Kulturpessimistisk digt

Kulturpessimisme

Skumring. Ugleløs himmel. Alle ideer er døde. Kun de, som bærer gyldne kæder og laurbærkranse, har endnu ikke erkendt det. Om ordene var skrevet i vand eller marmor, er underordnet. Kun det, som er skrevet i slægternes blod, vil vedblive med at leve. Der er ingen til at profetere over forfædrenes knogler. De elskende er blevet borte for hinanden. De to, som var bestemt for hinanden, kan ikke mere være i stue sammen. Kærligheden er forvildet. De endnu ikke fødte er lænket til en klippe i evigheden.

Pascal og Rilke kombineret

Pascals rædsel og Rilkes skrig

Disse uendelige rums evige tavshed fylder mig med rædsel. Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes ordener?

Midnatsskygger

Midnatsskygger

Træer kaster midnatsskygger på mennesketomme gader. I en hjemsøgt villa mødes to spøgelser for at elske. Ja, spøgelser elsker også. Det har de i hvert fald tilladelse til i mine digte, helle fra rationalismens diktatur som de er.

Gottlob Frege forestillede sig, at logikken og matematikken udgjorde et tredje rige, som modsat den materielle verden og menneskets psyke ville overleve universets undergang. Han har muligvis ret. Det er bare vanskeligt for mig som et empirisk væsen med et elskende hjerte at fatte, hvorfor logiske og matematiske udsagn skal forlenes med evighed, mens kærligheden ikke skal. Men hvem ved, måske er evigheden overhovedet ikke noget efterstræbelsesværdigt? Måske er det ligefrem en lettelse, at der ingen spor vil være tilbage efter al vores smerte ved tidens ende?

Alligevel tror jeg, som ikke er blandt logikernes og matematikernes ordener, selv på mine allersorteste dage, at der vil være noget tilbage, når universet engang er brændt ud.

Hvad da?

Et skrig. Et skrig efter kærlighed fra de mennesker, som aldrig fik elsket, og at der ud af det vil opstå et nyt og bedre univers.

To. Et forsigtigt svar på Pascals rædsel

Pascals rædsel. Det uendelige rums evige tavshed

Den sidste time inden midnat. Det smalle strædes mørke vande. Den måneløse himmel. Den anden kyst som er ophørt med at eksistere. De to lysende hvide svaner i det uendelige rums evige tavshed. Ikke en, men netop to. Det magiske tal som holder rædslen borte. Den ene hals som kærtegner den anden, mens de kysser deres egne spejlbilleder igen og igen i deres søgen efter sandheden.

Vinterskoven

Vinterskoven. Transparens og refleksion

Jeg spejler mig i vinterskoven. Grenenes virvar bliver til et billede på mine tanker og følelser.

Mesteren siger, at som tiden går, vil verden fremstå mere og mere transparent. Man ser ikke kvindens ydre, men hendes indre. Alle organer er blotlagt.

Det er ikke min erfaring. Jeg kan ikke få øje på noget hjerte, kun hendes kvindelige former og mit eget triste kontrafej i hendes leende øjne. Jeg er imidlertid heller ikke nogen vismand. Hvis jeg overhovedet er noget, så er jeg snarere en af liljerne ved de mørke vande.

Vi, som guderne straffede, for os blev verden et stort spejl og vinterskoven et af mange selvportrætter.