Fatum og fortuna

Fatum og fortuna. Skæbnen og tilfældet.

De døde synger salmer:

”Forglem os ej, for vi har også levet, elsket og leet, så vores smilehuller blottedes ...”

Det var en tidlig aften på Père Lachaise Kirkegård efter lukketid – haven lukker, så vidt jeg ved, kl. 18.00. Ahasverus og Vanderdecken gik ad de brobelagte stier fordybet i samtale. Af og til standsede de ved et af gravstederne som for at tage det i nærmere øjesyn. Det var imidlertid alene samtalen, som forårsagede disse ophold på deres gåtur rundt på kirkegården. Deres øjne så tilsyneladende intet, optaget som deres hjerner var af at finde på nye argumenter og eksempler i deres indbyrdes diskussion.

”Det er da ikke naturlovene, som genererer den fortælling, som et menneskes liv kan siges at udgøres af,” sagde Ahasverus. ”Naturlovene sætter grænser for fortællingerne – mennesket kan eksempelvis ikke flyve ved egen kraft – men de genererer dem ikke.”

”Nej, men det gør mennesket selv,” sagde Vanderdecken.

”Det er ikke sandt,” sagde Ahasverus. ”Det enkelte menneske har eksempelvis ikke indflydelse på, at det fly, som det befinder sig på, om lidt vil forulykke. Jeg læste for nogle år siden om et nygift par, som ved begyndelsen af deres bryllupsrejse kom for sent til den flyafgang, de havde købt billetter til. Flyet forulykkede. Alle ombordværende døde. Parret fortsatte deres bryllupsrejse, nu ved hjælp af land- og søgående transportmidler, idet de af forståelige grunde undgik at flyve. Overalt, hvor de kom frem, vakte de opsigt på grund af deres eksalterede optræden og pludselige stemningsskift. Øjeblikke af ubeskrivelig lykkefølelse vekslede med øjeblikke af dyb eftertanke og en for omgivelserne uforståelig skyldfølelse over for de omkomne fra flyulykken.

”Hvordan kan vi tillade os at være glade, når de er døde?” spurgte de sig selv igen og igen.

Flyulykke. Overlevende og skyldfølelse.

En uge levede det nygifte par i denne tvivlsomme og sammensatte ekstase over, at de som ved et mirakel var undsluppet døden. Derpå omkom de i en togulykke. Det var, som om det var meningen, at de skulle dø, kunne den gennemsnitlige læser af de næsten enslydende notitser om det nygifte pars tragiske død i alverdens aviser ikke undgå andet end at tænke. Den første ulykke kunne tolkes som en tilfældighed. Den næste ikke. De romerske stoikere skelnede mellem fatum og fortuna. Fortuna er tilfældet. Det lunefulde tilfælde. Fatum er skæbnen. Den ufravigelige skæbne. Man kan sige, at det, at det nygifte par i første omgang undgik at omkomme i flyulykken, var et udtryk for, at fortuna for en kort stund overtrumfede fatum, som når månens skive dækker solens under en solformørkelse. At de alligevel kort tid efter omkom i en togulykke, var et udtryk for, at det normale styrkeforhold mellem fatum og fortuna genetableredes, som når solen under en solformørkelse igen begynder at træde frem fra månens silhouet for til sidst at genvinde sin altdominerende status på himlen. Man kan også sige, at livstråden slog en sidste ironisk løkke, inden den for altid slap op. Men det er i og for sig underordnet, hvilket navn man giver den fortælling, det enkelte menneske synes at være underlagt og ikke at have nogen indflydelse på. Der er et mønster, vil jeg hævde. Et mønster, som den enkelte ikke nødvendigvis selv er i stand til at tyde. Kongen, som er låst ude af sit slot, beskriver ved sin forgæves søgen rundt om søen den nøgle, han har tabt. Han ved det blot ikke selv. Det kræver et vist bevinget perspektiv at kunne se det. Det nygifte par tydede aldrig deres livs emblematiske figur. Det er måske et privilegium alene forbeholdt den vise olding på sit dødsleje at ane enhjørningen, babelstårnet eller malstrømmen.”

”Skæbnen er blot summen af alle menneskers handlinger,” sagde Vanderdecken. ”Men antallet af de menneskelige handlinger og de afledte effekter er så mange og så forgrenede, at det endnu ikke er muligt for os mennesker at analysere dem, og derfor slår vi det hele sammen og kalder det for skæbnen. Vi burde være klogere end vores forfædre.”

