Balthus variationerne

Variation nr. 1



Variation nr. 2



Variation nr. 3



Variation nr. 4



Variation nr. 5



Variation nr. 6



Variation nr. 7



Variation nr. 8

Din næste i spejlet

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom en mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Det var en ældre mand med et lidt bistert udseende. Da han havde sat sig ned, tændte han sig en cerut. Som tynde tråde af løsrevet spindelvæv begyndte røgen fra cerutten at stige til vejrs. Jeg skyndte mig at finde et askebæger frem af mine gemmer og satte det på det lille bord ved hans side. Efter et stykke tid begyndte manden at tale. Mens han talte, fortsatte han med at ryge. Da cerutten var røget til ende, tændte han sig en ny. Langsomt som han talte, blev min stue fyldt med spindelvæv. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad den døde fortalte.

Jeg har ofte tænkt på, om Jesus ville have talt så varmt for begrebet næstekærlighed, hvis han havde kendt personen Peter Petersen. Det siger jeg kun halvt i spøg, for jeg ved godt, at Jesus, da han holdt sin bjergprædiken, som Guds søn og med den deraf følgende guddommelige indsigt, må have kendt til Peter Petersens eksistens eller i det mindste må have kunnet forudsige den.

Alligevel kan buddet om, at man skal elske sin næste som sig selv, med henblik på visse personer, heriblandt Peter Petersen, virke næsten overvældende.

Forestil dig et museum, et af de mere ejendommelige af slagsen, forestil dig nemlig, at din næste var udstillet dér, lidt på samme måde som man på naturhistoriske museer kan se modeller af de forskellige arter af abemennesket udstillet. Forestil dig, at du løste billet og gik op ad trapperne og ind i salene for at tage din næste i nærmere øjesyn, inden du kastede dig ud i dit store projekt: at elske ham som dig selv.

I en af salene, du kom ind i, ville han så stå, Peter Petersen, på en lille forhøjning, afskærmet fra publikum af en snor, på den ene side flankeret af en model af Homo erectus, på den anden side af en model af en neandertaler. — Nu spøger jeg igen. Som du måske kan høre, er jeg en rigtig spøgefugl. Desværre var der i mit liv aldrig nogen, der forstod at værdsætte min særegne form for humor. Jeg fandt så at sige aldrig mit publikum. Men tilbage til det, sagen drejer sig om: selvfølgelig ville Peter Petersen ikke stå blandt abemenneskene, selv om hans udseende måske kunne berettige ham til det. Han ville selvfølgelig, selv om han er en gammel mand, stå i den moderne afdeling.

Ansigt til ansigt med Peter Petersen, tror jeg, at det første, du ville spørge dig selv om, ville være: Er dette overhovedet et menneske? Er det ikke en sten? Eller en forstening? — For at se på Peter Petersen er som at se på et forrevent klippebjerg med et utal af huler og gange, som selv den mest erfarne huleforsker, hvis han vovede sig ind i dem, ville fare vild i.

Efter et stykke tid ville du måske alligevel hælde til den anskuelse, at Peter Petersen bestod af organisk materiale. Du ville bemærke hårene, der voksede ud af hans næsebor, at hans brystkasse langsomt hævede og sænkede sig, og at hans stikkende øjne, når du kom for tæt på, ville begynde at blinke nervøst.

Du ville desuden bemærke leverpletterne, de sprængte blodkar og lugten af tobak og urin, der udgik fra ham.

Det overordnede indtryk ville således være et ikke særligt appetitligt menneske. Som for at understrege dette ville hans brugte underbukser være udstillet i en montre ved siden af, alle med en streg af afføring.

Nu ville du måske tro, at der måtte være et eller andet forsonende træk ved Peter Petersen, noget, der kunne formilde det ellers afskyvækkende indtryk, han gjorde på dig. Du ville måske tænke, at en mand som ham, der havde levet et langt liv, måtte have tusinde historier at fortælle, om barndom, skolegang, ungdom, kærlighed, om glæder og skuffelser, måske mest om det sidste.

