben forsvinde, for at han, når månen endelig engang med sin tyngde blotlægger havbunden og dermed bereder ham vejen til det forjættede land, som i grunden ikke betyder andet for ham end samvær med de mennesker, han i tidernes morgen mistede kontakten til, ikke mere deler udseende med menneskene, men er blevet en fremmed for dem. Langt borte skimter han kysten. Mennesker i form af små, tynde silhouetter går langs stranden, parate til at stimle sammen hvis der skulle ske noget uventet. At komme anstigende i denne kolossale forklædning, tænker han sørgmodigt. Der vil altid være nogle iblandt os, som ikke magter at blive voksne.

Vinteren er silhouetternes tid

Vinteren er silhouetternes tid. De nøgne træers forgrenede kroner mod himlens aftagende hvid den sidste lyse time en decemberdag. De vægelsindede krageflokke. Den enkelte fugls mangfoldige figurationer. Minder mig om typografien i en samling digtfragmenter fra mørkets dal, jeg engang fandt i et antikvariat. Det er, som om alt levende først må undergå et legemligt forfald, før det kan blive til fortælling. Først efter løvfaldet afdækkes naturens bogstaver. Jeg følger efter den aldrende digter ind i alfabetskoven.

Fingeren

Det var i familien en udbredt opfattelse, at det måtte være efter en fjern forfader, som ikke var kendt for det gode, at han havde arvet den ejendommelige finger, som skæbnen ville sad på den ene af hans to hænder, da han kom ud af sin moders liv. Generation efter generation måtte fingeren have sovet i slægten, for netop i hans ud fra evighedens synspunkt korte liv at vågne og rejse sig fra lejet, udhvilet og fuld af virkelyst efter de mange hundrede års genetiske søvn i menneskekroppenes indre mørke. I ly af de mere ordinære fingre, som ville den skjule sin egenartethed for omverdenen, voksede den frem på hans hånd. I længden kunne den dog ikke holde de andre fingres middelmådige selskab ud og begyndte at gå sine egne veje.

Til at begynde med havde man i familien antaget, at der var tale om en pilfinger, eller rettere, en finger på en pilfinger, og at fingeren i lighed med fingrene på alle andre pilfingre med tiden ville lade sig tæmme. Sådan kom det til familiens store fortrydelse imidlertid ikke til at gå. Tværtimod kom der, som fingerens ejermand voksede op, noget næsten autoritært anklagende over fingeren, som havde den siddet på den offentlige anklagers hånd, der teatralsk med nævningerne og tilhørerne i retssalen som publikum peger på den tiltalte, dog med den afgørende forskel, at fingerens anklager i modsætning til den offentlige anklagers i de fleste iagttageres øjne som oftest forekom ubegrundede.

For hver dag, der gik, tiltog fingeren sig mere og mere magt over sin noget flegmatiske ejermand, som blot lod til at følge med, som for eksempel når fingeren smækkede med døren til hjemmets fire vægge for de næste mange timer at kløve den stillestående luft i byens gader og pladser. Ve den, som kom i vejen, fuld af blå mærker fra fingeren som vedkommende risikerede at blive. Som en jagthund er i stand til at finde den døende fugl, hvis bue henover novemberhimlen jægeren netop har sat en brat stopper for, var fingeren i stand til at finde alle denne verdens fejl og mangler, hvor godt de end forsøgtes skjult. Fingeren var både en civilisationskritiker og en jagthund af format.