”Så hvis alle mennesker holdt op med at handle, ville der ingen fortællinger være?” spurgte Ahasverus.

”Ja,” sagde Vanderdecken.

”Men det er ikke sandt,” sagde Ahasverus. ”Tilbage ville være en lang venten på døden. Det er også en fortælling, måske den allermest grundlæggende fortælling som findes, hvortil de små fortællinger, mennesket selv tror at skabe, kun er påklistret.”

”Du er en gammel mand, Ahasverus,” sagde Vanderdecken. ”Med din skæbne er det måske forståeligt, at du kan mene således, men vi andre ...”

”I burde tænke ligeledes,” afbrød Ahasverus ham. ”Mit liv adskiller sig ikke grundlæggende fra jeres. Det er blot elongeret.”

”Det er utåleligt, sådan som du bliver ved med at fremture,” sagde Vanderdecken.

Til trods for dette vredesudbrud både åbnede og holdt Vanderdecken en af kirkegårdens porte for sin mere erfarne rejsekammerat. Landjordens og havenes evige vandringsmænd fortsatte deres diskussion, idet de forsvandt ud i Paris’ gulligt oplyste gader. Bag dem smækkede porten til de døde og deres salmesang i.

”Forglem os ej, for vi har også levet, elsket og leet, så vores smilehuller blottedes ...”

Den strandede hval

1.

Den strandede hval ligger offentligt til skue. Mennesker står spredt i mindre grupper i en kreds om den. Jeg forestiller mig, hvad Caspar David Friedrich kunne have fået ud af motivet, med den evne han havde til at få sine symbolladede kosmiske landskaber til at klinge af tidligere verdners i dag næsten glemte betydninger.

Mennesker samlet om en strandet hval i andagt – som om de var en gudfrygtig menighed, som deltog i en gådefuld begravelsesceremoni under åben himmel for denne kæmpe skabning, deres fjerne slægtning fra havet, profeten Jonas’ undersøiske fængsel eller livmoder nummer to i tre dage og tre nætter, inden han blev genfødt som halvt menneske, halvt hval, som en apokryf version af myten vil det.

Men det er alt sammen noget, jeg forestiller mig. Virkeligheden er en helt anden. Stemningen på stranden er snarere munter end andagtsfuld. En far siger til sin søn:

”Det er en ung hval. Den forstod ikke at navigere. Der vil altid være nogle iblandt os, som ikke magter at blive voksne.”

Den sidste sætning messer faderen og jeg i kor. Eller er det alene mig, som udtaler ordene? Endda med en ondskabsfuldt parodierende stemme, som faderen sandsynligvis ville have taget anstød af, hvis han ikke han havde haft hele sin opmærksomhed rettet mod hvalen. Lægger jeg i virkeligheden ordene i faderens mund, fordi min tekst som alle andre tekster har brug for en antagonist og den pluralisme, som antagonisten skaber med sin modsigelse af protagonisten?

2.

Han opfatter livet som en række af transitioner. Fødsel. Dåb. Konfirmation. Ægteskab. Faderskab. Alderdom. Og død, ikke som enden, men som den sidste synlige transition set fra det menneskelige, eller det jordiske perspektiv om man vil, hvilket gør ham til mystiker i en materialistisk tidsalder.

Men det er, som om et eller andet er gået galt i hans tilfælde. Hvor hans jævnaldrende har passeret, eller for at bruge hans eget foretrukne ord, transcenderet flere af de nævnte transitioner og nu befinder sig i et ubestemmeligt sted i manddommen mellem faderskab og alderdom eller faderskab og død, er det, som om han stadigvæk befinder sig i dåbens øjeblik. Dog har præsten og resten af de tilstedeværende forladt kirken, og døbefonten synes at strække sig helt ud til horisonten, som befandt han sig i et af verdenshavene.

