Den faldne verden – aforismer

”Hvor skal du hen,” råbte folkemængden til den store opdagelsesrejsende.

”Ud. Ud. Ud ad tangenten,” svarede han.

*

Babelstårnet blev ikke bygget af tegl, men af ord. Derfor var det snarere håndværkerne, der opførte tårnet, end digterne og filosofferne, der opdagede, at sprogets grænser er verdens grænser. Som man steg op ad vindeltrappen, kom man uvægerligt til at fattes ord. Man blev ramt af en art afasi eller demens (som dog fortog sig, så snart man begyndte at stige ned ad vindeltrappen igen). Håndværkerne i de allerøverste af tårnets vindinger havde næsten helt mistet talens brug, som havde de hver især i lighed med Alexander Selkirk, virkelighedens Robinson Crusoe, opholdt sig flere år på en øde ø. De kunne kun skrige hæst som kragerne, der bestandigt cirklede om tårnet, og havde derfor ingen bygningsmaterialer til tårnets fuldendelse.

*

Der findes ikke farligere sværd end liljen.

*

Man siger, at den, som bryder loven, hæver sig over loven. Intet kunne være mere forkert. Forbryderen er den af os alle, som bekræfter loven og den orden, som loven afføder, allermest. Kun den lovlydige kan gøre sig håb om at hæve sig over loven.

*

Vismanden spørger mig, om jeg er monist, dualist eller pluralist. Han proklamerer, at et menneske ikke kan kalde sig for oplyst eller for en tænker, hvis ikke han har afgjort, hvilken af de tre verdenssyn han repræsenterer. Jeg afstår fra at svare. Jeg kan ikke gennemskue konsekvenserne af valget for mit verdensbillede. Jeg synes, at der er en begrænsning ved hver af de tre positioner.

*

Jeg oplever det som, at jeg lever i et ontologisk usikkert univers. Det er min allermest grundlæggende oplevelse. De kunstværker, som mimer et ontologisk usikkert univers, er i hvert fald dem, som har den største fascinationskraft på mig. Flere verdensfortolkninger er mulige. De skiftevis træder frem og fortoner sig for mine øjne som motiverne på et fikserbillede eller et metamorfisk billede. Jeg befinder mig ikke i en ophøjet position, på et filosofisk himmelbjergs øverste tinde, hvorfra jeg kan afgøre, hvilke filosofiske udsagn og positioner er sande. Jeg har tværtimod slangens, muldvarpens eller bænkebiderens perspektiv. Den nederste af de nederste. Fremtiden kan måske bringe afklaring, det vil jeg ikke afvise, selv om det modsatte er mere sandsynligt. Jakobsstigen er for den ydmyge, den drømmende af slagsen, et uudslukkeligt, om end bedragerisk håb.

*

Huleverdenen. Han forestiller sig, at vores verden, den faldne verden, først blev til, da mennesket blev fordrevet fra Edens have. For hvert skridt manden og kvinden, hånd i hånd, tog, blev lidt mere af den faldne verden til. Det var en nedstigning til en hule med skyggebilleder. Selv når solen skinner fra en skyfri himmel en sommerdag, føler han sig omgivet af skygger. Og der er vinterdage, hvor det allerede bliver mørkt om eftermiddagen, at han skimter en stedsegrøn have langt, langt borte, når han ser sig over skulderen.

*

”Hvorfor søger du mørket,” spørger den oplyste. ”Hvorfor søger du ikke lyset som vi andre?”

”Jeg søger ikke mørket,” svarer den formørkede. ”Jeg søger at oplyse mørket.”

*

Tavshed. Han taler alle jordens sprog. Han kan nemlig være tavs på alle jordens sprog, selv på det oprindelige tungemål før den babelske forvirring, Adams og englenes tungemål.

*

Forvirring. Jeg betragter himmelfalden det klart tænkende menneske, som netop har erklæret, at han er interesseret i forvirring. Jeg selv er et uklart tænkende menneske, som søger klarhed, men finder forvirring. ”Det er en lidelse,” siger jeg og lægger mit ansigt i den tragiske maskes folder, men da det klart tænkende menneske foreslår, at vi bytter eksistens, farer jeg sammen og betakker mig.

*

Den vej, man har tilbagelagt, den vej er man ældre.

*

Det andet blik. En skæv verden, hvor Det Skæve Tårn i Pisa er lige.

*

Han ser digteren som en opdagelsesrejsende, der er faret vild i sine egne formuleringers labyrint. Den attråede sande formulering er labyrintens ophævelse eller rettere, illusionen om labyrintens ophævelse.