Det var der imidlertid ikke. Peter Petersen ville ingen historier have at fortælle dig. Enten fordi han ikke magtede det, eller også fordi han skønnede, at historierne var af en så privat karakter, at de ikke lod sig fortælle. Her er vi vist ved sagens kerne. Alt ved Peter Petersen virkede så frygteligt privat. Hvis man skulle sætte en etikette på ham, måtte det netop være ordet privat. Ingen ord eller fragmenter af sætninger, der kunne stykkes sammen til en menneskelig historie, syntes at kunne undslippe denne mand. Du ville måske komme til at tænke på et af universets sorte huller, hvor intet, selv ikke lyset, kan undslippe begivenhedshorisonten. I den forstand var Peter Petersen at ligne med et sort hul. Ingen historier, intet menneskeligt lys syntes at kunne undslippe hans begivenhedshorisont.

Hvordan kunne nogen forlange, at du skulle elske dette menneske?

Men det var ikke desto mindre det, jeg havde sat mig for. Jeg havde sat mig for at elske Peter Petersen, jeg, der ellers ikke havde elsket noget menneske i mit liv. Men én gang i mit liv ville jeg gøre det, og det skulle være Peter Petersen, denne lidt afskyvækkende gamle mand. Jeg vidste, at det ikke ville blive let. Det var måske endda med vilje, at jeg havde valgt et så svært objekt for min næstekærlighed for derved at udelukke andre motiver. Det er jo så meget lettere at elske en ung pige eller et lille barn end en gammel mand.

Jeg begyndte at følge efter ham på gaden. Det var let, for han gik langsomt og han teede sig, som om han var fuldstændig indesluttet i sine egne tanker. Han så hverken til højre eller venstre, han så sig aldrig over skulderen og opdagede derfor ikke min eksistens.

På denne måde opdagede jeg, hvor han boede. Det var et lille, gråt og forsømt hus i en tilgroet have.

Jeg begyndte at holde huset under observation. Peter Petersen gik ikke meget ud, og der kom aldrig nogen og besøgte ham. Han var tilsyneladende en meget ensom mand. Når han gik ud, var det kun for at foretage nogle små indkøb, cerutter, øl, snaps og pornografiske tidsskrifter, hos den nærmeste købmand.

En dag, da han kom hjem efter sådan et indkøb, tog jeg mod til mig og ringede på hans dør. Dvs. jeg bankede på hans dør, for dørklokken viste sig ikke at virke. Der hang en falmet note, med spindelvæv og døde, indtørrede insekter, om det ved døren.

Døren blev imidlertid ikke åbnet. Jeg bankede på igen — jeg vidste jo, at han var derinde — men døren vedblev med at være lukket.

Det var, må jeg blankt indrømme, noget, der kom bag på mig. Jeg havde ikke forventet, at min næste på denne måde ville skjule sig for mig, at han ikke ville lukke op, når jeg nu var kommet for at elske ham.

Jeg gik rundt om huset. Et sted stod et vindue på klem. Jeg lo ved mig selv. Hvis man ikke vil elskes, så må man passe bedre på, så må man ikke være så uforsigtig at lade et vindue stå åbent. Forsigtigt, idet jeg forsøgte at undgå at lave støj, åbnede jeg vinduet og kravlede indenfor. Værelset, jeg kom ind på, viste sig at være et badeværelse. Jeg stod et øjeblik stille og lyttede. Huset var helt stille. Jeg tror ikke, at Peter Petersen havde hørt noget. Jeg åbnede badeværelsesdøren og begyndte at snige mig rundt i huset.

Da blev jeg med ét bevidst om et ejendommeligt træk ved husets indretning. Overalt i huset var væggene beklædt med spejle, så ligegyldig i hvilken retning beboeren af huset så, ville han møde sit eget åsyn. De mange spejle skabte en ejendommelig sølverne belysning i huset. Det var ikke et syn, man ville have forventet ud fra husets facade, der som sagt var grå og forsømt.



På en måde mindede huset mig om et sneglehus tilhørende sneglearten søøre, hvor ydersiden er trist og kedelig, mens indersiden er belagt med et tykt, sølvskinnende lag af perlemor. Ja, på en måde er sneglen i sit sneglehus et godt billede på Peter Petersens hele eksistens: et mærkeligt, umælende, men alligevel levende væsen bag en tyk skal.