Måske undrer nogen sig over, at han anvender ordet transcendere, men det er nu engang hans grundlæggende oplevelse, at de enkelte livsafsnit udgøres af autonome og separerede verdner, som det for den enkelte kan være uendeligt svært at finde overgangen eller passagen imellem, selvom det for majoriteten af menneskeheden tilsyneladende kan virke, som om overgangen foregår automatisk. Lad tiden gå, vil de fleste måske sige. Så vil overgangen fra det ene livsafsnit til det andet ske helt af sig selv. Men det frivilligt eller ufrivilligt aborterede foster fandt eksempelvis aldrig indgangen til livet. Og mytologiske skikkelser som Ahasverus, Vanderdecken og soldaten fra det russiske eventyr om soldaten, som fangede Døden i en sæk, fandt aldrig udgangen af livet. For ikke at tale om de myrdede, hvis mord er forblevet uopklarede. Folketroen vil, at de i skikkelse af spøgelser stadig færdes iblandt os levende, i håb om at de kan lede en af os til at opklare den forbrydelse, de har været udsat for, således at sejladsen over floden eller faldet gennem tunnelen med en fredelig eksistens i det hinsides som endemål bliver mulig. Og dermed er kun yderpunkterne i rækken af transitioner nævnt. Der er også den ensomme, som til sin store sorg aldrig fandt en livsledsagerske. Eller manden, som godt nok er gift, men som samtidig er ufrivilligt barnløs. For de to må henholdsvis ægteskabet og faderskabet forekomme som en uopnåelig anden verden.

Men tilbage til denne ikke nærmede definerede han, som er emnet for tekstens andet afsnit. Det er, som om han aldrig har forladt dåbens hav, som om han aldrig fandt en kyst for et oprejst liv. Han lever som en skibbruden. Træder vande. Han ængstes konstant for at regrediere, for at synke til bunds, for at hans legeme på vej ned i dybet skal svulme op til enorme dimensioner og at hans arme skal forvandle sig til luffer og hans ben forsvinde, for at han, når månen endelig engang med sin tyngde blotlægger havbunden og dermed bereder ham vejen til det forjættede land, som i grunden ikke betyder andet for ham end samvær med de mennesker, han i tidernes morgen mistede kontakten til, ikke mere deler udseende med menneskene, men er blevet en fremmed for dem. Langt borte skimter han kysten. Mennesker i form af små, tynde silhouetter går langs stranden, parate til at stimle sammen hvis der skulle ske noget uventet. At komme anstigende i denne kolossale forklædning, tænker han sørgmodigt. Der vil altid være nogle iblandt os, som ikke magter at blive voksne.

Vinteren er silhouetternes tid

Vinteren er silhouetternes tid. De nøgne træers forgrenede kroner mod himlens aftagende hvid den sidste lyse time en decemberdag. De vægelsindede krageflokke. Den enkelte fugls mangfoldige figurationer. Minder mig om typografien i en samling digtfragmenter fra mørkets dal, jeg engang fandt i et antikvariat. Det er, som om alt levende først må undergå et legemligt forfald, før det kan blive til fortælling. Først efter løvfaldet afdækkes naturens bogstaver. Jeg følger efter den aldrende digter ind i alfabetskoven.

Fingeren

Det var i familien en udbredt opfattelse, at det måtte være efter en fjern forfader, som ikke var kendt for det gode, at han havde arvet den ejendommelige finger, som skæbnen ville sad på den ene af hans to hænder, da han kom ud af sin moders liv. Generation efter generation måtte fingeren have sovet i slægten, for netop i hans ud fra evighedens synspunkt korte liv at vågne og rejse sig fra lejet, udhvilet og fuld af virkelyst efter de mange hundrede års genetiske søvn i menneskekroppenes indre mørke. I ly af de mere ordinære fingre, som ville den skjule sin egenartethed for omverdenen, voksede den frem på hans hånd. I længden kunne den dog ikke holde de andre fingres middelmådige selskab ud og begyndte at gå sine egne veje.

Til at begynde med havde man i familien antaget, at der var tale om en pilfinger, eller rettere, en finger på en pilfinger, og at fingeren i lighed med fingrene på alle andre pilfingre med tiden ville lade sig tæmme. Sådan kom det til familiens store fortrydelse imidlertid ikke til at gå. Tværtimod kom der, som fingerens ejermand voksede op, noget næsten autoritært anklagende over fingeren, som havde den siddet på den offentlige anklagers hånd, der teatralsk med nævningerne og tilhørerne i retssalen som publikum peger på den tiltalte, dog med den afgørende forskel, at fingerens anklager i modsætning til den offentlige anklagers i de fleste iagttageres øjne som oftest forekom ubegrundede.

