Fiskeren og grænsen for mørket

En fisker og hans familie var hårdt ramt af ulykke. Fiskerens båd var sprunget læk, og der var ild i hans og hans kones hus. Til trods for det blev familien ved med at leve, som om intet var hændt. Fiskeren tog ud for at fiske i den synkende båd, konen passede det brændende hus, og børnene gik i skole og fik sedler med hjem om, at de havde ild i en vis legemsdel.

En ung teologistuderende, der som en art adspredelse fra sit arbejde på en større opgave om de enkelte bestanddele i den for ham ejendommelige psyke, det af Gud og Satan prøvede menneske Job var i besiddelse af, var på rejse op langs den kyst, hvor den ulykkesramte fiskerfamilie boede, lod sig i en sådan grad anfægte af, at han uforvarende var kommet til at overvære, at fiskeren anløb i sin synkende båd og efterfølgende blev modtaget med åbne arme af konen og børnene i det brændende hus, at han indlogerede sig på det nærtliggende sømandshjem for at iagttage og gøre notater om den ulykkesramte fiskerfamilies daglige udfordringer i større detalje, og en morgen en uges tid efter, da fiskeren iført olietøj og sydvest og med en dampende pibe i munden var på vej fra sit brændende hjem ned til sin synkende båd, sprang den teologistuderende frem fra sit skjul bag en busk, hvorfra han indtil da med en kikkert, som oprindeligt havde været beregnet til at iagttage egnens rige fugleliv med, havde foretaget sine observationer, og standsede fiskeren og spurgte ham om, hvordan han dog i himlens navn var i stand til at holde sit og sin families miserable liv ud.

Da sagde fiskeren efter en kort betænkningstid med en usædvanlig mild og melodisk stemme:

”Det er allerede flere år siden, at en styrtsø slog en læk i min båd, som ikke kunne repareres, og et lyn slog ned i mit og min kones hus og antændte en brand, som ikke kunne slukkes. Først troede jeg, at båden ville synke, og at jeg ville drukne, og at min kone og mine børn ville brænde inde, og at vores hus ville brænde ned. Det skete imidlertid ikke. Herren kan pine og plage menneskenes børn, men han er ikke hjerteløs. Som der står skrevet i den hellige skrift: Herren satte en grænse for mørket. Mit og min families liv er bestemt ikke let, bestandigt i fare for henholdsvis at drukne og brænde ihjel som vi er. Men når dagen er omme, og jeg lægger mig på knæ for min skaber for at bede min aftenbøn, hvad kan jeg, ulykkelige skabning eller tilsyneladende ulykkelige skabning, andet end at konstatere, at jeg endnu ikke er druknet, og at min kone og mine børn endnu ikke er brændt ihjel? At være ved at drukne, men netop ikke drukne, at være ved at brænde ihjel, men netop ikke brænde ihjel, det er tilsyneladende vores skæbne.

Men tilbage til dit spørgsmål om, hvordan jeg er i stand til at holde mit og min families i dine øjne miserable liv ud. Jeg kan ikke sige andet end at ved at lade som ingenting. Det lyder måske ejendommeligt for en, som ikke har prøvet det på sin egen krop, men der er dage, hvor jeg og min kone og mine børn ikke skænker lækken i båden og ilden i huset en tanke. Jeg vil gå så langt som til at sige, at vi da er lige så lykkelige som enhver anden familie, hvis ikke mere. Når vi er i det humør, kan vi endda finde på at spøge med vores ulykke. Jeg kan som for et imaginært publikum på jorden eller i himlen foregive, at jeg øser vand ud af min båd, og min kone er en sand mester til at parodiere en desperat mor, som forsøger at slukke ilden på det yngste barns værelse. Det er imidlertid alt sammen spil for galleriet, for inderst inde ved vi begge, at det nytter lige så lidt som at forsøge at slukke helvedets flammer eller gøre en ende på Tantalos, Sisyfos og Ixions lidelser.