De mennesker, som endnu ikke havde stiftet bekendtskab med fingerens evner, kunne ganske vist finde på at udbryde, at der ikke kunne sættes en finger på noget i den bedste af alle verdener, især ikke der, hvor de selv havde haft en finger med i spillet. Den filosofiske anskuelse delte fingerens ejermand, eller rettere sagt, fingeren ikke. I stedet for at lade sig stikke i jorden lod fingeren, uden hensyntagen til de samfundsstøtter den på et givet tidspunkt eventuelt måtte befinde sig iblandt, sig sætte på alle den moderne samfundsordens ømme punkter. Den pegede på de tomme børneværelser med de efterladte dukker, som de ældste børn så hurtigt og så troløst havde opgivet at være forældre for. Den pegede på det yngste barn, som før havde sovet med foldede hænder, men som nu sov med knyttede næver til sin moders angst. Den pegede op på månen over huset med dens støvede ørkenlandskaber af størknet magma, der som en parasittvilling, indtil solen forvandler sig til en rød kæmpe og sluger alle solsystemets planeter, vil cirkle om den jordiske verden og minde os om, at naturen bestandigt undfanger og føder, men at fosteret både kan være vanskabt og dødfødt. Den pegede på moderen, som efter giftermålet og børnene var kommet til verden i selvopofrelse gemte sin glorie i bunden af en skuffe og således tilsyneladende lod den blive anløben og rusten for mange år senere ved livets slutning nedbrudt på sjæl og legeme en aften alene i huset at genfinde den uberørt af tidens tand udsendende et skærende lys, så hun måtte se bort for ikke at blive blændet. Den pegede på den aldrig afdækkede massegrav efter folkemordet på englene og på lederne af oprørsstyrken for oplysning og en og kun en verden, som aldrig blev stillet for en krigsforbryderdomstol og dømt for deres forbrydelser mod engelheden. Den pegede på det jordiske slot, som aldrig åbnede sig for indtrængeren, og på det himmelske slot, som stod i brand, når solen gik ned, men lad os ikke i større detalje dvæle ved fingerens civilisationskritik, som i og for sig ikke var videre original, men nøjes med at sige, at den endeløse kritik gjorde fingeren og dens ejermand til et upopulært par. Ingen steder var de velkomne mere.

Fingerens ejermand begyndte at blive hjemme. Han isolerede sig. Han lænkede fingeren til en jernkugle, som man gjorde det med straffefangerne i gamle dage, så fingeren ikke mere kunne slæbe af sted med ham. Ja, på sorte dage overvejede han endda at skære fingeren af, men opgav det hver gang af frygt for, at det ville være ham og ikke fingeren, som livsgnisten ville forlade, mens fingeren efter et kort besøg på skadestuen igen ville kunne genoptage sine angreb på den omgivende verdens ufuldkommenhed – nu helt uden den inerti, fingerens ejermand trods alt forårsagede.

En dag kom imidlertid en bleg mand, trods dørene var lukkede, ind i stuen til fingerens ejermand. Han havde sårmærker, som om han uden held var blevet forsøgt henrettet ved korsfæstelse. Fingerens ejermand så med ærefrygt på sårmærkerne, og der opstod en højtidelig stemning i stuen, som når man eksempelvis på en rejse i et fremmed land uventet i folkemængden af de lige så overraskede indfødte overværer en solformørkelse, og det bliver mørkt midt på dagen, hundene begynder at hyle som deres fælles forfader, ulven, idet de for et kort øjeblik genopdager den urangst, som de i deres trygge liv som menneskets bedste ven ellers havde glemt.

”Ræk din finger frem og stik den i mine sår,” sagde den blege mand.

Det lod fingeren sig ikke sige to gange. Den sprængte lænken og lod sig stikke i den blege mands sår. Fingeren passede til såret som hånd i handske. Det var, som når en mand efter en livslang søgen efter den elskede endelig finder hende og med sit lem penetrerer hendes kønsåbning den allerførste gang. Såret begyndte at bløde, og tårerne trillede ned ad den blege mands kinder.

”Man siger, at tiden læger alle sår,” sagde den blege mand, idet han fremstammede ordene i en næsten euforisk tilstand, ”men hvis man vil leve, bør man så netop ikke sørge for, at sårene ikke lukker sig, men holdes åbne? Din finger er nødvendig for verden. Den er som skabt for mine sår. Den dag, mine sår holder op med at bløde og omdannes til arvæv, mister saltet sin kraft.”

Indsmurt i den blege mands blod gik fingeren mere rank og oprejst end nogensinde før ud i verden opsat på at sætte sit anklagende fingeraftryk på dens ufuldkommenhed, fordærvelse og mørke sider. Som en i lygtepælenes skær og på husmurene flygtende skikkelses flaksende skygge halsede fingerens ejermand efter.

Kritik af den hegelske fremskridtstanke

To sjæle, samme tanke. Kritik af fremskridtstanken

”Alvisdommen har kunnet indrette verden således at individet når sin bestemmelse, i hvilken situation og tid det end er. Dersom en kultur var nødvendig til det eller overhovedet havde en sand værdi, hvor uretfærdigt ville da ikke de forberedende århundreder være behandlet, der da kun tjente som trin for den lyksaliggjorte slægt der står øverst oppe og siger: hvor har vi bragt det herligt vidt.”