For hver dag, der gik, tiltog fingeren sig mere og mere magt over sin noget flegmatiske ejermand, som blot lod til at følge med, som for eksempel når fingeren smækkede med døren til hjemmets fire vægge for de næste mange timer at kløve den stillestående luft i byens gader og pladser. Ve den, som kom i vejen, fuld af blå mærker fra fingeren som vedkommende risikerede at blive. Som en jagthund er i stand til at finde den døende fugl, hvis bue henover novemberhimlen jægeren netop har sat en brat stopper for, var fingeren i stand til at finde alle denne verdens fejl og mangler, hvor godt de end forsøgtes skjult. Fingeren var både en civilisationskritiker og en jagthund af format.

De mennesker, som endnu ikke havde stiftet bekendtskab med fingerens evner, kunne ganske vist finde på at udbryde, at der ikke kunne sættes en finger på noget i den bedste af alle verdener, især ikke der, hvor de selv havde haft en finger med i spillet. Den filosofiske anskuelse delte fingerens ejermand, eller rettere sagt, fingeren ikke. I stedet for at lade sig stikke i jorden lod fingeren, uden hensyntagen til de samfundsstøtter den på et givet tidspunkt eventuelt måtte befinde sig iblandt, sig sætte på alle den moderne samfundsordens ømme punkter. Den pegede på de tomme børneværelser med de efterladte dukker, som de ældste børn så hurtigt og så troløst havde opgivet at være forældre for. Den pegede på det yngste barn, som før havde sovet med foldede hænder, men som nu sov med knyttede næver til sin moders angst. Den pegede op på månen over huset med dens støvede ørkenlandskaber af størknet magma, der som en parasittvilling, indtil solen forvandler sig til en rød kæmpe og sluger alle solsystemets planeter, vil cirkle om den jordiske verden og minde os om, at naturen bestandigt undfanger og føder, men at fosteret både kan være vanskabt og dødfødt. Den pegede på moderen, som efter giftermålet og børnene var kommet til verden i selvopofrelse gemte sin glorie i bunden af en skuffe og således tilsyneladende lod den blive anløben og rusten for mange år senere ved livets slutning nedbrudt på sjæl og legeme en aften alene i huset at genfinde den uberørt af tidens tand udsendende et skærende lys, så hun måtte se bort for ikke at blive blændet. Den pegede på den aldrig afdækkede massegrav efter folkemordet på englene og på lederne af oprørsstyrken for oplysning og en og kun en verden, som aldrig blev stillet for en krigsforbryderdomstol og dømt for deres forbrydelser mod engelheden. Den pegede på det jordiske slot, som aldrig åbnede sig for indtrængeren, og på det himmelske slot, som stod i brand, når solen gik ned, men lad os ikke i større detalje dvæle ved fingerens civilisationskritik, som i og for sig ikke var videre original, men nøjes med at sige, at den endeløse kritik gjorde fingeren og dens ejermand til et upopulært par. Ingen steder var de velkomne mere.

Fingerens ejermand begyndte at blive hjemme. Han isolerede sig. Han lænkede fingeren til en jernkugle, som man gjorde det med straffefangerne i gamle dage, så fingeren ikke mere kunne slæbe af sted med ham. Ja, på sorte dage overvejede han endda at skære fingeren af, men opgav det hver gang af frygt for, at det ville være ham og ikke fingeren, som livsgnisten ville forlade, mens fingeren efter et kort besøg på skadestuen igen ville kunne genoptage sine angreb på den omgivende verdens ufuldkommenhed – nu helt uden den inerti, fingerens ejermand trods alt forårsagede.

En dag kom imidlertid en bleg mand, trods dørene var lukkede, ind i stuen til fingerens ejermand. Han havde sårmærker, som om han uden held var blevet forsøgt henrettet ved korsfæstelse. Fingerens ejermand så med ærefrygt på sårmærkerne, og der opstod en højtidelig stemning i stuen, som når man eksempelvis på en rejse i et fremmed land uventet i folkemængden af de lige så overraskede indfødte overværer en solformørkelse, og det bliver mørkt midt på dagen, hundene begynder at hyle som deres fælles forfader, ulven, idet de for et kort øjeblik genopdager den urangst, som de i deres trygge liv som menneskets bedste ven ellers havde glemt.

”Ræk din finger frem og stik den i mine sår,” sagde den blege mand.

