onsdag den 23. marts 2011

Vi er som to elskende

Vi er som to elskende - et digt

vi er som to elskende
dal og bjergtop
jeg kom til dig med min labyrint
og du fór vild
nu blomstrer du som roserne i dalene
mens jeg for længst er over snegrænsen
hvordan skal vores veje nogensinde mødes igen?

tirsdag den 1. marts 2011

Masken i spejlet

Tomhedernes tomhed bag masken og månen

Jeg står foran spejlet i mit badeværelse og taler med mig selv.

"Ved indgangen til livets teater hænger to masker," siger jeg, "den glade og den triste, symboliserende henholdsvis komedien og tragedien. Hvilken en af dem valgte du at skjule dit sande ansigt bag?"

"Ingen af dem," svarer mit spejlbillede, som om det tror, at det er det og ikke mig selv, jeg taler til, "for mit sande ansigt er også kun en maske."

Til min bestyrtelse tager mit spejlbillede derpå sit ansigt af og viser mig sit ansigtsløse ansigt. Mens jeg ser ind i tomheden — eller burde jeg ikke mere korrekt udtrykke det som "ned i den bundløse afgrund"? — vedbliver masken, som mit spejlbillede holder i hånden, med at tale:

"Nok er tilværelsen en maskerade, William Alexander Månesøn," siger den, idet den omstændeligt former ordene med sin mund, som var den modellervoks vakt til live af en animator, "dog ikke maskerade nok til at bære to masker."

søndag den 27. februar 2011

Årsagen til at jeg ikke er chefdesigner for Lamborghini

Lamborghini Galimatias

Årsagen til, at jeg ikke er chefdesigner for Lamborghini, er nok, at min fantasi har for meget motorkraft og for lidt styring. Den afbillede model (Lamborghini Galimatias) har således hele to 5,0 liters V10-motorer, men intet rat og en tophastighed på kun 0 km/h.

tirsdag den 8. februar 2011

En gammel dam

En gammel dam - haiku - Matsuo Basho

Jeg drømte, at jeg var en gammel dam, fuld af frøer. Med deres øjne i vandskorpen betragtede jeg verden. En god dag var en dag med et plask. Så var der sprunget endnu en frø i dammen, og jeg havde fået to nye øjne at betragte verden med. Men det var længe siden, at der havde lydt et plask. Alt for længe siden. Derfor var jeg, i stedet for at se, begyndt at lytte. Måske er det det første spæde skridt frem mod visdommen? Jeg lukkede mine tusinde øjne og blev ét stort øre, i forventning om at høre det forløsende plask. Det var på det tidspunkt, at jeg blev opmærksom på gøgens kukken og den store flagspættes trommehvirvler.

Måske er drømmen inspireret af et digt af Matsuo Basho, vel nok det mest berømte haiku i verden. Det lyder:

en gammel dam
en frø springer
plask


Et andet digt af Matsuo Basho lyder:

rejsende og syg
mine drømme strejfer om
i en vissen sump


Og endnu et:

der er intet du kan se som ikke er en blomst
der er intet du kan tænke som ikke er månen


Der er intet, du kan tænke, som ikke er månen. Alle tanker er tanker i måneskinnet. Alle er vi sønner og døtre af månen. Jeg ville gerne have kendt Matsuo Basho.

lørdag den 29. januar 2011

Sennepsfrøets vision

Sennepsfrøets vision

"Hvad tror du egentlig på?" spurgte jeg engang Camilla fra Søborg.

"Jeg tror på sennepsfrøets vision. Jeg tror på, at næstekærlighed smitter," sagde hun.

Jeg forstod ikke helt, hvad hun mente. Men jeg forstod på hendes sammenbidte ansigtsudtryk, at jeg var helt inde i det inderste rum, hvor hun som menneske blev defineret, så jeg afstod af ærefrygt fra at udfritte hende nærmere.