Arthur Schopenhauer, 1810.

”Jeg har ingen tro på, at mennesket kan fuldkommengøres. Jeg tror ikke, menneskelig anstrengelse vil have nogen målelig virkning på menneskeheden. mennesket er nok mere aktivt nu, men det er ikke mere lykkeligt og heller ikke klogere, end det var for 6000 år siden. Resultatet vil altid være det samme – og hvis man tror, det vil blive anderledes, så tror man jo dermed, at det tidligere menneske har levet forgæves – at den svundne tid blot er et rudiment af fremtiden – at de myriader af mennesker, der er døde, ikke har stået på lige fod med os selv – og at vi heller ikke gør det med vores eftertid.”

Edgar Allan Poe, 1844.

Det er nøjagtig den samme tanke, som med et lidt forskelligt ordvalg formuleres i de to citater. Fremskridtstanken afvises ud fra forestillingen om menneskets værdighed. Tilværelsen må som udgangspunkt, uafhængig af hvornår det enkelte menneske er født i historien, give lige meget mening.

Man skulle næsten tro, at Edgar Allan Poe (1809 – 1849) havde læst, om end ikke overstående citat af Arthur Schopenhauer (1788 – 1860), så dog en fremstilling af Schopenhauers filosofi, hvor den samme tanke bliver udtrykt.

I min optik er det i hvert fald overvejende sandsynligt, at Poe ligesom hans samtidige landsmand Herman Melville (1819 – 1891) har truffet bekendtskab med Schopenhauers filosofi og ladet sig påvirke af den. At Poe betragter musikken som den højeste kunstart, kunne eksempelvis også tyde på det.

Det schopenhauerske centralsymbol

Poe, Melville og den senere Franz Kafka (1883 – 1924), som også var påvirket af Schopenhauers filosofi, har i øvrigt det tilfælles, at det centrale symbol i mindst et af deres respektive værker (En nedfart i malstrømmen, Moby Dick og Slottet) har det, jeg vil kalde et schopenhauersk centralsymbol, dvs. et centralsymbol, som fremstiller universets grundlæggende kræfter som irrationelle. Tilværelsen er behersket af en blind vilje, som det – trods den menneskelige fornuft – er menneskets lod at bukke under for.

Den negative verdensfortolkning som en frisættelse af kunstnerisk skaberkraft   

Man kan – som mange i øvrigt har gjort det – hævde, at det er et alt for pessimistisk livssyn, men samtidig kan man ikke andet end anerkende, at Schopenhauer med sin filosofi har skabt et rum for en negativ verdensfortolkning, som har virket frisættende på mange kunstneres skaberkraft, hvilket har resulteret i nogle af de største kunstværker i menneskehedens historie.

Sjælens udødelighed – fortællinger og aforismer

Det inderste paradisiske lag. – En kunstner – lad os kalde ham for J. – anvendte for hvert nyt lærred, han påbegyndte, følgende ejendommelige fremgangsmåde: Først malede han Edens have med alle dens eksotiske træer, planter og dyr. Med en mårhårspensel af størrelse 00, den allermindste der findes, gengav han fuglene, blomsterne og frugterne i strålende røde, gule og blå farver. Alt sammen meget livagtigt. Det var næsten, som om man kunne høre fuglene synge, dufte blomsterne og smage frugterne. Kun mennesket undlod han at male, for det var Edens have efter menneskets fordrivelse, han ønskede at afbilde.

Havde J. været en renæssance- eller barokkunstner, havde billedet nu været færdigt. Men det kunne han af gode grunde ikke antages at være. Han måtte nødvendigvis som alle andre nulevende kunstnere være født efter oplysningstiden, og lidt før, under, eller lidt efter det tyvende århundredes radikaliserede politiske ideologiers sammenbrud (selvom den ejendommelige kendsgerning, at hans fødselsdato ikke lod sig nærmere oplyse, kastede en del mystik over hans sande alder). Det var derfor faldet i hans lod, kulturkonservativ som man formodede, at han var, som en moderne version af titanen Atlas bestandigt at bære rundt på en usynlig byrde, tvivlen, eller rettere, troen frataget troens genstand. Derfor var han trods paradisets fuldendelse knap nok en tredjedel vej igennem med billedet. Først nu begyndte det egentlige arbejde, en særdeles krævende kunstnerisk proces, som gik ud på at tilsløre paradiset og i stedet for fremmane et troværdigt billede af den faldne verden, som var blevet menneskets nye virkelighed efter dets fordrivelse fra Edens have.

