Menneskeslægtens kosmiske legeme

Menneskeslægtens kosmiske legeme

Man må have et janushoved for at kunne skue menneskeslægtens kosmiske legeme af de levende, de døde og de endnu ikke fødte. En dag, da jeg vendte ryggen til spejlet, opdagede jeg mit andet ansigt.

Mester, hvordan bør man skrive?

De store fisk æder de små

I drømme opsøgte jeg som så ofte før mesteren.

Jeg spurgte ham om, hvordan man bør skrive. Han svarede, at det vidste han ikke. Jeg vedblev med at spørge. Jeg var tæt på at græde, hvilket mesteren efterhånden også blev. Skriften anfægter os. Som om den blev tatoveret på vores hud. Til sidst viste mesteren mig et indrammet fotografi, som han har hængende i tvelyset i sit lille arbejdsværelse i evigheden.

Et røntgenbillede af et ordsprog - det om, at de store fisk æder de små - fra længe inden Röntgen gjorde sin opdagelse. Skrevet i vand og sten. En gådefuld blanding af øjeblik og evighed. Midt mellem Heraklit og Parmenides.

Sådan ville jeg gerne kunne skrive, sagde mesteren.

Kamæleonen, floden og bjergene

Kamæleonen, floden og bjergene

Aforisten taler i aforismer. Hvad andet kunne man forvente, havde jeg nær sagt. Det er tilsyneladende umuligt for aforisten at udlægge sine egne aforismer. Beder man om en forklaring, fremsiger han blot endnu en aforisme. Og så er man lige vidt, for ikke at sige endnu værre stillet end før, for nu har man ikke alene en, men to gådefulde aforismer at tyde. Derfor har jeg trods mine ringe kundskaber ud i fortolkningens kunst påtaget mig at være aforistens fortolker. Jeg ser mig selv som den lille hollandske dreng, som på vej til skole stak fingeren i diget, som var sprunget læk. Mit mål er i første omgang ikke at lære nyt, men at begrænse kaos. Så længe jeg taler, tier aforisten.

Aforisten sagde:

Tiden er en hård dommer for alle andre end den menneskelige kamæleon. En ny tid, en ny farve.

Jeg tror, at aforisten med den menneskelige kamæleon refererer til den fantastiske genskrivning af den bibelske skabelsesmyte i renæssancens ånd i begyndelsen af Pico della Mirandolas lille bog ”Om menneskets værdighed”. Ellers tror jeg, at udbruddet handler om, at aforisten synes, at det er svært at skrive noget af varig betydning. Verden synes at være i evig bevægelse. Den faste overbevisning, man havde for nogle år siden, har udviklingen for længst dementeret. Den fremstår som en anakronisme. Den kan endda have noget ufrivilligt komisk over sig som en nærliggende fortids tøjmode og frisure. Hvad gør man så, hvis man vil tale eller skrive autentisk? Enten må man blive en evig opportunist som den ovenfor nævnte menneskelige kamæleon. En ny tid, en ny farve. Med gårsdagens positioner glemt den næste dag (det er blot svært, fordi de er tilgængelige som skrift). Eller også må man søge tilbage til den enkle, men gådefulde måde at udtrykke sig på, som nogle af filosofferne og profeterne i aksetiden benyttede sig af, f.eks. Heraklit fra Efesos. De bedste af hans aforismer citeres hver eneste dag verden over her 2.500 år efter. Og de, som hører dem for første gang, forundres i samme grad som tidligere generationer over deres dybsindighed. Heraklit taler med andre ord ikke til en tid, men til alle tider.

Aforisten sagde:

Verden er en verden af verdener. Han lever på tærsklerne mellem universer under fødsel og universer under død.