Jeg kunne ikke udgrunde årsagen til, at Peter Petersen havde indrettet sit hus på denne usædvanlige måde. Måske var Peter Petersen et meget selvoptaget menneske, der ikke et øjeblik kunne undvære synet af sig selv? Måske var det hans ensomme tilværelse, der havde medført denne selvoptagethed? Eller måske var Peter Petersen netop ikke et selvoptaget menneske. Måske var det blot nødvendigt for et ensomt menneske som ham hele tiden at minde sig selv om, at det er til? Han havde jo modsat andre mennesker ingen andre til at gøre opmærksom på det.

Jeg fortsatte min eftersøgning efter dette sære, sneglelignende menneske. Jeg tjekkede alle rum, jeg kom forbi på min vej gennem huset; køkken, spisestue, dagligstue etc. Ingen steder var Peter Petersen at finde. Til sidst var der kun ét værelse i huset tilbage. Jeg åbnede døren. Det var et soveværelse. Sengen var uredt. Det flød med pornografiske tidsskrifter på den. På natbordet stod der to øl, en flaske snaps og et æskebæger, hvori der lå en cerut, hvorfra røg som tråde af løsrevet spindelvæv steg til vejrs. Kun hovedpersonen selv, Peter Petersen, manglede. Han stod imidlertid i hjørnet af værelset, som et vildt dyr i et bur trængt op i et krog, og rystede af angst. I hånden holdt han en pistol.

"Hvad vil du? Hvad laver du her i mit hus?" spurgte han.

"Jeg vil elske dig, elske dig som mig selv," sagde jeg.

"Ud, forrykte menneske!" råbte han. "Ud, eller jeg skyder!"

Jeg var i en tilstand af chok. Jeg havde det som en giver, hvis gave var blevet afvist af modtageren. Jeg havde det som en mor, hvis barn havde afvist hendes kærlighed. Buddet lyder, at du skal elske din næste som dig selv, men hvad skal man gøre, hvis ens næste ikke vil elskes?

Så tæt på målet ville jeg ikke give op. Jeg nærmede mig Peter Petersen med udbredte arme for at omfavne ham. Men han ville ikke elskes. Alt, endog dræbe, ville han gøre for at undgå min kærlighed. Han hævede pistolen og tømte dens magasin mod mig. Mig ramte han tilsyneladende ikke, for jeg følte ingen smerte. Men alle spejlene rundt om mig i værelset knustes, og Peter Petersen gik for øjnene af mig i tusinde stykker. Hans ansigt så fra skårene, forvrænget og fuld af forundring, op på mig.

De dødes fortællinger

De døde har ikke forladt os. De døde er ikke døde. Midt iblandt os levende går de hvileløst rundt.

De søger. De søger efter et menneske. Et menneske, der vil lytte. For de har så meget at fortælle, og de får ikke fred, før de har fået det fortalt.

Jeg er lutter øre.

Når det bliver aften, kommer de døde ind i min stue og begynder at fortælle ...

Det ovenstående billede er en gengivelse af den øreklapstol, der står i hjørnet af min stue. Når de døde kommer ind i min stue, sætter de sig i den og begynder at fortælle. Efter at de er begyndt på det, synes jeg, at stolen har fået noget spøgelsesagtigt over sig. Stole har det med at tage aftryk efter dem, der har siddet i dem. Læsere, der har arvet en gammel stol efter deres bedstemor eller lignende, ved måske, hvad jeg taler om.

Træerne på månen

Da astronauterne fra Apollo 11 ekspeditionen, Neil Armstrong, Michael Collins og Edwin (Buzz) Aldrin, i 1969 som et led i deres "Giant Leap" rundrejse også besøgte Holland, forærede den daværende amerikanske ambassadør i Holland, John William Middendorf, en sten, der angiveligt var blevet samlet op fra månens overflade og bragt tilbage til jorden, til den tidligere hollandske ministerpræsident Willem Drees, måske som en påskønnelse af hans store indsats for at genrejse Holland efter Anden Verdenskrig.