J. gik således i gang med at male det ene gråbrune laserende lag efter det andet oven på billedet af Edens have, ofte forestillende en genkendelig gade eller plads i metropolen, hvor han efter sigende havde sit atelier, indtil Edens have lige netop ikke var synlig for det uhildede øje, men lige netop var synlig for det hildede. Det var en balancekunst at finde dette punkt. Måske skulle der 25 laserende lag til, måske 50, for at summen af de transparente lag balancerede mellem at være transparent og opak. Et lag for meget, og den fortryllede tilstand, som gjorde det dobbelte blik muligt, og som var det, J. med sin kunst tilsyneladende lidenskabeligt efterstræbte – et lag for meget, og den fortryllede tilstand var borte.

Til sidst tilføjede J. oven på de mange laserende lag nogle få menneskeskikkelser. Mindre gennemarbejdede end Friedrichs. Mere gennemarbejdede end Whistlers. En gammel, hvidhåret mand gik eksempelvis ned ad fortovet. Et kærestepar – den unge kvinde var allerede gravid – kom imod ham og ville inden længe passere ham. Et sted længere borte stod en dagdriver og lænede sig op ad en lygtepæl. Han holdt et eller andet i hånden, men det var ikke muligt at afgøre hvad. Det kunne både tolkes som en frugt, en tegnebog eller et våben af en slags. Den laserende maleteknik, J. anvendte, resulterede i denne gådefulde flertydighed, hvad angik billedets enkeltheder. Så var billedet endelig færdigt, gerne efter mange måneders intenst arbejde.

Ingen ud over J. selv kendte til hans ejendommelige fremgangsmåde. Det var hans hemmelighed, og han mente tilsyneladende som andre inden for hans metier, at den gjorde man klogest i at bevare for sig selv. Måske var han også af den i og for sig rimelige opfattelse, at det var op til tilskueren, den enkelte, selv at gøre opdagelsen.

Af kunstkritikerne og det kunstinteresserede publikum blev han anset for at være en traditionel, ja, ligefrem anakronistisk kunstner med et endog meget middelmådigt talent. Værker som hans var, hævdede man, ikke alene set før, men også set bedre. Specielt de såkaldt progressive iblandt kunstkritikerne var ude efter J.. Man mente, at der var for få billedelementer på J.’s malerier, og at mellemrummene mellem dem var for store og for tomme. Samtidig mente man, at J.’s kunst savnede dybde, både af eksistentiel og social karakter. Den livets tilsyneladende tomhed og det enkelte menneskes tilsyneladende grundlæggende ensomhed, som man mente var temaet for J.’s kunst, hørte en anden tid til. Man antog, at J. på alle måder måtte være en meget gammel mand. Var han ikke allerede død, måtte det ske inden længe. Mange havde allerede erklæret ham for død – ”J. er død.”, var efterhånden blevet et noget slidt slagord i de kredse i metropolen, som regnede sig selv for avantgarden. Hans nekrolog var blevet publiceret indtil flere gange i de store dagblade. Man var endda holdt op med at beklage fejlen fra redaktionernes side, når man til sin ærgrelse efterfølgende konstaterede, at nye værker af J., hvor malingen endnu var våd, dukkede op på gallerierne og kunstmuseernes udstillinger.

Men af og til hændte det, at en tilskuer, som i et galleri eller på et museum stod og betragtede et af J.’s billeder af gader og pladser i byen, pludselig fik øje på det inderste paradisiske lag neden under de mange gråbrune laserende lag og derved opdagede, at de afbildede mennesker var borgere i to samtidige verdener. Men det varede som regel kun et splitsekund. Tilskueren nægtede pure at tro sine egne øjne og slog det derfor straks hen som et synsbedrag. At de små børn, som nogle af de besøgende af uransagelige grunde havde medbragt på gallerierne eller museerne, ofte morede sig højlydt over de mange farvestrålende fugle, blomster og frugter, tog de voksne ikke notits af. Små børn havde det med at leve i en anden verden, usynlige venner som de havde, og lege købmand – hvor eksempelvis sten fundet i strandkanten kunne gøre det ud for en hvilken som helst vare – som de gjorde. Og så snart børnene nåede konfirmationsalderen, fremstod J.’s billeder igen som opake for dem, hvis de ikke allerede for længst havde glemt J.’s billeder og interesserede sig for nogle mere spændende ting.