Det lod fingeren sig ikke sige to gange. Den sprængte lænken og lod sig stikke i den blege mands sår. Fingeren passede til såret som hånd i handske. Det var, som når en mand efter en livslang søgen efter den elskede endelig finder hende og med sit lem penetrerer hendes kønsåbning den allerførste gang. Såret begyndte at bløde, og tårerne trillede ned ad den blege mands kinder.

”Man siger, at tiden læger alle sår,” sagde den blege mand, idet han fremstammede ordene i en næsten euforisk tilstand, ”men hvis man vil leve, bør man så netop ikke sørge for, at sårene ikke lukker sig, men holdes åbne? Din finger er nødvendig for verden. Den er som skabt for mine sår. Den dag, mine sår holder op med at bløde og omdannes til arvæv, mister saltet sin kraft.”

Indsmurt i den blege mands blod gik fingeren mere rank og oprejst end nogensinde før ud i verden opsat på at sætte sit anklagende fingeraftryk på dens ufuldkommenhed, fordærvelse og mørke sider. Som en i lygtepælenes skær og på husmurene flygtende skikkelses flaksende skygge halsede fingerens ejermand efter.

Kritik af den hegelske fremskridtstanke

To sjæle, samme tanke. Kritik af fremskridtstanken

”Alvisdommen har kunnet indrette verden således at individet når sin bestemmelse, i hvilken situation og tid det end er. Dersom en kultur var nødvendig til det eller overhovedet havde en sand værdi, hvor uretfærdigt ville da ikke de forberedende århundreder være behandlet, der da kun tjente som trin for den lyksaliggjorte slægt der står øverst oppe og siger: hvor har vi bragt det herligt vidt.”

Arthur Schopenhauer, 1810.

”Jeg har ingen tro på, at mennesket kan fuldkommengøres. Jeg tror ikke, menneskelig anstrengelse vil have nogen målelig virkning på menneskeheden. mennesket er nok mere aktivt nu, men det er ikke mere lykkeligt og heller ikke klogere, end det var for 6000 år siden. Resultatet vil altid være det samme – og hvis man tror, det vil blive anderledes, så tror man jo dermed, at det tidligere menneske har levet forgæves – at den svundne tid blot er et rudiment af fremtiden – at de myriader af mennesker, der er døde, ikke har stået på lige fod med os selv – og at vi heller ikke gør det med vores eftertid.”

Edgar Allan Poe, 1844.

Det er nøjagtig den samme tanke, som med et lidt forskelligt ordvalg formuleres i de to citater. Fremskridtstanken afvises ud fra forestillingen om menneskets værdighed. Tilværelsen må som udgangspunkt, uafhængig af hvornår det enkelte menneske er født i historien, give lige meget mening.

Man skulle næsten tro, at Edgar Allan Poe (1809 – 1849) havde læst, om end ikke overstående citat af Arthur Schopenhauer (1788 – 1860), så dog en fremstilling af Schopenhauers filosofi, hvor den samme tanke bliver udtrykt.

I min optik er det i hvert fald overvejende sandsynligt, at Poe ligesom hans samtidige landsmand Herman Melville (1819 – 1891) har truffet bekendtskab med Schopenhauers filosofi og ladet sig påvirke af den. At Poe betragter musikken som den højeste kunstart, kunne eksempelvis også tyde på det.

Det schopenhauerske centralsymbol

Poe, Melville og den senere Franz Kafka (1883 – 1924), som også var påvirket af Schopenhauers filosofi, har i øvrigt det tilfælles, at det centrale symbol i mindst et af deres respektive værker (En nedfart i malstrømmen, Moby Dick og Slottet) har det, jeg vil kalde et schopenhauersk centralsymbol, dvs. et centralsymbol, som fremstiller universets grundlæggende kræfter som irrationelle. Tilværelsen er behersket af en blind vilje, som det – trods den menneskelige fornuft – er menneskets lod at bukke under for.

Den negative verdensfortolkning som en frisættelse af kunstnerisk skaberkraft   

Man kan – som mange i øvrigt har gjort det – hævde, at det er et alt for pessimistisk livssyn, men samtidig kan man ikke andet end anerkende, at Schopenhauer med sin filosofi har skabt et rum for en negativ verdensfortolkning, som har virket frisættende på mange kunstneres skaberkraft, hvilket har resulteret i nogle af de største kunstværker i menneskehedens historie.