Ved Drees' død i 1988 blev denne sten skænket til Rijksmuseum Amsterdam, det hollandske nationalmuseum, der udover en stor malerisamling fra den hollandske guldalder også huser en mindre mineralsamling. Dengang blev stenen forsikret for et større pengebeløb.

Der har imidlertid længe været sået tvivl om stenens ægthed, og i forbindelse med at der skulle tegnes en ny forsikring for den, er den blevet undersøgt af en geolog. Med den specielle evne naturvidenskabsfolk har til at få almindelige menneskers illusioner til at briste, har han konstateret, at stenen er et stykke forstenet træ, og at medmindre der har vokset træer på månen, så er stenen et falsum.

Efterfølgende har den amerikanske rumfartsadministration NASA kortfattet udtalt, at de ikke har nogen forklaring på, at den hollandske sten ikke skulle stamme fra månen. I det hele taget er der mange, der ikke har lyst til at udtale sig i denne sag. Det giver plads til alle konspirationsteoretikerne. Er den falske månesten endnu et indicium på, at månelandingen var et stort bedrag?

Det var så historien, som den er blevet fortalt i medierne. Men hvad mener jeg — jeg, William Alexander Månesøn, jeg, der inden jeg som dreng faldt ned fra månen, boede på slottet Stjerneborg ved Mare Humorum sammen med mine forældre, kongen og dronningen af månen?

Jeg mener, at selv om stenen er et stykke forstenet træ, kan den meget vel være ægte. For der vokser jo træer på månen. Jamen det gør der! Og det har der gjort lige så længe, som der har vokset træer på jorden. Ikke kun enkeltstående træer. Store områder af månen er dækket af tæt skov.

Månebøg, måneeg, månebirk og månegran er de almindeligste sorter. Jeg må desværre skuffe de fantaster, der havde sat næsen op efter, at jeg nu i bedste Münchhausen-stil ville fortælle et eller andet spektakulært om træerne på månen. For udover at den anderledes belysning, der hersker på månen, får træerne til at fremtræde en anelse spøgelsesagtigt, adskiller de sig ikke nævneværdigt fra de tilsvarende sorter på jorden. Goethes jordnære ord gælder også på månen: træerne vokser ikke ind i himlen.



Dog vil jeg, nu når jeg alligevel er ved emnet træer på månen, benytte lejligheden til at fortælle en fantastisk historie fra min barndom. Men bemærk venligst, at det tilsyneladende fantastiske i historien ikke drejer sig om en egenskab ved træerne, men om et ensomt, af menneskenes fællesskab udstødt menneskes evne til at forvandle sig.

Selv om jeg er af kongelig byrd, gik jeg som barn i en almindelig skole. Helt almindelig var skolen dog ikke, for det var kun det bedre borgerskabs børn, der gik dér, hvilket jeg i grunden beklager, for rige og magtfulde menneskers børn er ikke særligt rare at være sammen med. Rigdom og magt får som bekendt ikke de bedste egenskaber frem i mennesket.

I en af klasserne var der en pige, der hed Bjørk. Hun var det sødeste menneske, man kunne forestille sig. Hun sagde ikke så meget. Hun smilede kun forsigtigt til alle, der sagde noget til hende. Men til trods for det eller måske netop på grund af det blev hun drillet af de andre børn, ikke kun af dem i hendes klasse, men af alle børnene på skolen.

Hun elskede skoven. Hun elskede træerne. Måske fordi de ikke ligesom menneskene drillede hende. Hun elskede at gå rundt neden for stammerne og se op i trækronerne.

"Hvilket træ holder du mest af?" spurgte jeg hende engang.

"Birk," sagde Bjørk.

Det var en tradition, når månebøgen i begyndelsen af maj sprang ud, at hele skolen drog på skovtur til den nærmeste skov. Det var normalt en glædelig begivenhed. Men et år kom det til at gå anderledes.

Normalt fik børnene efter et stykke tid lov til at gå rundt i skoven i små grupper. Som sædvanlig var der ingen, der ville være sammen med Bjørk. Så hun gik rundt i skoven for sig selv.

