Indbrudstyven

Kvinde mellem oldtid og nutid

Der er noget sært fortidigt over hendes skønhed, hvorfor skulle jeg med det tilbageskuende ansigt af mit janushoved ellers elske hende? Forestil dig en gågade, hvor konkurrencestatens fitnesstrænede superborgere iler til møder om, hvordan vi skal møde globaliseringens udfordringer. Pludselig åbner en tidsportal til antikken sig og ud træder Venus Kallipygos. Hun kommer gående imod dig med let dansende hofter i øjenhøjde og mørkblondt hår opbundet et sted oppe i skyerne, babelsk i sin vælde som hun er. Hendes krop er som det fortryllede slot, hvor tiden står stille. Jeg drømmer, at jeg går gennem de tomme sale. I det allerhelligste, grotten hvor den levende kilde springer, falder jeg på knæ ved alteret og modtager hendes brød og vin. Jeg føler mig ikke mere hjemløs, hverken på jorden eller i himlen. I hendes hus har mit hjerte hjemme. Det er imidlertid kun en dagdrøm. En blandt mange andre. I virkeligheden står jeg og betragter hendes hjerteformede bagdel, mens hun står bøjet over fotokopieringsmaskinen, som ikke vil, som hun vil. Hun brokker sig på nudansk. Jeg forfærdes over, at den slags bandeord kan komme ud af en kvinde med så skønne antikke proportioner. Min tavshed har imidlertid vakt hendes mistænksomhed. Hun rejser sig op, trækker ned i den diminutive nederdel og ser på mig med sammenknebne øjne, som om jeg var en indbrudstyv. Hun låser dørene, lukker vinduerne, trækker gardinerne for og slukker lyset. Amors slot ligger øde hen i den tiltagende skumring.

Ensom mellem forfædre og efterkommere

Ild og vand

Havde du kysset mig, havde du kysset mine forfædres sprukne læber. Jeg bærer kisterne med deres opløste lig og smuldrede skeletter på mine skuldre som Atlas himmelhvælvingen, og havde du kysset mig, hvilket du ikke gjorde, havde vi begyndt rejsen til - ikke det forjættede land - men noget så kedsommeligt borgerligt som et hjem med barnegråd og bleskift.

Forfædrene og efterkommerne binder i fællesskab garn for de elskende. Vi undslap imidlertid begge gennem maskerne.

Du vil brænde op i din fornufts ild. Dit mørkblonde hår vil langsomt grånes. Blive til aske. Jeg ser dig som en gammel kvinde for mit indre blik, men det gør ikke min fortvivlelse mindre. Den vil give mig adgang til nye og hidtil ukendte rum i det labyrintiske kælderkompleks under Amors tomme slot.

De mørke vande vil stige, bølgerne slå mod mit hjertes kyster, mine havblå øjne flyde over. Jeg vil stige ned til forfædrenes fugtige dvælesteder. En fangelejr. En trappe ned i mørket.

Man siger, at ild og vand aldrig kan forenes. Men det er fornuften, som taler, ikke følelserne.

Kulturpessimistisk digt

Kulturpessimisme

Skumring. Ugleløs himmel. Alle ideer er døde. Kun de, som bærer gyldne kæder og laurbærkranse, har endnu ikke erkendt det. Om ordene var skrevet i vand eller marmor, er underordnet. Kun det, som er skrevet i slægternes blod, vil vedblive med at leve. Der er ingen til at profetere over forfædrenes knogler. De elskende er blevet borte for hinanden. De to, som var bestemt for hinanden, kan ikke mere være i stue sammen. Kærligheden er forvildet. De endnu ikke fødte er lænket til en klippe i evigheden.

Pascal og Rilke kombineret

Pascals rædsel og Rilkes skrig

Disse uendelige rums evige tavshed fylder mig med rædsel. Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes ordener?

Midnatsskygger

Midnatsskygger

Træer kaster midnatsskygger på mennesketomme gader. I en hjemsøgt villa mødes to spøgelser for at elske. Ja, spøgelser elsker også. Det har de i hvert fald tilladelse til i mine digte, helle fra rationalismens diktatur som de er.

Gottlob Frege forestillede sig, at logikken og matematikken udgjorde et tredje rige, som modsat den materielle verden og menneskets psyke ville overleve universets undergang. Han har muligvis ret. Det er bare vanskeligt for mig som et empirisk væsen med et elskende hjerte at fatte, hvorfor logiske og matematiske udsagn skal forlenes med evighed, mens kærligheden ikke skal. Men hvem ved, måske er evigheden overhovedet ikke noget efterstræbelsesværdigt? Måske er det ligefrem en lettelse, at der ingen spor vil være tilbage efter al vores smerte ved tidens ende?

Alligevel tror jeg, som ikke er blandt logikernes og matematikernes ordener, selv på mine allersorteste dage, at der vil være noget tilbage, når universet engang er brændt ud.

Hvad da?

Et skrig. Et skrig efter kærlighed fra de mennesker, som aldrig fik elsket, og at der ud af det vil opstå et nyt og bedre univers.