Natlig operation

En nat drømte jeg, at jeg blev opereret af min afdøde far, da forudgående undersøgelser tilsyneladende havde afsløret, at jeg havde en blodprop i hjertet. Han påstod, at operationen havde reddet mit liv. Selvom jeg med mine ydre manerer udtrykte en vis reserveret taknemmelighed over for ham, som om jeg havde fået en gave, som jeg ikke ønskede mig, og som jeg forudså, at jeg ikke ville få brug for, var jeg meget utryg ved hele situationen, da jeg vidste, at det nærmeste min far kom på at være hjertekirurg, var, at han hele sit liv havde interesseret sig for skarpe knive og havde været god til at filetere fisk. Men måske var jeg som ved tidligere lejligheder dybt uretfærdig over for ham? Måske havde han efter sin død læst medicin ved et velanset universitet på en exoplanet omkring en stjerne mellem stjernetågerne Hjertet og Sjælen i stjernebilledet Cassiopeia? Efter endt studie var han nu tilbage på jorden, i kittel, med maske for næse og mund, og skalpel i hånd, i et anatomisk teater udførende en livgivende operation på sin fortabte søn. Han blev ved med at pointere, at jeg var hans patient. Hans hjertepatient.

Da jeg vågnede, overvejede jeg, om jeg skulle kontakte det nærmeste hospital med henblik på evaluering af den natlige operation og eventuel genoptræning, men jeg opgav, da jeg ikke kunne overskue at fremlægge min sag først i modtagelsen og senere over for overlægen på grund af min sproglige afmagt over for mine medmennesker. Hvad nytter det at spørge et godsindet menneske om vej, når man ikke selv er klar over, hvor man skal hen?

Jeg frygter nu, i hvilken forklædning min far vil dukke op i mine kommende drømme. Hvis det bliver som knokkelmanden med timeglas og le, vil jeg da nogensinde komme til at vågne af drømmen igen? Jeg går ud fra, at hvis jeg fortalte om min drøm og min reaktion på den til en ven, ville han opfatte mig som en dårlig søn, så lidt jeg påskønner min faders hjælp fra den anden side af graven. ”Han er,” ville han sige, ”den barmhjertige samaritaner, som standser for at hjælpe dig i din nød, hvor alle andre blot går forbi. Han, som har båret dig på hænder og fødder hele dit liv.”

Fordele ved at være et træ frem for et menneske

Fordele ved at være et træ frem for et menneske: et længere liv, ingen hjerne, ingen mund, ingen ben, ingen kønsorganer, sammenfald mellem eksistens og funktion, mellem vej og mål, ingen uopfyldte indre krav, ingen bristede forhåbninger, ingen permanent meningskrise, ingen mor, ingen far, ikke vidne til deres død, ingen sorg over ikke at kunne skabe en familie selv, større tilpasningsevne til årstiderne, mere vertikalitet, mindre horisontalitet, rod i jorden, krone i himlen, at være en del af foråret i stedet for kun at være et vidne til det, efteråret kun et forbigående fænomen, det slår ikke rod i en, et gammelt egetræs blade er som et ungt egetræs, konstans.

Den tredje skabelsesmyte

Der var oprindeligt ikke to, men tre skabelsesmyter. Da redaktørerne efter mange forgæves forsøg imidlertid ikke på meningsfuld måde kunne integrere den tredje skabelsesmyte med de to andre, valgte de at udelade den fra den hellige skrift. Den nu glemte fortælling menes at have haft følgende tilsyneladende simple ordlyd:

Et barn faldt i en brønd. Da det viste sig at være en uoverstigelig opgave for barnets forældre at redde barnet op af brønden, skabte Gud et nyt barn til dem fuldkommen identisk med det oprindelige. Han forseglede derpå brønden.

Alle eller næsten alle var nu lykkelige: Gud over sin hittepåsomhed og skaberkraft. Forældrene, simple og hjertensgode mennesker som de var, over at have fået det, som de troede var deres oprindelige barn, tilbage. Det oprindelige barn, trods dets indespærring i den forseglede brønd, over dets nyvundne engleagtige vished om Guds eksistens og fremtidige liv i evig lovprisning af det højeste væsen og dets skaberværk. Kun det stedfortrædende barn var ikke lykkeligt. Holdt i uvidenhed om de sande omstændigheder om dets egen oprindelse levede det resten af sit liv med en fornemmelse af kun at være sig selv, når det var en anden, og af at selv de smukkeste landskaber, som det i dets resultatløse flakken omkring i et håb om at finde en mening med dets egen eksistens kom igennem, havde karakter af de mørke og fugtige vægge i en forseglet brønd.

Gul måne

Hvor var månen gul, da den stod op over byens tage her til aften. Det var, som om der var udbrudt en måneomspændende brand deroppe. Jeg tænkte på min far og mor, kongen og dronningen af månen, og på slottet Stjerneborg, som tilsyneladende stod i flammer. Det er aldrig rart at overvære, når der går ild i barndommens klode. Jeg ser frem til vinterens blå måner.

Sproget i graven

Når jeg om sommeren bliver brun, kommer ar til syne i mit ansigt og på mine hænder som hvide hvaler i et lerfarvet hav set højt oppe fra, ar, som hver især har deres egenartede historie som artefakterne i et fjernt beliggende lands kulturhistoriske museum, som ingen rejsende næppe orker at stifte nærmere bekendtskab med, og jeg overvejer, hvordan mine omgivelser kan forvente, at jeg skal kunne glemme, når min krop ikke kan det? Min krop, som jeg her nødvendigvis må fremstille, som var den en for mig fremmed skikkelse, i et for mig fremmed kvarter, som jeg af uransagelige grunde har besluttet mig for at følge efter, hvilket den måske også er.

Ensomhed er som at være levende begravet. Man befinder sig i mørket inden i en kiste. Børn og unge mennesker danser i solskinnet i parken langt over en. Man lytter med tilbageholdt åndedræt til deres fodtrin og fornøjede udbrud, som forplanter sig ned gennem jordlagene. Men måske findes børnene og de unge mennesker slet ikke, måske er jordens overflade kun en tankekonstruktion, som den, som er levende begravet, og generationerne af dem, som var levende begravede før denne, har skabt som en art afmægtigt svar på indespærringen og mørket? Måske findes kun graven og sproget i graven, som forbinder en med dem, som er døde, og dem, som endnu ikke er døde?

Ens frelse må da bestå i at begynde at tale ud i mørket, idet man omhyggeligt udvælger sig de ord og sproglige vendinger, som gør, at ens røst fremstår som et kor af røster. Udtaler jeg ordet ensomhed, er jeg ikke mere ensom, fordi jeg nu indgår i et fællesskab med alle de ensomme, som engang før mig har udtalt ordet.

Jeg har set et menneske dø. Da det holdt op med at trække vejret, glattedes dets hud sig ud og lagde sig tæt om kraniet. Sjælen sidder i rynkerne.