Da skolen efter en lang dag i skoven skulle hjem, opdagede man, at Bjørk manglede. Alle lærerne gennemsøgte skoven. Men Bjørk var ingen steder at finde. Måske var hun faldet i en dyb skovsø og var druknet? Politiet — altså månepolitiet — blev tilkaldt. De ledte efter Bjørk med hunde og trak vod i skovsøerne. Men uden resultat: man fandt aldrig Bjørk. Det var et stort mysterium, som optog alle eleverne på skolen.

En dag, et stykke tid efter skovturen, sagde vores biologilærer, som var en ivrig naturvandrer i sin fritid, at der ude i skoven, i lunden af birketræer, var kommet et nyt træ, et ungt, smukt birketræ.

Det var fra biologilærerens side vist bare ment som en bemærkning i forbifarten, og han havde overhovedet ikke nævnt den forsvundne Bjørk i den forbindelse, men det var sådan, tror jeg, at myten blandt skolens elever opstod, myten om, at Bjørk var blevet forvandlet til et træ. Bjørk, der var blevet udstødt af menneskenes fællesskab, havde fundet et nyt liv blandt træerne.

Afslutningsvis vil jeg for dem, der stadig tvivler på, at der vokser træer på månen, gengive en samtale om emnet, jeg har haft med en skeptiker par excellence, en af mine allerskarpeste kritikere.

Camilla fra Søborg: "Hvordan kan det være, William Alexander, at der er ingen, det være sig de astronauter, der har gået rundt på månens overflade, eller de astronomer, der fra jorden har observeret månens overflade med teleskoper, der har set skovene på månen?"

William Alexander Månesøn: "Det er der en meget enkel forklaring på. Som jeg før har fortalt, kan månens byer og andre anlæg ved et tryk på en knap let skjules under overfladen. Denne knap gælder også månens skove. Hver gang et teleskop på jorden rettes mod månen eller jordboerne besøger månen, trykker månens befolkning på denne knap."

Camilla fra Søborg: "Træernes blade producerer ilt ved den proces, vi kalder fotosyntese. Hvis der voksede træer på månen, ville månen ligesom jorden have en atmosfære med skydannelse. Hvorfor har vi på jorden aldrig observeret denne atmosfære?"

William Alexander Månesøn: "Det er der også en meget enkel forklaring på. På månen har vi ved en avanceret teknologi skjult atmosfæren under månens skorpe. Hvis jeg må lave denne analogi: Modsat mennesket bærer insekterne skelettet udenpå. Det er måske en mere hensigtsmæssig løsning, for på denne måde beskytter insekterne de sårbare dele af deres organisme. På månen har vi taget ved lære af insekterne. Vi beskytter den sårbare atmosfære under månens skorpe. Månens tilsyneladende golde overflade med de mange kratere er altså at sammenligne med en skarnbasses panser. Jeg ville opfordre jordens befolkning til at følge månens eksempel, men det kræver selvfølgelig, at ingeniørkunsten på jorden kommer op på det samme høje stade, som den er på månen."

Camilla fra Søborg: "Suk ..."

Dragen

En aften hen imod jul, da Von O og jeg gik over Rådhuspladsen, fik vi øje på en mand, der stod og støttede sig til en af de tre vandspyende drager ved vandkummens kant på Dragespringvandet. Manden så ikke ud til at have det så godt. Vi gik derfor hen og spurgte ham, om alt var vel, eller om han havde brug for hjælp.

Manden løftede sit hoved og så forbavset op på os. Det var en lille mand. Hans ansigt var vejrbidt med daggamle skægstubbe. Hans øjne, der var mørke og glansløse, lod ikke til at fokusere på det, de tilsyneladende så på.

"Pjerrot og Santa Claus?" mumlede han forundret, tilsyneladende mere henvendt til sig selv end til os.

Det skal her indskydes, at jeg med min blege fremtoning og Von O med sit store hvide skæg og den strikhue med kvast, han bærer om vinteren, i et forvirret sind let kan tage sig ud for de to ovennævnte skikkelser.

"Er det mon den gamle, der har sendt dem?" fortsatte manden. "Jeg havde i grunden forestillet mig noget mere opløftende: et kvindeligt væsen med vinger og glorie."

Han så sig om.

"Og hvor er kanen og rensdyrene, der skal bringe mig til Himmelens porte?" spurgte han.

