Labyrinten

Jeg drømte, at min etværelseslejlighed på Ensomhedens Allé var en labyrint, og at det ringede på entrédøren. En stemme kaldte på mig udefra.

"Er du hjemme, William Alexander Månesøn?" spurgte den.

"Ja," svarede jeg, men med en stemme, næppe hørlig, fuld af tøven og tvivl.

Jeg rejste mig for at åbne. Det blev en lang rejse hen imod entrédøren. Den kom til at vare i flere år. Undervejs fór jeg vild flere gange i labyrinten. Og til sidst måtte jeg sande, at jeg aldrig ville nå frem. I alle de år rejsen varede, vedblev det med at ringe på døren og vedblev stemmen med at kalde. Hvem var det, der stod udenfor og ville ind? Var det min næste? Var det Gud? Eller var det mig selv, der havde lukket mig ude?

Pegasus og askeskyen

Det er længe siden, at Pegasus har været forbi på Ensomhedens Allé, hvor jeg bor. Måske er det askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajokull, der holder den borte? Når den er i stand til at holde rutefly på jorden af frygt for, at de bittesmå, men skarpe glaspartikler, som den består af, skal ødelægge flyenes motorer og slibe cockpitternes vinduer matte, så er den nok også i stand til at holde den bevingede hest fra den græske mytologi på dens vante plads blandt stjernebillederne på himmelhvælvingen.

Måske når sommeren kommer med sine pludseligt opståede uvejr med lyn, torden og frugtbargivende regnskyl, vil alléen, når den ligger øde hen efter uvejrets rasen, med den varme asfalt dampende af regnvand og luften duftende af ozon, igen genlyde af de velkendte vinge- og hovslag. Da vil der igen komme liv i mine marionetdukkefingre. De vil danse henover tastaturet og berette om nyt fra den blå måne og andre spændende steder i universet, hvor du trods din rastløse berejsthed endnu ikke har sat dine fodaftryk. Indtil da må jeg dele skæbne med croquisdukken, som fra sin udkigspost på den øverste hylde i min reol i sin fastlåste positur og med et udtryk af bekymring i sit ansigts årringe betragter den lysende computerskærm med de mange påbegyndte, men aldrig afsluttede fortællinger.

Den sorte kalla

Det er nok den mest melankoli fremkaldende genstand, jeg nogensinde har set. Jeg stod i en af Ilvas boligindretningsbutikker og så tankefuldt på den sorte kalla af plast, jeg holdt i hånden. Jeg havde forvildet mig derind, da jeg havde brug for en kommode. Det er et ejendommeligt univers at befinde sig i for sådan en som mig, der elsker farver. Næsten alle ting i butikken er enten sorte eller hvide eller begge dele på en gang, som var det opfinderen af skakbrættet, der havde designet dem. Men når man har brug for en hvid kommode i et enkelt design og til en overkommelig pris, er det et udmærket sted.

I afdelingen for kommoder blev jeg imidlertid distraheret ved synet af en vase med tre sorte kallaer af plast, og det i en sådan grad at jeg rent glemte, hvad jeg var kommet for. Jeg tog en af de kunstige blomster op fra vasen og så forundret på den. Det var som før sagt nok den mest melankoli fremkaldende genstand, jeg nogensinde havde set. Hvilken ide lå mon bag dens frembringelse? Hvad var det tanken, at man skulle bruge den til? I Mexico bruger man den hvide kalla som begravelsesblomst. Men blomsten i min hånd var dels kunstig, dels helt sort.

Jeg stod længe og så tankefuldt på den sorte kalla af plast. Endelig slog det ned i mig. Hvis nu ens kæreste var robot, og hvis nu hun var omkommet under tragiske omstændigheder, hvad ville være mere passende end — når man rejste sig i kirken for at sige et sidste tårevædet farvel — at lægge en sort kalla af plast på hendes hvide kiste? Det er selvfølgelig det, man bruger en sort kalla af plast til! Jeg var allerede på vej ud mod betalingskasserne for at anskaffe mig denne helt igennem nødvendige genstand, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke har en kæreste, der er robot.

Det ovenstående billede gengiver tre ægte sorte kallaer. Som man kan se, er de smukke blomster i virkeligheden ikke sorte, men mørkviolette.

Din ven fra stjernerne

For enden af vejen bag hverdagens kulisser af gråt i gråt er stjernerne. Der bor den ven, du ikke fandt på jorden. Han kan alt det, du drømte om som barn. Han er rejsende i rum og tid. Han har ladet sig opsluge af sorte hullers malstrøm, rejst gennem krogede ormehuller, fra den ene ende af universet til den anden, fra sit hjem i lyset til dit i mørket, i sit fartøj af fotoner i alle regnbuens farver. Hvorfor? Hvorfor har han givet sig ud på denne farefulde færd? Fordi du betyder så meget for ham. Han vil gøre alt for at komme dig til undsætning. Han er din ven. Han deler din smerte ved livet i det grå eksil. I den mørkeste time, i de angstfyldte minutter før dagen gryer, før det sorte langsomt begynder at ændre sig i et successivt forløb af stadig lysere nuancer af gråt, på denne gådefulde tærskel i farveløsheden, hvor de, som har et elskende hjerte, oftest dør, kommer han og henter dig.

Skibbruden i Hokusais verden

Jeg drømte, at jeg var skibbruden i Hokusais verden. Den store bølge ud for Kanagawa, der siden 1832 som en blå dæmon med skarpe kløer af hvidt, luftigt skum har hængt truende over det af afstanden decimerede Mount Fuji, blev endelig brudt og tog mig med ned i dybet. Det var en ondsindet bølge. Da den ramte mig, tømte den mig for luft og fyldte mig med havets ånd. Jeg blev da forvandlet til en kæmpe blæksprutte.



Med mit nye udseende, det blege dødningehoved, de sorte, søvnige øjne fra oceanets bund og de otte tilsyneladende autonome fangarme at holde rede på søgte jeg mod land. Der lå en uskyldig fiskerkone og sov. Med mine slimede tentakler og min mund med dens skarpe papegøjenæb undersøgte jeg alle hendes åbninger.

"Du er et monster, William Alexander Månesøn," mumlede hun i søvne.

"Nej," svarede jeg på blækspruttevolapyk, "kun i Hokusais verden."