*

Han kravler på sin bug og æder støv, hvor andre bygger tårne og bestiger bjerge. Han kender kun to bud. 1. Lig, hvor du ligger og grav, men grav dybere. 2. Bliv ved med at kravle. Neden for tårnene og bjergene. En slange på vej op ad en vindeltrappe er en fjern drøm.

*

Hvor andre ser heste, ser han vingeløse pegasusser. Den fælles verden som en reduktion af den private verden. Den vågne verden som en reduktion af den drømte verden. Heste som vingeløse pegasusser og hornløse enhjørninger. Mennesker som vingeløse engle og horn-, hale- og klovløse dæmoner.

*

Selv den nøgne bærer masker: ansigts- og kropsmasker. Ja, selv den afdødes af retsmedicineren åbnede lig bærer masker. Successive masker svævende over en bundløs afgrund af tomhed.

*

At fortælle, som om man var tiden. Han siger højtideligt, ”Jeg er tiden.”, og sætter sig ned for at skrive i denne forklædning.

*

Han drømte, at han ville rekonstruere Platons tabte dialog om sproget mellem Alexander Selkirk og Kaspar Hauser, men savnede ord. Han vågnede og indså grædende, at hans uformåenhed over for det umulige i den drømte verden er den sammen som hans uformåenhed over for det mulige den vågne verden.

*

Verdens ende. Han forestiller sig, at verdens ende indtræffer, når alle børn bliver født hvidhårede, når de nyudsprungne træers blade er visne.

Metafysik

Stenenes og mineralernes fange

Man sagde, at han som far havde Sisyfos, og som mor Lots hustru. Til trods for, at det ikke forekom videre sandsynligt, gav det i det mindste for ham selv en dækkende beskrivelse af hans opvækst. Hvordan kunne han som voksen undgå andet end at blive stenenes og mineralernes fange?

*

Han skrev et brev til Gud. Der må være et andet svar end tavshed og dødsdom.

*

Hans fejl er den gamle sjæls fejl: ikke at have drukket nok af Lethe. Eller rettere: at have drukket overordentligt meget af Lethe, men desværre ikke nok til at glemme. Nogle vil måske indvende, at Lethe kun eksisterer i myterne. Nuvel, det forværrer kun hans smertelige tilstand. Lethe eksisterer ikke, men selv hvis den eksisterede, ville det ikke være muligt for ham at drikke nok af den for at glemme.

*

Legion var en ensom mand. Måske var det derfor, at han blev til de mange?

*

Han er stifinder i en verden, hvor alle veje ender blindt.

*

Hvis verden er hans forestilling, så må verden gå under, når han dør – medmindre hans forestilling overlever ham.

*

Man sagde, at kragerne efter hans død ville blive ved med at cirkle om ruinerne af Babelstårnet.

*

Babelstårnet (anabasis) er en umulighed. Jakobsstigen (katabasis) er en mulighed. Læg dig ned og drøm.

Anabasis: opstigning fra mørke til lys, fra løgn til sandhed, eller rettere: fra meningsløshed til meningsfuldhed, fra ulykke til lykke.

Katabasis: nedstigning fra lys til mørke, fra sandhed til løgn, eller rettere: fra meningsfuldhed til meningsløshed, fra lykke til ulykke.

Termodynamikkens anden hovedsætning, entropien er stigende, er katabasis.

Uddrivelsen af Edens Have er katabasis.

Sygdom og alderdom er katabasis.

Jakobsstigen er den guddommelige invasion.

*

En fange råbte gennem tremmerne i sin celle til sin tvillingebror uden for fængslet: ”Hvordan kan du, som kender til indespærring gennem min indespærring, kalde dig selv for ulykkelig? – Du er fri. Du lever under stjernehimlen.” Og fik svaret: ”Jeg er ikke fri. Jeg kan ikke nå stjernerne.”

Tremmer og stjerner, man ikke kan nå. Det er det samme.

*

Et menneske tilbød ham sit venskab. Hellere ensomhed end selskab af en af Jobs venner, svarede han.

*

Han er det fortrængte.

*

En anden udvej end døden. En anden bro end broen til dødsriget.

*

Babelstårnet – en vertikal labyrint? Hvem bor i vindingerne? – Minotauros eller rettere: Minotauros’ bror, trappegængeren Minotauros?

*

Mennesket – en robot styret af en transcendent computer?

*

At trække sig selv ud af en ligning, som ikke har nogen løsning. Ligningen har stadigvæk ikke nogen løsning.

*

Der er ingen bro mellem kenoma og pleroma. Der er ingen bro mellem idios kosmos og koinos kosmos.

