Genfærd fra foråret

Krokus

Genfærd fra foråret

Krokus blomstrer mellem nedfaldne blade i parkens plæner. For et øje med begrænset botanisk indsigt ligner de genfærd fra foråret, blege som barneansigter, der har mistet deres sommerglød.

Hvad vækkede jer? Det tiltagende mørke? De faldende temperaturer? De mange fremmede skridt i byens gader. Sirenen fra en brandbil på vej ud til ildebranden i horisonten, som ikke kan slukkes? Det er efterår, men endnu ikke dommedag.

Elsket og savnet

Jeg ved i grunden ikke, hvordan jeg er havnet her, men på min vandring på en kirkegård i en af forstæderne til København standser jeg ved et hjerte af poleret sort granit, hvorpå et navn, som kunne have været mit eller dit, og to fugle, hvis næb lige netop rører hinanden, er indgraveret.

Havde jeg studeret kunst og kultur på universitetet, ville jeg sandsynligvis rynke på næsen af klichéerne. Hvad er æstetetikken på nutidens danske gravsteder sammenlignet med den danske guldalders eller den italienske renæssances? Michelangelos ufuldendte gravmæle over pave Julius 2. kan man tale om i timevis.

Jeg har imidlertid lært en anden lektie i livets skole:

Kærligheden er banal. Jeg gentager: Kærligheden er banal. Under hjertet ligger de jordiske rester af en moderne prins, som er elsket og savnet.

Kom, oktoberhav

Små sneglehuse på fugtig betonmur

Som om etageejendommen, hvor jeg bor, jævnligt oversvømmes af et ukendt hav, vokser der sneglehuse frem på de fugtige, algebegroede vægge ved trappenedgangen til cykelkælderen.

Jeg synes, at de ligner bittesmå menneskeører, og at det er på høje tid, at væggene i det gamle, lydte hus får sådan nogle. Lad dem opsluge skrigene, de knyttede nævers slag i bordpladerne og de smækkende døre fra de mange fleretagers kæresteskænderier, så mine egne løsthængende ungkarleører kan finde hvile.

Omkring midnat ligger jeg i mørket og lytter efter brændingen.

”Kom, oktoberhav,” hvisker jeg, inden jeg falder i søvn, ”kom og oversvøm os med dine drømme.”

Amor som sædemand

Amor, sædemanden, kærlighed, forgiftede pile og sædekorn

Elskeren er mere guddommelig end den elskede, for der bor en gud i ham. Den elskede forbliver den samme med sin bortvendte ryg og sine korslagte arme. Elskeren derimod er under forvandling. Langsomt, langsomt aflægger han sine frøgevandter for at blive, hvad han er: en prins.

Ordene er ikke hans egne – det er Faidros, brødrene Grimm og Nietzsche, som er ophavsmændene* – men det er hans egen dyrekøbte erfaring med en kærlighed, der ikke er gengældt, der gør, at han kan sammenstille dem, hvor umage de end måtte forekomme.

Han er blevet en anden: sig selv. Mødet med den elskede har forvandlet ham, og selv om det skulle gå således, at han aldrig mere fik hende at se, så er forvandlingen varig. Han kan ikke regrediere. Forelskelsen var ikke en fortryllelse, men en affortryllelse. Den elskede vil vedblive med at bo i ham ligesom Gud og hans forfædre, på en gang nærværende og fraværende, på en gang talende og tavse, men naturligvis mest fraværende og tavse.

Om det er eros eller agape, som har besjælet ham, ved han ikke, men den forgiftede pil har i hans hjerte forvandlet sig til et sædekorn og hans legeme til frugtbar agerjord. Amor som sædemand. Jægeren og agerdyrkeren forenet i en skikkelse.

* Faidros' tale i Platons Symposion. Guden er Eros (eller Amor som romerne kaldte ham) den første af alle guder.

Brødrene Grimm: Frøkongen. Prinsen har brug for prinsessen for at blive, hvad han er. Kærligheden er ikke fortryllelse, men affortryllelse. Eksistensen er cyklisk: prins – frø – prins.

Nietzsches udsagn om at blive hvad man er, optræder blandt andet som undertitel til Ecce Homo.

Ruiner og fragmenter

Den belvederiske torso

Han: ”Jeg bygger ruiner.”

Hun, ikke nysgerrigt, mere af pligt end lyst: ”Hvorfor bygger du ruiner?”

Han: ”Fordi ruinerne er det eneste, som vil overleve det forestående altomfattende jordskælv, som truer med at iturive selveste jakobsstigen, der som en edderkoppespindsagtig navlestreng forbinder vores drømmende forfædres sædekornsboliger i den allerede frostramte septembermuld med den tilsyneladende forladte himmeltrone, og i al fremtid adskille jordens og himlens veje. Kun ruinerne vil forblive intakte på vores mørke klode i dens fald ind mod de nye fremmede vinterguder i halvmånens tvelys. Alt, hvad der er helt, vil gå i tusind stykker som den ulykkeligt forelskedes hjerte.”

Stilhed. Derpå spørger han forsigtigt, ja næppe hørligt:

”Vil du bo i mine ruiner, du som den armløse Venus fra Milo, jeg som den belvederiske torso, smukke krøblinger, fragmenter af et puslespil man aldrig kan få lagt til ende?”

Hun: ”Nej.”

De første mennesker

De første mennesker

Jeg drømte om de første mennesker. Det var ikke, som traditionen foreskriver, en mand og en kvinde, men to børn, en dreng og en pige, knap nok kønsmodne, i en stor skov. De var venner. De elskede hinanden. De legede sammen dagen lang. De blev aldrig trætte af hinanden. Om natten lå de tæt omslynget.

”Er du vred på mig?” spurgte drengen, da han en nat i måneskinnet opdagede en rynke, han aldrig før havde set, i pigens pande.

”Nej,” sagde pigen. ”Jeg tænkte blot på den drøm, jeg netop er vågnet af. Jeg drømte om to gådefulde træer, om en slange, om rivaler og rivalinder, og om en misundelig Gud. De truer os mellem træerne og uden for skoven, omringet som vi er af dem. De under os ikke vores lykke. De sætter i fællesskab en fælde for os, og når vi er gået i den, enfoldige som vi er, vil de belære os om, at det er vores egen skyld, og at vores synd skal arves af vores børn og børnebørn, selv om de selv er de største syndere, fordi de ikke under os vores lykke.”

Drengen, som ikke forstod meget af pigens dybsindige tale, trykkede sine læber mod pigens for at få rynken i hendes pande til at gå bort.

”Vores kærlighed vil imidlertid overleve alle trængslerne,” sagde pigen.

”Tror du?” spurgte drengen og trykkede igen sine læber mod pigens, men lige meget hjalp det, rynken i pigens pande ville ikke forsvinde.

”Ja,” sagde pigen. ”Vores elskende hjerter vil være en torn i øjet på de to gådefulde træer, slangen, rivalerne og rivalinderne, og den misundelige Gud. De vil pines og plages over den tålmodighed og mildhed, hvormed vi udholder den lidelse, de har påført os. Vi vil altid forblive med at være børn, selv når vi bliver gamle og bliver ført bort til dødsriget. De elskende er altid børn.”