Den ufrivilligt barnløse

Den ufrivilligt barnløses børn

Hun vekslede af og til nogle ord med en ældre herre, som boede i den samme opgang som hende. Han havde mistet sin voksne søn, hvilket han igen og igen vendte tilbage til. Hun lyttede med vantro, når han sagde, at der ikke findes nogen større sorg i denne verden end at have mistet et barn, men at det trods alt er bedre at have elsket og mistet end slet ikke at have elsket.

Hun forestillede sig af og til, at der eksisterede et parallelt univers, hvor de børn, hun ikke havde fået i dette univers, levede. Havde de mon en mor, som lignede hende til forveksling, på nær hendes manglende held i kærlighed, eller var de forældreløse og savnede hende lige så meget, som hun savnede dem?

Theseus og Minotauros

Minotauros

To livstidsfanger delte den samme beskidte celle. Den første, en voldtægtsmand og morder, kaldte den anden for Theseus. Den anden, som ikke forsømte nogen lejlighed til at fortælle, at han var uskyldig dømt, så derfor ikke anden mulighed end at kalde den første for Minotauros.
 
Minotauros troede oprindelig, at han var alene i cellen. En dag, da han gik rundt i en cirkel og grublede, opdagede han imidlertid til sin store overraskelse, at Theseus fra sit skjul i mørket i et hjørne af cellen stod og betragtede ham med et koldt blik. Hvor længe havde han mon stået der? Minotauros var overbevist om, at det var fængselsinspektøren, som havde anbragt Theseus i cellen for at dræbe ham, måske med en skarpsleben genstand som han skjulte i en lomme på indersiden af sin fangedragt.
 
”Dræber du mig, dræber du dig selv, sagde Minotauros med bævende stemme til Theseus. ”Vi er som Kain og Abel brødre, ja mere end det: Vi er komplementære tvillinger. Flygter Theseus fra labyrinten, vil han blive Minotauros. Flygter Minotauros fra labyrinten, vil han blive Theseus. Ensomme, adskilte, halve væsner, amputerede, fragmenterede, broderløse. Her i den beskidte celle, labyrintens inderste kammer, hvor modsætningerne omfavner hinanden og vokser sammen, er vi trods alt, hvis vi lærer at elske hinanden som ulven og lammet i det kommende fredsrige, eller arbejdsgiverne og arbejdstagerne i den fascistiske stat, hele. Lad os falde på knæ og takke den algode og almægtige fængselsinspektør, Gud og Satan i én skikkelse, for vand og brød."
 
Det kom aldrig til noget voldeligt opgør mellem Theseus og Minotauros. Theseus glemte, som tiden gik, alt om Ariadne og den skarpslebne genstand, som han måske eller måske ikke skjulte i en lomme på indersiden af sin fangedragt, i Minotauros’ åndfulde selskab. Hver dag delte de broderligt vandet og brødet mellem sig, mens de talte om stort og småt.
 
Theseus sagde ved en af disse lejligheder:
 
”Universet er en uendelig labyrint. Der er ingen forskel på det liv, som straffede og ustraffede lever. Alle er vi fanger.”
 
Han fortsatte:
 
”Ariadne findes ikke. Hun er metafysik. Et fantasifoster, som jeg har skabt for at bevise, at labyrinten har en ende.”

 
Minotauros kløede sig eftertænksomt i sine horn, som om han ikke vidste, hvad han skulle mene om dette credo eller rettere non credo.
 
De sagde godnat og lagde sig til at sove. Da Theseus’ åndedræt var blevet tungt og regelmæssigt, stod uhyret Minotauros imidlertid op, som han havde gjort det hver eneste nat siden Theseus’ ankomst, og begyndte at lede febrilsk i mørket efter den tråd, som begyndte et sted i cellen og endte i et garnnøgle neden for Ariadnes himmelseng i kongens palads et sted uden for labyrinten – hvis man blot kunne finde den! I sin ophidselse så han for sit indre blik, hvordan Ariadne, som om hun ikke var kongedatter, men luder, nede på alle fire på den mest vulgære måde udstillede de for en tyr ejendommelige anatomiske detaljer ved en kvindes underliv for at ægge ham til at voldtage og myrde hende.