*

Genet for den oprindelige synd

Krigen mellem det paradisiske og det efterparadisiske menneske

Menneskenes ragnarok

En dag vil mennesket finde genet for den oprindelige synd og slukke for det i et forsøg på at skabe eller rettere genskabe det paradisiske menneske. Det vil vise sig at være en fatal fejl. For det vil føre til en ragnarokagtig krig mellem mennesket og det paradisiske menneske, som mennesket er dømt til at tabe. For det paradisiske menneske er et fuldkomment væsen, som blindt adlyder Guds lov, mens mennesket er et ufuldkomment væsen, som halvt adlyder Guds lov, halvt adlyder sin egen lov, dvs. synden.

*

Heraklits flod

Enten skal man være kristen, eller også skal man være efterkristen, som Nietzsche var det. Det med at have smidt Jesus Kristus væk, men stadig dyrke hans morallære, eller det med at dyrke naturvidenskaben som en afgud på den øretæveindbydende naive måde, som nogle gør, som om syndefaldet ikke eksisterede – det holder ikke. Jeg mener: Det efterkristne liv må være helt forladt af idoler og utopier, hvis det skal give mening: Det må være et liv i Heraklits flod. Intet sprog, ingen billeder, kun foranderlighed. En sprog- og billedløs eksistens i et evigt foranderligt miljø. Men er det overhovedet et liv for mennesker? Er det ikke snarere et liv for fisk – eller dionysiske delfiner, om man vil?

*

En fugl, som angriber sit eget spejlbillede i et vindue. Så fremmed over for sig selv kan et menneske i sin fremmedhed over for sig selv dog aldrig blive. Og så alligevel.

*

Han gav en tigger en almisse. Tiggeren klagede over, at almissen var for lille. De forbipasserende kastede forargede blikke på den nærige giver.

Ahasverus Junior

Fodspor i sneen. Han føler, at han ligger nedgravet i sit eget kød som det navnløse offer for en forbrydelse, som en blandt hundelufternes ordener endnu ikke har fundet, og som kun vil kunne blive identificeret ud fra sit tandsæt, og hvis spøgelse strejfer hvileløst omkring blandt alle de andre spøgelser af nedgravede og navnløse ofre. En ting er sikkert: Han udgør ikke mere et hele, men udgøres af et virvar af forskelligartede eksistensformer og -tilstande på vej bort fra hinanden i alle fire verdenshjørners retninger, væk fra det origo som oprindelig udgjorde hans inderste og på dette tidspunkt tilsyneladende urørlige kerne. Med jævne mellemrum vågner han af en drøm, som han tilsyneladende er alene om, for at drømme en anden drøm, han tilsyneladende har tilfælles med alle andre: spise-arbejde-spise-sove, spise-arbejde-spise-sove, og så videre, og så videre, i det tilsyneladende uendelige.

Materialisterne står i kø som træstammer rundt om i sneen, i al deres tilsyneladenhed hvad angår rod eller ikke-rod, parat til at fortælle ham, at det en dag er slut. Er det ikke, som om deres iver forråder dem, som om deres masker af lav- og mosbevokset bark og karnevalsdragter af nøgne sorte grene er uvished forklædt som vished? Har de ikke glemt det kartesianske bud om mindst en gang i livet at tvivle på alt det, man resten af livet render bevidstløst rundt og tror eller ikke tror på? Hule træer, hvis hulrum er fyldt med angst og bæven, for at der trods al meningsløshed alligevel skulle vise sig at være en mening med det hele. Gid en ugle ville bygge rede i deres indre.

Nuvel, de forsikrer ham om, at han vil blive brændt til molekyler og atomer, ikke fordi han tilhører en race, som af den herskende klasse anses for laverestående, men fordi det nu engang er skriften på væggen, at alt har en ende. Der vil ingen spor være tilbage efter ham, såsom hans initialer på atomerne. Atomerne er ikke individualiserede og bærer ikke spor af deres historie. Det nyfødte barn er bygget af afdødes aske, men de afdødes skæbner er glemt af alle, nedskrevet som de var i de nu tabte værker i biblioteket i Alexsandria. De tårer, vi hver især har grædt, vil ikke kunne spores i fremtidens regnvejr.

Han selv er imidlertid begyndt at tvivle på denne afsluttende finale, som han ellers efter barndommens og ungdommens frygtsomhed efterhånden var begyndt at se frem til som en art forløsning, og frygter nu, at det slet ikke er slut, men at han står over for en nedstigning i en bundløs malstrøm af sjælevandring, at han er en evig vandringsmand på en endeløs pilgrimsrute gennem ormehuller mellem en uendelig række af parallelle universer.