Så for at konkludere: Til at begynde med, i dagene efter den guddommelige storm havde fejet hen over egnen og havde afsat sine martrende aftryk på mennesker, dyr og landskab, var vores liv næsten uudholdeligt, men som tiden gik, og vi så, at lækken i båden og ilden i huset ikke ændrede vores liv nævneværdigt, lærte vi at affinde os med vores skæbne: At leve med ulykken blev en vane.”

Efter disse ord nikkede fiskeren kort til afsked og fortsatte videre ad vejen ned til sin synkende båd. Den teologistuderende tog hjem til sit studerekammer og begyndte forfra på sin opgave, som fik titlen Grænsen for mørket.

Model af verden som en mangfoldighed af verdner

Relationer mellem verdnerne

Koinos kosmos er lig med kenoma.

Idios kosmos er en delmængde af pleroma.

Den ene person er i verden. Den anden person er af verden. Den førstnævntes private verden står i modsætning til den fælles verden, men er en del af en transcendent verden, som den fælles verden er indlejret i. Den sidstnævntes private verden er en del af den fælles verden. Der er sammenfald mellem personens funktion og eksistens.

Teori om guddommelig invasion

Fuldstændig passivitet og gøren sig lille indtil det usynlige medfører, at pleroma gennembryder kenoma, at det guddommelige invaderer ens hele eksistens.

Tilnærmet selvudslettelse gør ens nære jordiske omgivelser konkav, hvilket medfører, at den himmelske verden, som den jordiske verden er indlejret i, bliver tilsvarende konveks for til sidst at invadere ens nære jordiske omgivelser på samme måde, som en dråbe, der samler sig på en utæt vandhane, til sidst må give slip og lade sig falde.

Stormløb mod den sidste jordiske grænse ved hjælp af apati

Havde Columbus opgivet sin rejse, ville indianerne have opsøgt ham i hans studerekammer og udråbt det til en indiansk koloni. Paulus’ bestandige fokus på sin egen magtesløshed. Englen kom til Paulus og befriede ham fra hans fangenskab, netop ikke på grund af hans magt, men på grund af hans afmagt. At opgive hele ens personlige eksistens er således det bedste råd, man kan give den opdagelsesrejsende. Det sætter det forjættede land i bevægelse mod den Babelsskakt, man har gravet ved at trække sig ind i sig selv. Sneglen forsvinder ind i ens indre labyrint. Jeghuset står tomt. Nu venter spirets mange vindinger blot på, at det guddommelige som en eremitkrebs flytter ind.

Synkrone drømme skaber falske verdner

Hvis to mennesker drømmer den samme drøm, holder den op med at være en illusion. Den slags synkrone drømme er imidlertid meget sjældne. Måske var det sådan, verden oprindelige blev til? Mand og kvinde drømte den samme drøm. Endnu ikke modløse mennesker kalder det for kærlighed. Derfor mener de, at kærligheden er verdens princip. De modløse mener derimod, at manden og kvinden er som vingeløse larver, og at de først, når kærligheden forliser og den falske eller faldne verden, som deres kærlighed har skabt, bryder sammen, som englesommerfugle fri af puppen kan flyve op mod lyset og dommen.

Natlig operation

En nat drømte jeg, at jeg blev opereret af min afdøde far, da forudgående undersøgelser tilsyneladende havde afsløret, at jeg havde en blodprop i hjertet. Han påstod, at operationen havde reddet mit liv. Selvom jeg med mine ydre manerer udtrykte en vis reserveret taknemmelighed over for ham, som om jeg havde fået en gave, som jeg ikke ønskede mig, og som jeg forudså, at jeg ikke ville få brug for, var jeg meget utryg ved hele situationen, da jeg vidste, at det nærmeste min far kom på at være hjertekirurg, var, at han hele sit liv havde interesseret sig for skarpe knive og havde været god til at filetere fisk. Men måske var jeg som ved tidligere lejligheder dybt uretfærdig over for ham? Måske havde han efter sin død læst medicin ved et velanset universitet på en exoplanet omkring en stjerne mellem stjernetågerne Hjertet og Sjælen i stjernebilledet Cassiopeia? Efter endt studie var han nu tilbage på jorden, i kittel, med maske for næse og mund, og skalpel i hånd, i et anatomisk teater udførende en livgivende operation på sin fortabte søn. Han blev ved med at pointere, at jeg var hans patient. Hans hjertepatient.

