Fortællingen

Midt i ideernes mørke nat fødes fortællingen.

Den angler ikke efter din visdom, men din kærlighed. Den holder dit hjerte i sine små hænder.

Den siger: ”Stands med at søge efter sandheden ved verdens ende. Jeg er dit livs mening. Jeg er din stjerne.”

Den elskedes hus

Jeg drømte, at jeg var indbrudstyv i den elskedes tomme hus. Grådigt smed jeg hendes smykker, gamle kærlighedsbreve og snavsede undertøj fra vaskekurven ned i min medbragte vadsæk.

Med ét blev en nøgle sat i hoveddørens lås, og et øjeblik efter – flugt var ikke en mulighed – blev der tændt lys i værelset, hvor jeg med alle muskler spændte var i færd med min skændige handling. Den elskede stod i døråbningen og så forfærdet på mig. Hendes læber bevægede sig, som om hun talte alvorligt til mig, men enten var hun blevet stum siden det forfærdelige øjeblik, hvor vi for altid havde taget afsked med hinanden, eller også var jeg blevet midlertidigt døv, for jeg kunne ikke opfatte et eneste af hendes ord.

For første gang så jeg mig nærmere om i værelset, som jeg indtil da kun havde set i det flakkende skær fra min stavlygte, men som nu var oplyst som det kapel på månen, hvor bedemanden og den efterladte i fællesskab iklæder det skyggeløse legeme dets kæreste sæt tøj, inden de sender den hvide kiste ind i solens åbentstående krematorieovn. Mit blik vandrede fra den ene anomali til den næste.

På gulvet lå en rotte mumificeret og indspundet i spindelvæv. Det lignede, at den lå i en ligpose. Ned fra loftet hang en flagermus ligeledes mumificeret og indspundet i spindelvæv. Det lignede, at den havde brudekjole på. Og ud af de tomme øjenhuler på den elskede kom de edderkopper, som man måtte formode var ophavsmændene til den kunstfærdigt udførte ligpose og brudekjole, kravlende frem, idet de tilsyneladende så sig spejdende omkring nord-syd-øst-vest efter nye projekter. De forenede i ét væsen menneskets uudslukkelige erobringstrang og dyrets indadvendte sans for kunsthåndværk. De øverste etager af Babelstårnet blev som bekendt spundet af edderkopper.

Jeg indså da, at jeg ved en fejl var brudt ind i den udgave af den elskedes hus, som er beliggende i de nedre regioner af Plutonion.

De dødes verden er en næsten eksakt kopi af de levendes. Kun nogle få gruopvækkende detaljer som de nævnte adskiller verdnerne. Det er derfor, at nogle mennesker er bange for at dø, og andre for, at de allerede er det.

I en gammel civilisation som vores udviskes skellene mellem verdnerne. Der er tæt trafik i grænselandet. De døde besøger de levende. Og omvendt. Nogle farer som jeg vild. Jeg har sågar hørt om døde, som genoptog deres vante liv blandt de levende uden, at nogen bemærkede det.

Decemberfantasmagori

Vinteren marcherer som en fremmed besættelsesmagt i byens gader. Jeg er med i modstandsbevægelsen.

Jeg gemmer sommeren i min lille lejlighed. Hun læser adspredt i de mange bøger i reolerne, som dækker væggene det stille sted i universet, hvor jeg har valgt at begynde forfra igen og igen, især Don Quixote som hun foregiver at le hjerteligt af.

Hendes kemisk behandlede ansigt er en gåde, skabt som det synes at være af tusind og et sørgeslør. Intet kan imidlertid skjule, at også hun har måttet give slip på de bortvandrende skygger i Plutonions dyb.

Vi er som to bortkomne brikker fra to indbyrdes meget forskellige puslespil, som opbevares i hver sin aflåste villa, og som ingen mere ved, hvad forestiller.

Der sker imidlertid tilsyneladende et kærlighedens mirakel – eller er det blot et kuldskært menneskes fantasmagori?

Litteraturen vækkes til live omkring os. De fantastiske fortællinger slår rødder i vores hjerter. De trykte sider grønnes i fuldmånens skær. Ordene dufter af regnvåde syrenbuske og hyldetræer. De indespærrede fugle i mit vækkeur og min mobiltelefon sprænger deres elektroniske bur. De synger, som andre nattergale, gøge og ugler før dem sang i min barndoms tabte skov.

”Hvis ikke,” hvisker jeg i den elskedes øres afgrund. ”Hvis ikke frostens hemmelige politi inden da har adskilt os i vores ellers til opstandelsen varende favntag, agter jeg at fejre sankthansaften den 24. december.”

Tre rudimentære tekster

De nøgne træer forener himmel og jord

korsfæstelsesfuldbragt.

Han bærer enhjørningens horn i panden

som en babelsk udvækst af hjernen.

”De bygger og bygger,” sagde den hjemløse i larmen fra byggepladsen. ”Det er, som om jo flere boliger og kontorejendomme der bliver rejst, jo mere ruinøse bliver menneskene. Se blot på din skygge. Den ligner den skygge, en knækket søjle eller en halvt nedrevet husmur kaster. For at blive et helt menneske igen må du genfinde den hule, du som dreng byggede ude i skoven.”

”Findes den da endnu?” spurgte jeg vantro.

”Ork ja,” sagde den hjemløse. ”Jeg bor i den hver sommer.”

Hvem blinker først en decemberdag?

Hvem blinker først en decemberdag? Skovbrynets nøgne trætoppe fletter sig som sorte blodårer ind i himlens øjeæble.