Der synes ikke at være en udvej. Skimter man forude i den altomsluttende tåge konturerne af en spinkel bro, er det sandsynligvis kun en passage fra et eksil til et andet.

Der er ingen hjælp at hente. Ingen erfaren vejleder eller stifinder, som tilbyder en sin sikre hånd. Er der fodspor i sneen foran en, som om der er en, som går forude og baner ens vej i sneørkenen, er det ikke Dantes, men Den Evige Jødes, Ahasverus’, og hvor kan han lede én hen, på flugt fra det oprindelige svigt som han er for evig? ”Væk-herfra er mit mål,” hvisker han, samtidig med hjemløshedsdommen afsiges igen og igen i universernes sneklædte retssale.

Skrevet engang i løbet af den næsten uendelige vinter, som kuldskære sjæle kun med nød og næppe har overlevet, og som her et stykke inde i april endnu ikke helt har sluppet sit isnende favntag af mennesker og natur.

Det ottende kontinent

Da den opdagelsesrejsende blev gammel, opdagede han, at den bedste måde at bevæge sig fra punkt A til punkt B var at forholde sig i absolut ro i punktet A og lade punktet B komme imod sig. Det handlede blot om at gøre sig så lille som mulig. Som musen, som gemmer sig i sit hul for katten. Som muldvarpen, som gemmer sig i sine gange for gravhunden. Eller som den troende, som ligger på knæ for sin skaber. Ikke bevæge sig, ikke sige et ord, blot trykke sig mod jorden, den kære jord, mens kæmperne, de almægtige kæmper, eller de næsten almægtige kæmper, for man trak endnu vejret, rasede ud. Så begyndte rejsen. Det handlede blot om at gøre sig så konkav som mulig. Så ville ens nære omgivelser og dermed også de uendeligt fjerne, til trods for at de på grund af afstanden forekom en urokkelige, opfattet som et hele sættes i bevægelse og gøre sig konveks for at udfylde det opståede tomrum. Så ville det fjerne mål komme imod en med samme voldsomhed som det indtrængende hav ved et digebrud. Det var så at sige selvets digebrud, selvets kontrollerede digebrud, den rejsende efterstræbte. Så begyndte rejsen. Det handlede blot om at følge patriarken Jakobs eksempel og drømme. Da ville fra et punkt i det uendeligt fjerne komme en stige til syne, på hvilken venligtsindede rejsekammerater ville stige opad og nedad. At nå ens destination ved at rejse på den konventionelle måde, dvs. først at bygge Babelstårnet for derpå at rende op ad dets uendelige vindeltrappe, eller rettere, at bygge Babelstårnet samtidig med at man rendte op ad dets uendelige vindeltrappe, var en umulighed. Nej, kun ved at lægge sig fladt ned, ved at stige ned i afgrunden og blive den nederste blandt de nederste, blev den forvandling til et højerestående og mere oplyst væsen, den ved verdensaltets kraft udfoldede opstigen gennem den store kæde af alt eksisterende, som rejsen var, en mulighed. I den sorteste af de sorteste kulkældre, i den dybeste af de dybeste dale, hvor solens stråler på grund af de omkransende bjergtinder aldrig nåede en, i en grav en vinternat, eller i sin seng varmende en vildfremmed spedalsk. Så begyndte rejsen.   

Den gamle opdagelsesrejsende holdt af at sidde i aftenrøden i sin øreklapstol ved det vestvendte panoramavindue i sin dagligstue og lade det store uopdagede kontinent, det ottende kontinent, som han kaldte det, komme imod sig. Idet det umulige skete, det umulige forstået som det umulige for den, som bevæger sig, at han gennembrød grænsen mellem den gamle, kendte verden og den nye, ukendte verden, forenedes han med sin dobbeltgænger.

Den gamle opdagelsesrejsende var godt klar over, at han ikke var nogen stor tænker. Det skete uhyre sjældent, at et menneske var excellent inden for mere end et felt, hvilket ifølge den gamle opdagelsesrejsende i og for sig kun var ret og rimeligt. Hvorfor begave et menneske med to ekstraordinære talenter, når det kun havde et liv til at realisere dem? Var det så ikke mere hensigtsmæssigt for den bevidste eller ubevidste verdensånd, som naturen udgjorde, og som gennem sit afkom, mennesket, forsøgte at forstå sig selv, at fordele det ene af talenterne på et eller flere af andre menneskelige eksistenser? Den gamle opdagelsesrejsende havde i hvert fald rigeligt i sit ene talent: den stationære opdagelsesrejse, selvets kontrollerede digebrud, eller hvordan man nu valgte at beskrive det særegne talent med ord. Alligevel hævdede han, at han gennem en esprit de finesse, som selv de simpleste iblandt os ifølge ham kunne siges at være i besiddelse af på heldige dage, havde fundet en fyldestgørende forklaring på det ejendommelige fænomen vedrørende mødet med sin dobbeltgænger på sine mange opdagelsesrejser.

