De tavse forfædre. Et stort projekt

Et stort projekt

Hvorfor er du ensom blandt forfædrene?

Fordi de er tavse ligesom universet.

På samme måde som Michelangelos slaver er indlejret i det uforarbejdede marmor, er forfædrene indlejret i den stilhed, som altid får det sidste ord.

Det er, som om de står på bunden af et sort hul og taler til os, men ingen af deres ord undslipper begivenhedshorisonten.

For at få dem i tale må vi stige ned i vores indre drømmeskakt, men hvor er grænsen mellem drøm og digt i dette tågelandskab?

Første akt. Første scene.

En mand træder ud af tågen.

”Det er et stort projekt at elske K.,” siger han. ”Jeg taler af bitter erfaring. Jeg er hendes faders ånd.”

Jeg nikker, selv om jeg er stødt over denne indirekte kritik af K.

Vi står et øjeblik side om side og kigger ud i tågen. Jeg forestiller mig ham som en gammel skægget mand, som jeg besynderligt nok er højere end, når man tager hans datters højde i betragtning.

”Men er der overhovedet nogen, som er mand for det, så er det dig med dit elskende hjerte,” siger han. ”Herfra hvor jeg står, om end min viden om de levendes rige for hvert øjeblik, der går, bliver mere og mere begrænset, kan jeg i hvert fald ikke få øje på andre oplagte kandidater.”

”Er det i øvrigt ikke besynderligt, at du gjorde din entre simultant med, at jeg gjorde min sortie? At du - om end ikke skubbede mig ud i kulissen – så dog overtog den rolle, som jeg hidtil havde spillet. I samme øjeblik, du erklærede hende din kærlighed, forværredes min tilstand. Og da I et stykke tid efter havde jeres store skænderi, hvor du sårede hende dybt i frustration over at være blevet afvist, døde jeg få dage efter. Du er K.s nye herre.”

Jeg ryster på hovedet.

”Jeg er ingens herre,” siger jeg.

”Vil du da ikke have hende?” siger den gamle mand.

”Jo,” siger jeg. ”Men det skal være et ligeværdigt forhold. Hun skal ikke være bange for mig, som hun var for dig.”

”Hun er bange for dig,” siger den gamle mand.

”Ikke mere,” siger jeg. ”Hun har tilgivet mig. Hun færdes igen frit. Ja, hun flytter sig knap nok, når jeg prøver at komme uden om hende. I øvrigt var jeg lige så bange for hende som hun for mig.”

Og så videre ...

Indbrudstyven

Kvinde mellem oldtid og nutid

Der er noget sært fortidigt over hendes skønhed, hvorfor skulle jeg med det tilbageskuende ansigt af mit janushoved ellers elske hende? Forestil dig en gågade, hvor konkurrencestatens fitnesstrænede superborgere iler til møder om, hvordan vi skal møde globaliseringens udfordringer. Pludselig åbner en tidsportal til antikken sig og ud træder Venus Kallipygos. Hun kommer gående imod dig med let dansende hofter i øjenhøjde og mørkblondt hår opbundet et sted oppe i skyerne, babelsk i sin vælde som hun er. Hendes krop er som det fortryllede slot, hvor tiden står stille. Jeg drømmer, at jeg går gennem de tomme sale. I det allerhelligste, grotten hvor den levende kilde springer, falder jeg på knæ ved alteret og modtager hendes brød og vin. Jeg føler mig ikke mere hjemløs, hverken på jorden eller i himlen. I hendes hus har mit hjerte hjemme. Det er imidlertid kun en dagdrøm. En blandt mange andre. I virkeligheden står jeg og betragter hendes hjerteformede bagdel, mens hun står bøjet over fotokopieringsmaskinen, som ikke vil, som hun vil. Hun brokker sig på nudansk. Jeg forfærdes over, at den slags bandeord kan komme ud af en kvinde med så skønne antikke proportioner. Min tavshed har imidlertid vakt hendes mistænksomhed. Hun rejser sig op, trækker ned i den diminutive nederdel og ser på mig med sammenknebne øjne, som om jeg var en indbrudstyv. Hun låser dørene, lukker vinduerne, trækker gardinerne for og slukker lyset. Amors slot ligger øde hen i den tiltagende skumring.

Ensom mellem forfædre og efterkommere

Ild og vand

Havde du kysset mig, havde du kysset mine forfædres sprukne læber. Jeg bærer kisterne med deres opløste lig og smuldrede skeletter på mine skuldre som Atlas himmelhvælvingen, og havde du kysset mig, hvilket du ikke gjorde, havde vi begyndt rejsen til - ikke det forjættede land - men noget så kedsommeligt borgerligt som et hjem med barnegråd og bleskift.

Forfædrene og efterkommerne binder i fællesskab garn for de elskende. Vi undslap imidlertid begge gennem maskerne.

Du vil brænde op i din fornufts ild. Dit mørkblonde hår vil langsomt grånes. Blive til aske. Jeg ser dig som en gammel kvinde for mit indre blik, men det gør ikke min fortvivlelse mindre. Den vil give mig adgang til nye og hidtil ukendte rum i det labyrintiske kælderkompleks under Amors tomme slot.

De mørke vande vil stige, bølgerne slå mod mit hjertes kyster, mine havblå øjne flyde over. Jeg vil stige ned til forfædrenes fugtige dvælesteder. En fangelejr. En trappe ned i mørket.

Man siger, at ild og vand aldrig kan forenes. Men det er fornuften, som taler, ikke følelserne.

Kulturpessimistisk digt

Kulturpessimisme

Skumring. Ugleløs himmel. Alle ideer er døde. Kun de, som bærer gyldne kæder og laurbærkranse, har endnu ikke erkendt det. Om ordene var skrevet i vand eller marmor, er underordnet. Kun det, som er skrevet i slægternes blod, vil vedblive med at leve. Der er ingen til at profetere over forfædrenes knogler. De elskende er blevet borte for hinanden. De to, som var bestemt for hinanden, kan ikke mere være i stue sammen. Kærligheden er forvildet. De endnu ikke fødte er lænket til en klippe i evigheden.

Pascal og Rilke kombineret

Pascals rædsel og Rilkes skrig

Disse uendelige rums evige tavshed fylder mig med rædsel. Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes ordener?