mandag den 28. marts 2016

Påskedag

Hun synger med fuglene i forårsnatten
Påskedag. I stiger op med erantis og vintergæk

I stiger op med erantis og vintergæk, men efterlader intetanende nogen bag jer i den ellers tomme grav. Det er de elskendes tragiske skæbne at dø og genopstå i en uendelighed på denne vor mørke klode i dens fald ind mod stjernebilledernes uudslukkelige ild.

De danser. Han trænger ind i alle hendes åbninger. Hun er et oralt menneske. Hun synger med fuglene i forårsnatten. I skikkelse af et skummende hav oversvømmer han hendes krops kurvede kyster. Den søde kildende fornemmelse i hendes skød, livets højeste lykke, som forplanter sig som varme bølger ud til forstædernes turkise negle og rosa øjenskygge, bringer hende selvforglemmelsens fred og forvandler hende til en sunken by.

Jeg er den, som blev tilbage i den gudsforladte jord, som en knold eller et løg som ikke magtede at spire. Hun kom til mig i december, tavs, som hun kun er det i mit selskab, og tilbød mig sin timeglasfigur og hjerteformede numse, hendes mandelformede øjne søgte mine for afklaring, det er ikke indbildning, men jeg, en hornet hybrid, lod hende undslippe min labyrint.

”Du gemmer dig. Hvem kan elske en, som gemmer sig?”

Nu elsker hun med en anden, som kan mætte al den længsel, jeg har skabt i hende, men ikke selv magtede at mætte, imens jeg i påskegravens bestandigt voksende underjordiske kompleks synger langfredagssalmer om, at nogen må tro i mørket.

søndag den 13. marts 2016

"Det kan jeg ikke."

Kvinde uden enhjørning
Kvinde

”Du går jo bare.”

Det bliver hun ved med at snakke om.

Men det er måske også første gang i meget lang tid, at jeg har afsløret følelser og vist vrede.

”Har du fået en kæreste?”

”Ja.”

Kort ordveksling om, hvordan hun har mødt ham, og hvem han er. Som sædvanlig har hun ingen grænser. Det er som at stige ned i en bundløs afgrund. Men det er begrænset, hvor meget jeg har lyst til at vide.

Jeg siger meget stille til hende: ”Kan du hjælpe mig med at komme videre i mit liv ... når jeg har de følelser for dig?”

Hele formiddagen har været én lang gøren kur til hende. Jeg har kærtegnet hende. Hun vægrede sig mod det, men lod det alligevel ske. Hun flygtede ud af kontoret, men kom tilbage. Vi havde derpå den mest intime samtale om barndom, om at have synske og helbredende evner, om hendes forhold til hendes mor og far. Hendes elskede far, som hun savner. Jeg behøver ikke at stille spørgsmålene. Jeg kender alle svarene. Jeg ved, at han havde uendeligt svært ved at forlade hende. Det har han jo selv fortalt mig.

”Kan du hjælpe mig med at komme videre i mit liv ... når jeg har de følelser for dig?”

”Det kan jeg ikke.”

Jeg forstår hende ikke. Her har hun den oplagte chance for at blive af med en uønsket bejler.

”Har du ikke en ide?”

”Møde nogle andre? ...”

Hun siger det så utydeligt, at jeg næsten ikke kan høre det.

torsdag den 10. marts 2016

Krakelering og matriarkat

Revner
Krakelering

1. Krakelering

Hun råber efter mig: ”Og så går du bare!”

Næste dag er hun sygemeldt. Heldigvis. Jeg trænger til en pause fra hende.

2. Matriarkat

Der er en af de unge piger, som niver mig, når jeg begår fejl. Hvis jeg gjorde det mod hende, ville det være sexchikane.

Når hun belærer mig om rutinerne på kontoret, forvandler hun sig til en lille kaglende høne for mit indre blik.

Gok gok gok. Gok gok gok ...

Ja, undskyld den døde metafor.

”Kom ikke og sig, at kvinder er undertrykt,” hvisker den blå klovn og træller videre i matriarkatet.

torsdag den 3. marts 2016

Mælkevejens smukkeste pige

Verdens smukkeste pige
Mælkevejens smukkeste pige

Her er et billede af Mælkevejens smukkeste pige tegnet i samme stil som Leonardo da Vincis rødkridtstegninger.

Jeg ville gerne male et portræt af hende. Det skulle forestille, at hun sad i et sagnlandskab befolket af kentaurer, enhjørninger og pegasusser.

