Der var engang, hvor der ikke var engang. Engang, hvor der ingenting skete.
Engang, hvor ingen sagde noget og ingen gjorde noget.
Det var, som om tilværelsens bagvedliggende maskineri var gået i stå, ligesom i eventyret om det fortryllede slot hvis beboere faldt i en dyb søvn, da den til festen ikke indbudte trettende kloge kones spådom gik i opfyldelse eller rettere; da den til festen indbudte tolvte kloge kones modificerede udgave af den til festen ikke indbudte trettende kloge kones spådom gik i opfyldelse. "Faldt i en dyb søvn" er måske ikke det ordvalg, som bedst beskriver den skæbne, der overgik slottets beboere. Snarere var der tale om, at de stivnede i alle mulige og umulige hverdagsagtige positurer, samtidig med at de stadig var ved fuld bevidsthed, således at de var i stand til at sanse deres omgivelser og reflektere over dem. Det gjaldt også for den stakkels unge køkkenmedhjælper, som måtte vente i hundrede år på at få sin lussing af kokken. Denne næsten evige venten på en straf for en sikkert ganske lille forseelse som f.eks. i skyndingen at have væltet en kop med opløst gær må uvægerligt have formet den unge køkkenmedhjælpers endnu ikke fuldt udviklede personlighed i en uheldig retning, og er et træk, der forlener det fortryllede slot med en sær form for sadisme.
I et eventyr er sådan en pause i handlingen en pudsighed, som uvilkårligt vil kalde smilet frem på det af tilværelsen endnu ikke forråede barns ansigt. Men når pausen indtræffer i virkeligheden — som det var tilfældet dengang, der ikke var engang — er det en digters værste mareridt, der bliver til virkelighed. Der er intet at skrive hjem om; livets tilsyneladende tomhed og meningsløshed bliver udstillet på den mest ubarmhjertige måde, synes han at mene.
Netop sådan en digter, et lettere neurotisk storbymenneske med en næsten umættelig trang til nikotin og koffein, er hovedpersonen i denne korte skitseagtige fortælling, dette anti-eventyr. Som tiden gik og der vedblev med intet at ske, blev denne digter mere og mere desperat. Det endte med, at han, der af sind oprindelig var agnostiker med lejlighedsvise afstikkere som lettere pirrelig ateist, når nikotin- og koffeinniveauet i hans blod blev faretruende lavt, blev grebet af en ejendommelig religiøs vildfarelse. På samme måde som beboerne af det fortryllede slot ventede på en udefrakommende indgriben, nemlig den at en kongesøn en skønne dag ville trænge ind gennem tjørnehækken og finde og kysse den sovende kongedatter og dermed hæve trolddommen, ventede han på en lignede udefrakommende indgriben, ikke noget glamourøst i stil med en kristusagtig frelserskikkelse som ledsaget af engle kom svævende på de af den nedgående sol rosenrød farvede skyer — det rakte hans prosaiske storbysind ikke til — blot en ældre usoigneret maskinmester i slidte og plettede overalls, som kom sjoskende for at tilse og reparere tilværelsens bagvedliggende maskineri, så livet igen ville gå videre og der igen blev noget at skrive hjem om.
Det skete imidlertid ikke. Sådan noget sker kun i eventyr, og livet er ikke et eventyr, gentog digterens illusionsløse venner igen og igen over for ham, indtil han ikke kunne andet end tro på det.
Alligevel skete der et eller andet — det var i allersidste øjeblik, for digteren havde på dette tidspunkt allerede anskaffet sig en pistol, som han i en trancelignende tilstand, mens han røg smøger og drak sort kaffe, fik dagene til at gå med at se på, med et mere og mere intenst blik. Hvad der egentlig skete, står hen i det uvisse, og er måske også underordnet. Det gådefulde er ikke, at begivenheder indtræffer. For som nogle af digterens illusionsløse venner, med naturvidenskabelige uddannelser, sagde, er begivenhederne blot et resultat af termodynamikkens anden hovedsætning, den naturlov der udtrykker, at et lukket system går mod større og større uorden (bed mig venligst ikke om at uddybe dette punkt). Nej, det gådefulde er, når ingen begivenheder indtræffer. Det gådefulde er det fortryllede slots tilstand. Det gådefulde er det af skæbnen uberørte menneske, det af ydre omstændigheder handlingslammede menneske, som tvinges til at vente og til at finde mening i denne venten. Under alle omstændigheder begyndte tilværelsens bagvedliggende maskineri igen at snurre.
Et sted på jorden indtraf da følgende tre skelsættende begivenheder — begivenhederne var i parentes bemærket ikke skelsættende i sig selv, sådanne begivenheder sker under normale tilstande hele tiden, men skelsættende, fordi de var nogle af de første til at ske efter den lange begivenhedsløse pause:
En person sagde noget, f.eks. "jeg elsker dig". En anden blev forelsket. En tredie kastede sig ud foran et tog, som netop efter den lange begivenhedsløse pause var kommet op i fart.
Igen var der noget at skrive hjem om. Var der mon en sammenhæng imellem de tre tilsyneladende løsrevne begivenheder, kærlighedserklæringen, forelskelsen og selvmordet? Det var der vist, ved nærmere eftersyn. Digteren betragtede det i hvert fald som sin opgave at skabe denne sammenhæng, ellers blev der ingen fortælling ud af de tilsyneladende løsrevne begivenheder.
Da fortællingen kom på tryk, var der nogen, der mente, at digteren var en fantast, at hans fortælling var utroværdig. Så fantasifuld som han beskrev den, var tilværelsen ikke. Med stor iver proklamerede de, at digterens bog var et makværk. Al den furore, der var om hans person og hans fortælling, gik digteren på. Ja, det var lige før, men også kun lige før, at digteren længtes tilbage til dengang, der ikke var engang, til dengang hvor der ingenting skete, til dengang hvor ingen sagde noget og ingen gjorde noget.