Da jeg vågnede, overvejede jeg, om jeg skulle kontakte det nærmeste hospital med henblik på evaluering af den natlige operation og eventuel genoptræning, men jeg opgav, da jeg ikke kunne overskue at fremlægge min sag først i modtagelsen og senere over for overlægen på grund af min sproglige afmagt over for mine medmennesker. Hvad nytter det at spørge et godsindet menneske om vej, når man ikke selv er klar over, hvor man skal hen?

Jeg frygter nu, i hvilken forklædning min far vil dukke op i mine kommende drømme. Hvis det bliver som knokkelmanden med timeglas og le, vil jeg da nogensinde komme til at vågne af drømmen igen? Jeg går ud fra, at hvis jeg fortalte om min drøm og min reaktion på den til en ven, ville han opfatte mig som en dårlig søn, så lidt jeg påskønner min faders hjælp fra den anden side af graven. ”Han er,” ville han sige, ”den barmhjertige samaritaner, som standser for at hjælpe dig i din nød, hvor alle andre blot går forbi. Han, som har båret dig på hænder og fødder hele dit liv.”

Fordele ved at være et træ frem for et menneske

Fordele ved at være et træ frem for et menneske: et længere liv, ingen hjerne, ingen mund, ingen ben, ingen kønsorganer, sammenfald mellem eksistens og funktion, mellem vej og mål, ingen uopfyldte indre krav, ingen bristede forhåbninger, ingen permanent meningskrise, ingen mor, ingen far, ikke vidne til deres død, ingen sorg over ikke at kunne skabe en familie selv, større tilpasningsevne til årstiderne, mere vertikalitet, mindre horisontalitet, rod i jorden, krone i himlen, at være en del af foråret i stedet for kun at være et vidne til det, efteråret kun et forbigående fænomen, det slår ikke rod i en, et gammelt egetræs blade er som et ungt egetræs, konstans.

Den tredje skabelsesmyte

Der var oprindeligt ikke to, men tre skabelsesmyter. Da redaktørerne efter mange forgæves forsøg imidlertid ikke på meningsfuld måde kunne integrere den tredje skabelsesmyte med de to andre, valgte de at udelade den fra den hellige skrift. Den nu glemte fortælling menes at have haft følgende tilsyneladende simple ordlyd:

Et barn faldt i en brønd. Da det viste sig at være en uoverstigelig opgave for barnets forældre at redde barnet op af brønden, skabte Gud et nyt barn til dem fuldkommen identisk med det oprindelige. Han forseglede derpå brønden.

Alle eller næsten alle var nu lykkelige: Gud over sin hittepåsomhed og skaberkraft. Forældrene, simple og hjertensgode mennesker som de var, over at have fået det, som de troede var deres oprindelige barn, tilbage. Det oprindelige barn, trods dets indespærring i den forseglede brønd, over dets nyvundne engleagtige vished om Guds eksistens og fremtidige liv i evig lovprisning af det højeste væsen og dets skaberværk. Kun det stedfortrædende barn var ikke lykkeligt. Holdt i uvidenhed om de sande omstændigheder om dets egen oprindelse levede det resten af sit liv med en fornemmelse af kun at være sig selv, når det var en anden, og af at selv de smukkeste landskaber, som det i dets resultatløse flakken omkring i et håb om at finde en mening med dets egen eksistens kom igennem, havde karakter af de mørke og fugtige vægge i en forseglet brønd.