Den ældste civilisation

Kisten i børneværelset af "Hammershøi"

Et bevinget ord siger, at vuggen står i graven, men er det ikke snarere det omvendte, det omvendte i en eller anden forstand i hvert fald, at kisten står i børneværelset, som er sandt? For de fleste menneskers vedkommende gælder i hvert fald, at man ikke dør som spædbarn, men som olding, ofte med et alenlangt synderegister bag sig kalligraferet som rynker og leverpletter på ens forpinte afsjælede ansigt, for hvad nytter det, at man søndag efter søndag modtager syndernes forladelse, når man ikke kan tilgive sig selv? Man optages som en slags soning med tidens forordning på ny i det grænseløse, modsætningernes sammenfald eller labyrintens inderste kammer, om man vil, hvor lammet og ulven smelter sammen i evig omfavnelse, i sidste ende Gud og Satan eller de karikaturer menneskene har skabt af dem.

Rejsen ud er rejsen hjem. Det fortælles, at da en aldrende egyptolog efter et langt livs frugtesløse udgravninger i ørkenen endelig brød forseglingen til en faraos flere tusind år gamle gravkammer til sin store forundring fandt det forsvundne legetøj fra sin barndom spredt rundt på gulvet som efter leg, og at der lød barnegråd fra sarkofagen. Den ældste civilisation er barndommen.

Søvnløs sommernat. Tre haiku

Gråspurve som støvbader af "Albrecht Dürer"

Søvnløs sommernat.

Alle omkring mig sover.

Den første solsort.

 

Fra en trætop på

den øde bykirkegård

skriger musvågen.

Over det blå sund

støvbader gråspurvene

i muldvarpeskud

Kundskabens træ. En gotisk verden

Kundskabens træ af "Caspar David Friedrich"

Den første verden: en lukket have. To gådefulde træer. En mægtig herremand, på en gang lovgiver, anklager, dommer og skarpretter i modstrid med den moderne retsstats princip om magtens deling, og hans flimrende spejlbillede i den gamle dam: en grinende slange. To frygtsomme børn. En dreng og en pige, endnu ikke kønsmodne, som i eventyret om Hans og Grete som måske i sin oprindelse i en europæisk verden efter den sidste istid med uendelige skove, vandrende stammer og shamaner er langt ældre end den bibelske myte om syndefaldet. Et forbud. En kåd overtrædelse af forbuddet, blot en drengestreg. En drakonisk straf, som ikke er proportional med forbrydelsens alvor, igen i modstrid med den moderne retsopfattelse. En udstødelse. Du vil altid være hjemløs. En forbandelse. En negativ social arv, som overleveres fra far til søn, fra mor til datter, generation efter generation, slægtled efter slægtled, uden mulighed for det enkelte menneske for at blive mønsterbryder. Du vil altid være en lovovertræder. Du vil altid være dømt til at gentage dine forfædres synder. Det gode, vi vil, det gør vi ikke. Det onde, vi ikke vil, det gør vi. Mod Gud har vi altid uret. En gotisk verden.

Paradiset er ofte blevet fremstillet som en kombination af en botanisk og zoologisk have med eksotiske planter og dyr under et gigantisk orangeris næsten usynlige kuppel, men måske burde man snarere forestille sig det som en mørk og dyster skov, en nordisk skov, hvor dyrene synes at være fraværende, havde det ikke været for det ensformige lydspor med gøgens kukken, flagspættens trommehvirvler og musvågens skrig. I en lysning – måske en gammel brandtomt? – står et kroget og næsten udgået træ, kundskabens træ. Dets nøgne grene strækker sig som fortvivlede menneskehænder og -arme op mod himlen og dens af efeu for længst overgroede tomme tronstol. Under træet ligger noget, der ligner dyre- eller menneskeekskrementer. Er det virkelig kundskabens frugter?

I vores troløse tid er det almindeligt at forholde sig ironisk til syndefaldsmyten, som da en aldrende litterat fra den herskende klasse under et aftenselskab med et svedent grin omtalte kundskabens træ som sextræet, men det må have været usund sadomasochistisk sex, som han refererede til, og som han måske eller måske ikke selv praktiserede. For hvad har træet bragt os mennesker andet end smerte og ydmygelse? ”Jeg selv,” tænkte den drømmende, ”havde aldrig spist den ekskrementagtige frugt, en helgen uden en gud som jeg er.”