Børnenes lege

Børnenes lege

1. Børnenes lege

Børnenes lege

i fortidens ruiner

vækker de døde.

2. At blomstre med en andens blomster

I en park, i nærheden af hvor jeg bor, står en rododendronbusk for tiden i fuldt flor med hvide snerleblomster. Årsagen til dette ganske overbevisende illusionsnummer fra naturens side – snerleblomsterne er jævnt fordelt – er, at en klatrende snerle med tiden helt har omslynget rododendronbusken. Således blomstrer rododendronbusken to gange hvert år: Om foråret med sine egne blomster – hvis farve jeg erindrer som lyserød. Om sensommeren eller i det tidlige efterår med snerlens hvide blomster.

Jeg overvejede en stund, om jeg kunne bruge det lidt pudsige naturfænomen som et billede på et eller andet. For eksempel et livslangt kærlighedsforhold. Først blomstrer man med sine egne blomster. Dernæst med den andens, den elskedes. Men det ville nok være en efter vor tids standarder for romantisk opfattelse af kærligheden. Nu til dags er det vigtigt ikke at omklamre den anden – hvilket snerlen mildest talt må siges at gøre med rododendronen, selvom den tilsyneladende ikke lader til at være generet af omklamringen eller omslyngningen. Det handler om at give hinanden rum, som man siger. Masser af rum. En astronaut på vej til Mars og en huleforsker på vej ned til jordens indre har store chancer for ikke at blive ramt af en krise i deres parforhold. Såfremt de undlader at have for meget radiokontakt, naturligvis.

Desuden ville billedet med rododendronbuskens blomstring med snerleblomster nok være for særegent. ”Billeder skal være almene,” siger mesteren fra sit lille arbejdsværelse i evigheden. ”Man skal beskrive det ukendte med det kendte. Ikke omvendt.”

Men alligevel: Tænk at blomstre med en andens blomster.

3. Arkitektur

Jeg drømte, at jeg byggede fremtidens boliger af fortidens ruinøse labyrinter – kong Minos’ labyrint på Kreta, Babelstårnet (den vertikale labyrint), Ramses den Andens underjordiske gravkompleks til sine afdøde sønner i Kongernes Dal, Piranesis imaginære fængsler og M.C. Eschers paradoksale arkitektoniske konstruktioner – men ingen moderne mennesker ville bo i mine boliger, bange som de måske er for spøgelset i labyrinten.

Det fortælles, at Kristus brød ind i vores fængselscelle for at dø sammen med os. En version af myten vil, at hans død nedbrød al arkitektur – ikke blot den nutidige og den fortidige, som den kommer til udtryk i fortidens ruiner, to arkitekter som de alle har, den oprindelige og Tidens Tand, den største arkitekt af dem alle, hvis du spørger mig, men også den fremtidige, ja selve muligheden for at skabe arkitektur – og satte os dermed fri. For hvad kan vores ærinde være i tempelets fængslende indre, når vi selv er levende stene? En anden og mere prosaisk version af myten vil, at vi stadigvæk er fanger.

Engelen siger, at der er en trappe op efter faldet – om end den er stejl. At det er muligt at bygge morgendagens paradis af gårsdagens, som vi ellers blev forvist fra. Eller at der i det mindste til enhver tid findes en forsoning mellem fortid og fremtid. Ikke fortrænge det forbigangne, ikke frygte det tilkommende, men bygge bro mellem de imaginære kontinenter og gøre øjeblikket stadig mere omfattende. Columbus evigt på vej til det tabte paradis på toppen af en pæreformet jordklode.

Hun, engelen, hver gang forklædt i en ny hverdagsagtig inkarnation er min sherpa på modernitetens skærsildsbjerg. Jeg følger efter hende og tænker, at jeg stadigvæk tilhører de levendes flok. Vent blot lidt endnu med den lange søvn, som ophæver tiden og mit ansigts melankolske træk og genforener mig med det tabte.