Jeg tror ikke, at udsagnet er møntet på ham, men jeg kommer igen til at tænke på Heraklit. Det var hans opfattelse – i hvert fald ifølge traditionen – at hans medmennesker levede i et univers under evig forandring. Men jeg tror ikke, at han opfattede sig selv som tilhørende det. Han spillede terninger med børn i Artemistemplet i Efesos i stedet for at deltage i byens politiske liv. Og da han for alvor blev træt af menneskene, søgte han op i bjergene. En ting, som kendetegner bjergenes perspektiv, er, at tiden synes at blive ophævet, at man synes at komme tættere på det evige. Man kan se over store afstande. Man kan eksempelvis se to byer samtidig, som det ellers tager flere dages fodrejse at komme fra og til. Floden, som snor sig som en blå tråd i dalene, synes at være uforanderlig. Man kan ikke mere se vandet strømme eller de små bølger og skummet på overfladen. Man kan ikke se det lille menneske, som stiger ned i floden, og dermed heller ikke den forvandling, han påstås at have undergået den næste gang, han stiger ned i floden. Man er kommet på en sådan afstand af livet og verden, at universets ellers tilsyneladende evindelige forandring synes at være standset, eller at tiden synes at være gået i stå.

På den måde kommer Heraklit til at være en slags foregangsmand for så umiddelbart forskellige skikkelser som Edgar Allan Poe, Nietzsche, Kafka og de mytiske skikkelser den vandrende jøde og den flyvende hollænder, hvis personlige tid er ophævet. De levede og lever på tærsklerne mellem universer under fødsel og universer under død.

Note: Jeg tænker her på den Edgar Allan Poe, som skrev landskabsfortællingerne, En nedfart i malstrømmen, Arnheims rige og Landors hytte.

En nedfart i malstrømmen kan på en måde karakteriseres som en førsokratisk fortælling, som illustrerer Demokrits og Heraklits ideer. Malstrømmen som blotlægger universets tomme rum, hvor atomerne ellers normalt forestilles at befinde sig. Fiskeren som stiger ned i floden som en mand i sin bedste alder, men stiger op, stærkt ældet og svækket.

Arnheims rige og Landors hytte, som beskriver paradisiske steder, hvor tiden synes at være gået i stå.

Og jeg tænker på den Nietzsche, som på grund af sygdom også vandrede i bjergene og i samme ofte svært forståelige aforismer som Heraklit talte imod en uforanderlig verden, som Parmenides og senere Platon forestillede sig den.

Og endelig tænker jeg på den Kafka, som på grund af tuberkulose blev tvunget i eksil fra det menneskelige fællesskab, den Kafka som skrev aforismerne i de blå oktavhæfter og de til tider desperate udbrud i dagbøgerne. Stormløbet mod den allersidste jordiske grænse. Et forgæves forsøg på at transcendere tiden og rummet før dødens komme.

Morgenrødetorden

Morgenrødetorden

Morgenrødetorden. 

Dryppende hyldeblomster.

Sneglenes korstog.

Note: I går vågnede jeg ved, at det tordnede. Himlen var imidlertid ikke overskyet og mørk, som man umiddelbart ville have forventet det. Solen var på vej op med de orange og rødlige nuancer, den har, når den befinder sig nær horisonten. Da jeg senere cyklede på arbejde, var det holdt op med at regne. Det dryppede imidlertid stadigvæk fra træerne i det skovparti, jeg kom igennem, bl.a. fra hyldetræerne, som netop nu blomstrer. Jeg kørte zigzag mellem virvaret af snegle på cykelstien. Vinbjergsnegle. Røde og brune skovsnegle. Nogle var kørt over af tidligere cyklister. Det kan næppe undgås. Det lignede på en måde en slagmark med sammenkrøbne og uformelige menneskeskikkelser, sårede, døende, eller allerede døde.

Morgenrøde bruges om kulturens genfødsel. Torden opfattedes tidligere som Guds værk. Indtil for nylig var menneskene optaget af at forstå Guds vilje. Der var en nær forbindelse mellem den himmelske og jordiske sfære. Krige blev ført i Guds navn. Det enkelte menneske ønskede at leve i overensstemmelse med Guds plan. Men set fra et distanceret perspektiv synes det jordiske niveau hjemsøgt af forvirring. Der synes at være et misforhold mellem sfærerne. Jeg har i hvert fald ofte svært ved at finde meningen med tilværelsen. Hvor tordenvejr for mine forfædre var tegn på Guds nærvær, er det for mig snarere tegn på hans fravær.