Von O og jeg måtte nu overbevise manden om, at vi ikke var udsendinge fra det hinsides, at vi ingen kane og rensdyr havde. At vi var to helt almindelige mennesker — bortset fra at jeg var en prins, der som barn var faldet ned fra månen. At vi var blevet urolige, da vi havde set ham stå og omfavne en drage.

"En prins fra månen?" sagde manden og så forbavset på mig. "Og hvem er jeg selv, hvis du er en prins fra månen? — Jeg er en drage. Selvfølgelig er jeg det. Ikke en drage i et æstetisk univers som den rent dekorative figur, jeg står og støtter mig til, men en drage i et etisk univers ligesom den, Sankt Georg i den berømte legende spidder med sin lanse Ascalon."

"Dog kan man ikke se det på mig. I verdens øjne ligner jeg vel en lille mand, en hjemløs alkoholiker, udstødt af menneskenes fællesskab, men som det fremgår af de talrige fremstillinger af Sankt Georg og dragen, de alvorlige og sandhedssøgende af slagsen vel at mærke, som kunstnere har skabt gennem tiderne, er drager, modsat af hvad mange tror, ikke særligt store, faktisk omtrent af menneskestørrelse, og i grunden ofte menneskelignende, på samme måde som at en frø eller en salamander også er menneskelignede, og kan derfor iført moderne klæder i en storby som København, hvor ingen rigtigt ser hinanden i vrimlen, let antages for et menneske. Det er — går jeg ud fra — grunden til, at myndighederne endnu ikke har afsløret min sande identitet. At jeg ikke er blevet standset af politiet på gaden og anbragt i et bur i Zoologisk Have."

"Men jeg forsøger også ihærdigt på at fortrænge min dragenatur. Alle mine kræfter bliver brugt på dette ene projekt, at fortrænge. At leve er der slet ingen overskydende kræfter tilovers til. Men jeg har også haft stor succes med det. Der er næsten ingen tegn tilbage på, at jeg er en drage, udover den dårlige ånde, jeg jager mine medmennesker bort med, og min hang til lam og unge jomfruer."

"Trods dette maskespil er livet som drage i moderne tid i grunden ikke så slemt. Jeg har mere ondt af Sankt Georg. Hvor er han at finde i den moderne verden? Er han ikke at finde fjernt fra sit fædreland, i en dal i en bjergrig egn med den drømmeløse søvns smukke blomster? Hvor fjenden intet ansigt har. Hvor han skjuler sig i majsmarkerne og kun uventede eksplosioner og kugler, der hvisler en om ørene, afslører hans eksistens. Måske vil han, Sankt Georg, vende hjem i ét stykke og tilsyneladende være uberørt af, hvad hans øjne har set og hans hænder har gjort. Måske vil han blive offer for fjendens sprængstoffer. Måske er hans sjæl lavet af krystal og vil gå i tusinde stykker. Under alle omstændigheder venter der ham ikke nogen storslået heltemodtagelse. "Du valgte det selv," siger vi, næsten med undertrykt vrede i vores stemme. "Du kunne være blevet hjemme ligesom os andre, vi, der kæmper denne verdens sande kampe bag ligusterhækken og foran spejlet i badeværelset." Stakkels Sankt Georg. Det er hårdt, når man er en helt, ikke at kunne bevise sit heltemod over for verden. At være god, men ikke at kunne bevise det, må være så meget værre end at være ond og måtte skjule det."

"Også Cleodolinda, den evige jomfru, jeg aldrig fik sat tænderne i, har jeg ondt af. Hvor er hun at finde i den moderne verden? — Ak, har hun ikke skikkelse af naboens datter, den unge pige, der sulter sig selv, eller i al hemmelighed skærer i sig selv med skarpe knive? Nej, det er bestemt ikke let at have et jomfrusind og have hang til offerspil i denne tid."

"Men om natten drømmer vi alle den samme drøm, Sankt Georg, Cleodolinda og jeg. I drømmen bliver vi ført tilbage til den svundne tid, hvor alt var, omend ikke bedre, så dog mere entydigt, hvor en ridder var en ridder, en drage en drage og en jomfru en jomfru."