Nu, hvor alle efterårene står i kø

Udsigt fra mit vindue

Nu, hvor alle efterårene står i kø, det tilkommende og de forbigangne, og jeg går mellem verdenerne som en cirkusartist på en line udspændt mellem faldende blade og trækkende fugle, er det, som om arrene på mit ansigt og min krop vokser og vokser som kærlighedserklæringerne på de gamle bøgetræers bark, for at jeg aldrig mere skal kunne glemme smerten.

Hvorfor tier syndefaldsmyten om de første faldne menneskers ar (uklart, som det er, om de opstod på grund af fortæringen af kundskabens giftige frugt eller kerubernes lynende flammesværd)? Hvorfor tier præsterne om den ætsende effekt af korstegnelsen og det indviede vand? Ar på ar på ar. Vi, de døbte, er ikke andet. Ar. Stakkels nyfødte barn, om end det måtte være en gammel sjæl steget op af Lethe. Med dåbens ar møder vi det levede livs ar. Guds skrift, som den enfoldige måske eller måske ikke udlægger dem som. De af den til enhver tid herskende ideologis tilføjede og langsomt helende sår efter piskes flettede snerter og tjørnekroner. Herre, jeg vil drikke mig fuld i din torturs kalke. Tro mig, jeg vil være alkoholikernes alkoholiker til tidens ende. Harmagedonerne, hvad end det måtte betyde. Verdenernes undergang. Bemærk: Alt er i flertal. Det er mit lille digts pointe. Død over imperierne.

En dæmon blandt dæmonernes uendelige ordener udbryder pludselig: ”Legion, legemerne er klogere end sjælene.”

Jeg, et jeg blandt alle jegerne, nikker og supplerer: ”Efterårene er klogere end forårene.”

Menneskeslægtens kosmiske legeme

Menneskeslægtens kosmiske legeme

Man må have et janushoved for at kunne skue menneskeslægtens kosmiske legeme af de levende, de døde og de endnu ikke fødte. En dag, da jeg vendte ryggen til spejlet, opdagede jeg mit andet ansigt.

Mester, hvordan bør man skrive?

De store fisk æder de små

I drømme opsøgte jeg som så ofte før mesteren.

Jeg spurgte ham om, hvordan man bør skrive. Han svarede, at det vidste han ikke. Jeg vedblev med at spørge. Jeg var tæt på at græde, hvilket mesteren efterhånden også blev. Skriften anfægter os. Som om den blev tatoveret på vores hud. Til sidst viste mesteren mig et indrammet fotografi, som han har hængende i tvelyset i sit lille arbejdsværelse i evigheden.

Et røntgenbillede af et ordsprog - det om, at de store fisk æder de små - fra længe inden Röntgen gjorde sin opdagelse. Skrevet i vand og sten. En gådefuld blanding af øjeblik og evighed. Midt mellem Heraklit og Parmenides.

Sådan ville jeg gerne kunne skrive, sagde mesteren.

Kamæleonen, floden og bjergene

Kamæleonen, floden og bjergene

Aforisten taler i aforismer. Hvad andet kunne man forvente, havde jeg nær sagt. Det er tilsyneladende umuligt for aforisten at udlægge sine egne aforismer. Beder man om en forklaring, fremsiger han blot endnu en aforisme. Og så er man lige vidt, for ikke at sige endnu værre stillet end før, for nu har man ikke alene en, men to gådefulde aforismer at tyde. Derfor har jeg trods mine ringe kundskaber ud i fortolkningens kunst påtaget mig at være aforistens fortolker. Jeg ser mig selv som den lille hollandske dreng, som på vej til skole stak fingeren i diget, som var sprunget læk. Mit mål er i første omgang ikke at lære nyt, men at begrænse kaos. Så længe jeg taler, tier aforisten.

Aforisten sagde:

Tiden er en hård dommer for alle andre end den menneskelige kamæleon. En ny tid, en ny farve.