Hun behøver ikke at være nøgen. Hun må godt beholde den gule cardigan og de sorte broderede strømpebukser på. Det vil være nok til at gøre min pensel elektrisk. Jeg elsker, når hun har gule farver på. Så drages jeg mod hende som bierne mod de gule blomster på engen eller som Ikaros mod solen ...

Mens jeg maler, kan hun tale om sit spændende liv med heste og hestefolk. Eller om, hvad hun godt kan lide at spise. Det er så dejligt at høre om.

Hun kan lide kage, bearnaisesauce, avocado på rugbrød, ...

Jeg kan også godt lide avocadoer, men jeg spiser dem på sandwichbrød med mayonnaise og nogle gange med ... (forkortet af redaktøren) ...

tirsdag den 16. februar 2016

Det indre fabelvæsen. En natlig konversation

Det indre fabelvæsen
Kvinde og enhjørning

Det indre fabelvæsen. En natlig konversation

”Hvis du skærer dybt nok, vil enhjørningen komme til syne,” siger hun. ”Jeg kan føle dens horn og høre dens vrinsken.”

”Men du har skåret dybt i dig selv og intet fundet,” siger han og ser på hendes antikrops tynde arme og flade bryst og er igen lige ved at komme til at græde over, at en pige, som er så køn som hun, kan finde på at gøre noget så forfærdeligt mod sig selv.

”Det var, fordi jeg ledte efter det forkerte,” siger hun. ”Jeg troede, at jeg var en sfinks, men jeg er i virkeligheden en havfrue. Desuden ligger det indre fabelvæsen indlejret omvendt inde i mennesket, med hovedet rettet mod jordens indre og hovene, poterne, halefinnen eller lignende rettet mod de tilhørende stjernebilleder ligesom fosteret i moderens skød i graviditetens sidste stadium. Jeg så ikke fiskeskællene, fordi jeg ledte efter løvepels.”

”Jeg har faktisk skåret lidt i mig selv, da jeg var yngre,” siger han, ”men jeg stoppede, fordi jeg blev bange, da det begyndte at bløde og tilsyneladende ikke ville holde op.”

”Hvor?” spørger hun.

”På brystet og lårene,” svarer han.

Hun undersøger de små ar, som ikke kan måle sig med hendes egne, som i al deres vælde minder om geologiske fænomener på Google Earth og virker lige så gamle som de, selv om hun kun er halvt så gammel som han. Han er som i alle livets andre forhold den lille. Hun er mesteren. Han er den evige lærling.

”Måske er det derfor, at jeg er tiltrukket af dig?” siger han. ”Du er skøn, det er sandt, men en skønhed, som ødelægger sig selv.”

”Du skal ikke være bange for blodet,” siger hun. ”Det er også et orgie af blod, når en kvinde føder, og at frigøre det indre fabelvæsen fra det omsluttende hylster af forgængeligt menneskekød er netop som en fødsel eller genfødsel. Kom, lad os sætte os ned og skære i os selv, være jordmødre og hjælpe med at føde hinandens indre fabelvæsen.”

Hun henter en lægetaske, som ligner noget fra en svunden tid med anatomiske teatre, offentlige dissektioner og kappeklædte skikkelser, som forsvinder i tågen i byens luderkvarter. Hun går ikke, men tager dansende skridt som en ballerina, som hun altid gør, når hun er glad. Hun breder en blodplettet presenning ud på gulvet og åbner tasken, som er fyldt med skalpeller og andre kirurgiske instrumenter.

Han tager hendes hånd, som er spinkel og gennemsigtig som en gammel kvindes, i sine hænder, ser hende dybt i øjnene og siger i et næsten bønfaldende tonefald:

”Men hvis du bliver den du er, en havfrue, og jeg bliver den jeg er, en enhjørning, så kan vi aldrig fuldbyrde vores kærlighed. Fisk og heste har ikke kompatible kønsorganer.”

”Nej, men vi bliver frie,” siger hun, ”og den ubærlige smerte ved at være menneske vil endelig ophøre ...”

Hendes øjne minder om de hundredvis af gådefulde øjne, som iagttager en fra akvariernes dyb i mørket i det naturhistoriske museum. Måske har hun trods al hans tvivl og tøven alligevel ret? ...

Fragment

Vi, som arvede et herreløst univers efter vores forfædre, har brug for hinandens sole.