*

Borger i to verdener. – Adspurgt om den ejendommelige gangart han havde tillagt sig på det seneste, svarede han, at han øvede sig på at være borger i de to samtidige verdener, han med sit dobbelte blik havde opdaget, at virkeligheden eller den samlede verden bestod af, nærmere bestemt: øvede sig på at gå i de to samtidige verdener, hvilket ikke var helt ukompliceret, idet terrænet i de to verdener kunne være endda meget forskelligt. Som eksempel kunne nævnes, at hvad der i den ene verden syntes at være et relativt rent og ubefærdet fortov, i den anden verden kunne vise sig at være en eng med græsknolde og tjørnekrat, for ikke at tale om at hvad der i den ene verden syntes at være en stejl trappe ned til undergrundsbanen, i den anden verden kunne vise sig at være en kroget sti skabt af de vilde dyr op ad en høj med udsigt ud over Edens have. Han havde efterhånden ikke tal på alle de gange, han var faldet, og i hvilken af verdenerne, han havde sat foden forkert og dermed udløst det enkelte fald, stod for ham også hen i det uvisse. Gjorde det ikke ondt, ville man vide, da borgeren i to verdener begyndte at fremvise alle de blå mærker, hans mange fald havde medført. Jo, sagde han, men hvad der gjorde allermest ondt, var, at han, trods sin hårdt tilkæmpede viden om universets konstruktion, af sine medborgere, som kun var bevidste om at være borgere i én verden, blev opfattet som værende enten svagtseende, blind, beruset, forvirret eller ligefrem sindssyg.

*

Spørgsmål til borgeren i to samtidige verdener. – Hvordan skræver du over kerubernes sværd?

*

Kun ét adskiller Edens have fra den huleverden, det er menneskets lod at leve i: livets træ. Kun dette træ gør Edens have til en have anderledes end alle andre haver. Kundskabens træ gør hverken fra eller til. Mennesket tog jo kundskabens træ, eller i det mindste frø deraf, med, da det i sin tid blev fordrevet fra Edens have.

*

Den paradisiske indbildningskraft. – Den voksne mand skelner, selvom han måske ikke burde, mellem det sandslot, drengen bygger i strandkanten, og de slotte, de kongelige eller adelige lod opføre, før verden blev demokratisk. Drengen gør endnu ikke. Uden den indbildningskraft – som er det stærkeste vidnesbyrd om paradiset, og som drengen bærer som en fakkel, indtil han uvægerligt må snuble og falde, for derpå at rejse sig som en voksen mand, forslået og uden fakkel – uden den indbildningskraft er den materielle verden alene at ligne med en kyst, hvoraf et usynligt hav evigt gnaver.

*

Indbildningskraften bygger diger.

*

På jordkloden er ikke alene alle døgnets tidspunkter, men også alle årstiderne til stede på en gang. Et sted længes en ung kvinde en vinternat efter forårets og sommerens komme. Et andet sted frygter en gammel mand en sensommerdag efterårets og vinterens komme. I et og samme nu.

*

Det er muligt at rejse således, at det altid er dag og sommer. Den, som står stille, vil derimod uvægerligt komme til at gennemleve alle døgnets tidspunkter og alle årstiderne. Bevægelsens monotoni, eller rettere: den rejsendes stræben efter at ophæve døgnets og årstidernes gang kontra det ubevægeliges bestandige eksponering for foranderligheden.

*

Indicium på sjælens udødelighed, første version. – Var han alene af verden, ville han ikke føle smerte over verdens forgængelighed.

*

Indicium på sjælens udødelighed, anden version. – Han overvejer, om følgende sentens er et indicium på sjælens udødelighed:

Var mennesket alene af verden, ville det ikke føle smerte over verdens forgængelighed.