Jeg tror, at aforisten med den menneskelige kamæleon refererer til den fantastiske genskrivning af den bibelske skabelsesmyte i renæssancens ånd i begyndelsen af Pico della Mirandolas lille bog ”Om menneskets værdighed”. Ellers tror jeg, at udbruddet handler om, at aforisten synes, at det er svært at skrive noget af varig betydning. Verden synes at være i evig bevægelse. Den faste overbevisning, man havde for nogle år siden, har udviklingen for længst dementeret. Den fremstår som en anakronisme. Den kan endda have noget ufrivilligt komisk over sig som en nærliggende fortids tøjmode og frisure. Hvad gør man så, hvis man vil tale eller skrive autentisk? Enten må man blive en evig opportunist som den ovenfor nævnte menneskelige kamæleon. En ny tid, en ny farve. Med gårsdagens positioner glemt den næste dag (det er blot svært, fordi de er tilgængelige som skrift). Eller også må man søge tilbage til den enkle, men gådefulde måde at udtrykke sig på, som nogle af filosofferne og profeterne i aksetiden benyttede sig af, f.eks. Heraklit fra Efesos. De bedste af hans aforismer citeres hver eneste dag verden over her 2.500 år efter. Og de, som hører dem for første gang, forundres i samme grad som tidligere generationer over deres dybsindighed. Heraklit taler med andre ord ikke til en tid, men til alle tider.

Aforisten sagde:

Verden er en verden af verdener. Han lever på tærsklerne mellem universer under fødsel og universer under død.

Jeg tror ikke, at udsagnet er møntet på ham, men jeg kommer igen til at tænke på Heraklit. Det var hans opfattelse – i hvert fald ifølge traditionen – at hans medmennesker levede i et univers under evig forandring. Men jeg tror ikke, at han opfattede sig selv som tilhørende det. Han spillede terninger med børn i Artemistemplet i Efesos i stedet for at deltage i byens politiske liv. Og da han for alvor blev træt af menneskene, søgte han op i bjergene. En ting, som kendetegner bjergenes perspektiv, er, at tiden synes at blive ophævet, at man synes at komme tættere på det evige. Man kan se over store afstande. Man kan eksempelvis se to byer samtidig, som det ellers tager flere dages fodrejse at komme fra og til. Floden, som snor sig som en blå tråd i dalene, synes at være uforanderlig. Man kan ikke mere se vandet strømme eller de små bølger og skummet på overfladen. Man kan ikke se det lille menneske, som stiger ned i floden, og dermed heller ikke den forvandling, han påstås at have undergået den næste gang, han stiger ned i floden. Man er kommet på en sådan afstand af livet og verden, at universets ellers tilsyneladende evindelige forandring synes at være standset, eller at tiden synes at være gået i stå.

På den måde kommer Heraklit til at være en slags foregangsmand for så umiddelbart forskellige skikkelser som Edgar Allan Poe, Nietzsche, Kafka og de mytiske skikkelser den vandrende jøde og den flyvende hollænder, hvis personlige tid er ophævet. De levede og lever på tærsklerne mellem universer under fødsel og universer under død.

Note: Jeg tænker her på den Edgar Allan Poe, som skrev landskabsfortællingerne, En nedfart i malstrømmen, Arnheims rige og Landors hytte.

En nedfart i malstrømmen kan på en måde karakteriseres som en førsokratisk fortælling, som illustrerer Demokrits og Heraklits ideer. Malstrømmen som blotlægger universets tomme rum, hvor atomerne ellers normalt forestilles at befinde sig. Fiskeren som stiger ned i floden som en mand i sin bedste alder, men stiger op, stærkt ældet og svækket.

Arnheims rige og Landors hytte, som beskriver paradisiske steder, hvor tiden synes at være gået i stå.

Og jeg tænker på den Nietzsche, som på grund af sygdom også vandrede i bjergene og i samme ofte svært forståelige aforismer som Heraklit talte imod en uforanderlig verden, som Parmenides og senere Platon forestillede sig den.

Og endelig tænker jeg på den Kafka, som på grund af tuberkulose blev tvunget i eksil fra det menneskelige fællesskab, den Kafka som skrev aforismerne i de blå oktavhæfter og de til tider desperate udbrud i dagbøgerne. Stormløbet mod den allersidste jordiske grænse. Et forgæves forsøg på at transcendere tiden og rummet før dødens komme.