I den konkrete natur er der imidlertid stadigvæk en sammenhæng mellem det himmelske og jordiske niveau. Regnen, som lokker sneglene frem. Sneglene, som er dybt afhængige af vand, havdyr som de oprindelig var. Træerne repræsenterer på en måde en formidlende og beskyttende tredje sfære, som forlænger regnvejret og holder på fugtigheden. Om ikke andet angiver hyldeblomsterne årstiden.

Sort forår. Floras mørke tvillingesøster

En erfaren sygeplejerske fortalte mig engang, at foråret er den sværeste tid for den ældre del af befolkningen. Lysets tilbagekomst og vegetationens spiring og blomstring kan virke voldsom på et menneske med fysisk og psykisk svækkelse. Det følgende brudstykke af en samtale, som jeg overhørte for nylig, blev imidlertid ført mellem to yngre mennesker. Jeg havde svært ved at følge A.s talestrøm. Det har derfor været nødvendigt at rekonstruere en del af ordene og sætningerne, hvilket muligvis forvansker den oprindelige mening. Hvem er det egentlig, der taler? Hvad er det egentlig, der siges? Jeg føler ofte, at vi, de efterladte, står med en samling fragmenter, som det ikke er muligt at samle til et forståeligt hele.

Floras mørke tvillingesøster

A.: ”Flora må have en mørk tvillingesøster, hvorfor skulle den efterladte ellers hvert forår drømme, at kastanjetræets blomster, når de springer ud, er sorte som skyggen i det hul, urnen med den elskedes aske blev sænket ned i mellem buksbomhække og perlestensstier? Hun går gennem det årstidsløse univers, som vinteren endte med at fortone sig til, denne sørgeklædte antitese til den italiske gudinde, idet hun bærer på et satanisk overflødighedshorn, som minder om en af industrialiseringens evigt rygende skorstene, og som bevirker, at hun efterlader sig tæpper af glødende helvedesblomster, for hvert skridt hun tager. End ikke storbyens menneskeskabte krystal klynge formår at holde hende ude. Fandens mælkebøtte skyder op af sårlignende revner i asfalten, og inden man får set sig om, står den i frø. Faldskærme, som bærer på frø af arvesynden, talrige som himlens stjerner, spredes for alle vinde. Finder uden mål og med vejen ad hvilken. Truer i sidste ende med at besmitte universets første have.

Vinteren har trods alt mådehold. De tilbageholdte farver. Den afklædte naturs karakter af skrift, jegets forsvarsmur mod noche oscura og terra incognita, to begreber, samme indhold, evigt voksende, trods vores pothos. Snekrystallerne, som ligner kyske blomster fra ideverdenen. De trives bedst i kulde ligesom forstandens tankekonstruktioner.

Men hvad kan meningen med Floras kaos være andet end helvedets kolonisation af de jordiske regioner? Ja, selv evigheden og dermed den efterladtes eventuelle genforening med den elskede synes at være truet. Der vokser skvalderkål rundt om himlens tomme tronstol.”

B.: ”Nej, nu må du holde op. Foråret er et ubetvivleligt gode.”

A. (forundret): ”Har du ikke hørt om de hedenske samfund, som ofrede al førstegrøde til krigsguden Mars? At foråret i vores affortryllede tid er højsæson for selvmord, er et ekko af ver sacrum.

De udvalgte bliver ikke ofret ved barbariske ritualer. Vi lader dem med lukkede døre og bortvendte rygge forstå at de er blevet overflødige. De på deres side laver ingen scener, pakker de gode minder og går bort med sænkede hoveder, endnu menneskelige, samfundets selvmyrdede. For den efterladte er syrenernes blomstring derfor ensbetydende med den elskedes migration til de mørklagte områder af menneskeslægtens kosmiske legeme.

Floras mørke tvillingesøster kommer til den efterladte i forårsnatten, bevidst om sin egen skønhed som Venus Kallipygos, men af ibenholt og med forvoksede ravnevinger. Hun sætter sig overskrævs på ham som en succubus. De stive fjer og bløde dun lukker sig om ham som et kistelåg. Sammen drømmer de om det sorte forår.”