Forklaringen gik kort og godt ud på, at det ottende kontinent ikke eksisterede, at det så at sige var verdens ende, og at det udgjordes af et uendeligt, altomspændende spejl, som spejlede den kendte verden, som den gamle opdagelsesrejsende ved den yderste grænse havde lagt bag sig. Den gådefulde dobbeltgænger, som ved rejsens ende rejste sig fra sin øreklapstol i et øde tågelandskab for skrutrygget og støttende sig til sin stok at komme den gamle opdagelsesrejsende i møde, var simpelthen intet andet end den gamle opdagelsesrejsendes eget spejlbillede, hvilket lod til at stemme overens med, at dobbeltgængeren havde en lille skønhedsplet på sin venstre kind, mens den gamle opdagelsesrejsendes egen omvendt befandt sig på den højre kind. 

Om det uendelige, altomspændende spejl havde den gamle opdagelsesrejsende ikke meget at sige. Han udtalte sig kun meget tøvende og med mange forbehold om dette emne. Enten var spejlet frembragt af naturen og måtte således i lighed med alt andet fast stof bestå af universets byggestene, eller også var det frembragt af den gamle opdagelsesrejsende selv, med den vigtige tilføjelse at alle, som havde til hensigt at følge i den gamle opdagelsesrejsende fodspor, også selv ville frembringe spejlet ved den yderste grænse – i tilfælde af at spejlet var en illusion, så var det ikke en illusion, som knyttede sig til det enkelte menneske, men knyttede sig til hele universet. Men en nærmere analyse af det uendelige, altomspændende spejls beskaffenhed var i grunden unødvendig, mente den gamle opdagelsesrejsende. Det vigtige var erkendelsen af, at det univers, den menneskelige tilværelse udspiller sig i, kunne sammenlignes med det indre af en kuglerund muslingeskal, hvis sider er beklædt med perlemor. Mennesket levede altså ifølge den gamle opdagelsesrejsende i en spejlverden. Hvor langt ud der var til spejlet, var sandsynligvis forskelligt fra det ene menneske til det andet. Afstanden kunne således ikke fastlægges. At menneskene ikke følte sig indespærrede måtte skyldes, at afstanden var så umådelig stor.

Nu lød måske den gamle opdagelsesrejsendes ejendommelige rejsemåde, hans møde med en dobbeltgænger, som alligevel ikke viste sig at være hans dobbeltgænger og et uendeligt, altomspændende spejl ved verdens ende i et skeptisk sind, som nogle i den gamle opdagelsesrejsendes bekendtskabskreds kunne siges at være i besiddelse af, som femtenhundredetallets og sekstenhundredetallets spanske mystikeres åbenbaringer, som af nogle historikere tolkes som den døende kristendoms sidste voldsomme opflammen sat i gang af den destruktive sekularisering som reformationen i nord medførte.

Der var imidlertid intet af en religiøs åbenbaring over den gamle opdagelsesrejsendes rejser, hævdede han selv. Højst noget pudseløjerligt. Når den gamle opdagelsesrejsende nærmede sig det ottende kontinent, oplevede han det som, at han i sit lille hus ved havet fik besøg af sin tvillingebror, som for mange år siden var emigreret til Buenos Aires, eller en anden af metropolerne mod vest, og som den gamle opdagelsesrejsende derefter havde mistet al kontakt med. Og hvad kunne være mindre mystisk end et møde mellem to gamle affældige brødre, som efter et langt livs adskillelse faldt hinanden om halsen? Hvem var ikke uforvarende kommet til en eller flere gange i sit liv at overvære et sådant bevægende møde ved et færgeleje eller i en lufthavns ankomsthal? Stemningen ved sådanne lejligheder virkede altid så opløftet. Smil, latterudbrud, klappen på skuldre, tørren tårer i øjenkrogene bort. Enhver oplysning, den ene slægtning kom med, selv den mest banale, blev af den anden slægtning modtaget med begejstring. Således blev den gamle opdagelsesrejsende næsten overstadig, da det viste sig, at tvillingebroderen efter sin pensionering fra sin livslange stilling som mineingeniør også at havde uddannet sig til opdagelsesrejsende i sin øreklapstol på den anden side af Atlanterhavet. Tvillingebroderen var med andre ord den ideelle rejsekammerat at have med på rejsen til det store måske.