"Drømmens handling er altid den samme. Udfaldet af den drabelige kamp mellem menneske og drage ligger på forhånd fast. Gang på gang spidder Sankt Georg mig med sin lanse Ascalon. Gang på gang kløver han mit hoved med sit sværd Jerusalem."

"Nu skulle man tro, at det var hårdt sådan at dø igen og igen. Det er det ikke. Jeg udfylder min rolle som den flydende bronze udfylder en skulpturs afstøbningsform. Jeg er noget, omend jeg er det onde, det onde, der besejres."

"Det er de færreste, der forstår dette, når jeg fortæller dem det. Men jeg tror, at du i det mindste må kunne forstå mig, blege måneprins, du, der er faldet ned fra månen. Sagnet om Sankt Georg og dragen betyder det samme i mit liv som månen gør i dit: det for evigt tabte, vi måler alt op imod."

"Men nu, mine herrer, må jeg tilbage til sumpene, tilbage til min hule. Sankt Georg og Cleodolinda venter mig i mine drømme. Farvel, de herrer, farvel."

Med disse ord forlod den lille mand os, i retning af Hovedbanegården.



"Sværdet Jerusalem?" sagde jeg i et tvivlende tonefald, da manden havde forladt os. "Jeg har hørt om lansen Ascalon, men sværdet Jerusalem har jeg aldrig hørt om før."

"Der er meget, du ikke ved, William Alexander Månesøn," sagde Von O. "Alt, hvad dragen fortalte dig, er sandt. Sværdet Jerusalem er et virkeligt sværd. Farligere sværd end det findes ikke på denne jord. Det er smedet af selveste Vulkan (Vulcanus) i den hellige ild, af jordens salt og himlens lys. Kun med det kan man kløve en drages hoved."

"Og hvor befinder sværdet sig i dag?" spurgte jeg. "Ligger det monstro på bunden af en sø, bevogtet af en vandnymfe?"

"Nej," sagde Von O. "Det er i min besiddelse. En dag, når tiden er moden, vil du få det at se. En dag, når tiden er moden, vil det blive dit."

"Hvad skal jeg dog med et farligt sværd, Von O?" spurgte jeg.

"Nu skal du ikke blive forskrækket, William Alexander," sagde Von O, "men hvis du en dag får mulighed for at vende tilbage til månen, vil du opdage, at alt er forandret, at der sidder en fremmed på din slægts trone. Det er en ond mand. Han vil opfatte din tilbagekomst som en trussel mod hans herredømme over månen. Den fremmede besidder magiske evner. Han vil opvække alle de døde i den ukendte soldats grav overalt på månen og jorden og sende dem ud imod dig. Da vil du få brug for sværdet Jerusalem, William Alexander, for der findes ingen vildere krigere end de navnløse soldater, der er døde på slagmarken. Mere vil jeg ikke sige nu. For tiden er endnu ikke moden ..."

Min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, udtaler:

"Billedet, som illustrerer indlægget, er et farve- og skarphedsmanipuleret udsnit af Paolo Uccellos maleri, Sankt Georg og dragen, dateret til ca. 1470."

"Uccello (1397-1475) er en italiensk kunstner fra overgangsperioden mellem middelalderen og renæssancen. Han er en af kunstenhistoriens store innovatorer. Han er en af de første kunstnere, der udforsker det lineære perspektiv. Ifølge kunsthistorikeren Giorgio Vasari skal han ved en lejlighed begejstret have udbrudt: "Oh, det lineære perspektiv er i sandhed en vidunderlig ting." Når man betragter Uccellos æuvre, fristes man til at give ham ret."



"Bemærk den omhu, ja, næsten kærlighed, med hvilken Uccello har udført dragen. Sankt Georg og Cleodolinda virker til sammenligning som to mindre gennemarbejdede bifigurer. Modsat dragen udtrykker de ingen følelser. De virker som to sært udeltagende statister i dramaet. Ligesom Mary Shelley i romanen Frankenstein menneskeliggør det monster, Dr. Frankenstein har skabt, menneskeliggør Uccello på maleriet dragen. Det er lige ved, at man får medlidenhed med den. Hvorfor, får man lyst til at spørge, hvorfor skal dette enestående væsen dræbes?"