Han kommer straks i tvivl. Bør han erstatte sjæl med ånd, så sentensen snarere bliver et indicium på åndens udødelighed, den ånd, dvs. ånde, Gud indblæste i mennesket i tidernes morgen, så den døde materie blev levende, lidt på samme måde som – forestiller han sig – det lille barn med dets animerende pludren og bevægelser bringer liv i dukken, det leger med? Eller bør han erstatte ånd med det mere neutrale, det indre, så sentensen snarere bliver et indicium på det indres eller det indre menneskes udødelighed? Eller bør han helt tie og tro på sin egen protestantiske kulturs dogme om kødets opstandelse, hvor uforståeligt det end er for fornuften, at kødet, legemet, kroppen, dette groteske vedhæng til sjælen, ånden eller det indre, som han oplever det som, og som tiden og det jordiske liv kun gør endnu mere grotesk, skal rejse sig fra graven for at leve i paradiset evigt omfavnet af Gud? Men han kan ikke tie ...

*

Den faldne verdens transparens. – Lyset fra kerubernes lynende flammesværd oplyser den faldne verden bagfra eller indefra og afslører, at træerne står i to verdener på en gang.

*

Han er en rundkørsel, ud fra hvilken alle veje ender blindt. Vejen til den anden eller det andet ender blindt. Måske har vejplanlæggeren en ide med den tilsyneladende galskab? – Uhyret må ikke slippe ud.

*

Der findes ingen fælles front, hvad angår den menneskelige erkendelse, allerhøjest en masse delfronter, hvoraf de fleste er barrikader som i en borgerkrig.

*

De to have. – Et skib ved navn Maya forliste i en storm. Klyngende sig til et stykke af det splintrede skib drev en mand, som havde været passager på skibet, nu rundt på det oprørte hav, som tilsyneladende ikke havde til sinds at lægge sig. Et andet skib, Veronika, kom tilfældigvis forbi, og ville bjærge manden. Manden nægtede imidlertid at lade sig bjærge. Da tog kaptajnen på Veronika ordet og talte inderligt til den skibbrudne fra Maya:

”Man kan ikke blive ved med at være forlist. På et tidspunkt må man lade sig bjærge.”

”Måske,” sagde den skibbrudne fra Maya, ”men det er ikke desto mindre min intention at forblive med at være forlist.”

”Men hvorfor?” spurgte kaptajnen på Veronika. ”Det skriger jo til himlen.”

”Tja, måske er det netop derfor,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Jeg foranlediger gerne et skrig, som giver genlyd i himlen. For der har så længe været tavst i disse øvre regioner. Men spøg til side. For andre ville det være en stor ulykke at opleve det, som har overgået mig. Men for mig var det en skelsættende begivenhed, som på den anden side af skellet fik skællene til at falde fra mine øjne og for første gang i mit liv mig til at se klart. Der er ikke ét hav, men to have, det jordiske og det himmelske. Mens det jordiske hav er lunefuldt, er det himmelske et, der er til at stole på. Aldrig har jeg set havblik som det himmelske havs havblik. I det jordiske hav er jeg forlist. I det himmelske hav er jeg bjærget. Ja, i det himmelske hav kan jeg tilsyneladende slet ikke forlise. At lide skibbrud er for mig en saga blot.”

”Men det himmelske hav er indbildning,” sagde kaptajnen på Veronika. ”Det findes ikke.”

”Tro mig,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Det findes.”

”Hvad er da min skæbne i det himmelske hav?” spurgte kaptajnen på Veronika.

”I det himmelske hav er du den forliste,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Der må nødvendigvis være den sammenhæng mellem de to have. Man kan ikke både være bjærget i det jordiske og himmelske hav.”

”Det argument holder ikke,” sagde kaptajnen på Veronika. ”Din teori om, at der skulle herske en ligevægt mellem de to have, forudsætter, at de to have skulle være forbundne, eksempelvis via en flod, og at havene dermed skulle være opblandet. Men det har hverken sømænd eller videnskabsmænd nogensinde fundet indicier på. Overalt, hvor end vi drejer os, ser vi kun det jordiske hav.”

”Nej, du tager atter fejl,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Havene er ikke forbundne. Det er to adskilte have (som er til stede på en gang, idet begge have er transparente) hvorom det gælder, at du er forlist i det ene og bjærget i det andet.”

*

Demokrits brønd. – Engang var den bundløse afgrund den højeste mode. Det var på malstrømmens og den hvide hvals tid. Så fyldte mennesket afgrunden op – med hvad er jeg i grunden ikke klar over – og byggede den ideale stat ovenpå, den ideale stat, som bygger på demokrati og borgerlige frihedsrettigheder. Men mennesket glemte, at alt sætter sig.