Den anden bred

Vi er som underjordiske magasiner fulde af tvivlsomme kunstværker, som kun venter på at blive destrueret.

Et af billederne forestiller en øde bro, som strækker sig ud i tågen. Det er et erindringsbillede fra en rejse i Frankrig. Den anden bred er ikke synlig. Måske findes den slet ikke?

Hermes. Dæmon for transitioner. Det er hans landskab.

Det er sen eftermiddag i Platons hule. Rammerne er blevet skrøbelige. De magter ikke mere at adskille virkelighederne.

Jeg stiger op ad broen og ind i tågen.

Cyklisk liv

Jeg brænder ikke alle broer bag mig. Jeg smækker ikke med døren. Jeg lader ikke solen gå ned over min vrede. Derfor begynder fremtiden aldrig for mig. Derfor kører jeg i ring. Derfor vender jeg tilbage til mit udgangspunkt. Igen og igen og igen. Det helligste ord i universet.

Fyraften bringer ingen genforening

Det er, som om det indre ikke er det ydres centrum, men dets periferi. Det gudhengivne menneskes himmelstræbende søjle står jo heller ikke i domkirken eller på rådhuspladsen, men i den omgivende ødemark. Om ikke altid, så forholder det sig i hvert fald således i dag, hvor den disede himmel hænger som draperede stoffer ned over min tunnelfærd gennem verden, og støvregnens nåle printer et gammelt univers’ ikke mere dechifrerbare meddelelse på mit ansigt og mine hænder. Sjælene flakker sammen med de overvintrende fugle om i de sorte, bladløse skove. Legemerne – forladt af deres indre som et udplyndret gravkammers tomme sarkofager – sidder og arbejder bag computerskærmene i hovedstadens kunstigt oplyste midte. Fyraften bringer ingen genforening.

Solens øje kaster

Solens øje kaster et sidste undersøgende blik ind i november måneds mørke. Skoven brænder. Hvert blad er en lue. En liden stund og landskabet forvandles til januars snehvide aske og forkullede stammer. Overlever menneskehjerterne mon?

Teksten ombrudt til vers:

Solens øje kaster

et sidste undersøgende blik

ind i november måneds mørke.

Skoven brænder.

Hvert blad er en lue.

En liden stund

og landskabet forvandles

til januars snehvide aske og forkullede stammer.

Overlever menneskehjerterne mon?

Definition af verden

Verden er det sandslot, vi uforsigtigt giver vores hjerte til, mens tidens flod allerede vælter tårnene og oversvømmer det hellige indre. Verden er altid på vej et andet sted hen end vi. Vi mødes kun i undergangen.