Den jordiske filosofi

Hen imod livets afslutning blev den jordiske filosof syg og svagelig. Hans hud blev mørk og plettet, hans øjne matte, hans negle hornagtige og skarpe, så de kom til at minde om en tornebusks torne, og hans vejrtrækning langtrukken og pibende som en trækvind i en underjordisk hule. Ja, det forekom ligefrem hans unge discipel, den senere himmelske filosof, at der udgik en lugt af jord og mug fra hans gamle lærer og mester, hans et og alt. Tydeligst var lugten når den unge discipel om morgenen åbnede døren og trådte indenfor i den jordiske filosofs soveværelse for at vække den gamle mand og klæde ham på. Ligegyldigt hvor meget disciplen end luftede ud, ville lugten af gravkammer ikke forlade den jordiske filosofs soveværelse. I et forsøg på at standse det tiltagende forfald og bringe livet tilbage i den jordiske filosof vaskede den unge discipel hver dag den gamle mand grundigt, gik lange ture med ham, for at vinden skulle gennemblæse ham, og sad og talte med ham foran ilden i kaminen til langt ud på natten (ifølge traditionen tolkes dette som et udtryk for den unge discipels, den senere himmelske filosofs, bevidste eller ubevidste plan om at modvirke det jordiske forfald med jordens komplementære elementer: vand, luft og ild). Lige meget hjalp det. Det var, som om den jordiske filosof var ved at gå i forrådnelse ligesom de nedfaldne frugter, blade og kviste i skovbunden, som den unge discipel kom forbi på sine lange gåture sammen med den gamle mand. Kort forinden sin død sagde den jordiske filosof til sin unge discipel helt i modstrid med den lære, han indtil da havde prædiket:

”Der er ingen himmel. Den himmelske verden er kun et spejlbillede af den jordiske. Den udgøres af de samme træer, de samme tårne, de samme krager cirklende om tårnene, de samme skurke på de forgrenede veje mellem tårnene, blot er de alle vendt på hovedet set med vores jordiske øjne.

Der er kun jord, jord og atter jord. For hver mundfuld luft, vi indånder, bliver rummet af luft mellem de to verdner mindre. Dødsstunden oprinder, når de to verdners trætoppe mødes.

Træerne vokser ikke ind i himlen. Nej, de vokser bort fra jorden op mod deres spejlinger i den himmelske flade, den jordiske verdens afslutning, for at de til sidst, de jordiske træer og deres himmelske spejlinger, opsluges af hinanden og tilintetgøres for altid.

Således går det også for os mennesker. Den dobbeltgænger, som man ifølge den folkelige overlevering møder kort før sin død, er i virkeligheden ens egen spejling i den himmelske flade. Af jord er vi kommet, til intet skal vi blive, når vores jordiske jeg forenes med vores himmelske jeg, vores jordiske jegs spejling i den himmelske flade.”

Måske talte den jordiske filosof i vildelse? Eller måske var han tværtimod ved sine fulde fem, men talte for første gang i sit liv sandt? Under alle omstændigheder efterlod han, da han kort tid efter døde, den unge discipel til at leve med en gammel mands viden i en ung mands krop. En torn i kødet, om man vil.

Teaterbarnet

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom et barn ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Til at begynde med troede jeg, at det var et barn som alle andre, jeg havde foran mig. Men snart efter opdagede jeg, at der i virkeligheden var tale om to børn, som så at sige var til stede i et og samme barn, i et og samme nu. Det var, som om barnet havde den samme egenskab som et fikserbillede. Nogle gange, når jeg så på det, så jeg et barn med mørkblondt hår og et melankolsk temperament. Andre gange så jeg et barn med ildrødt hår og et sangvinsk temperament. Hvis man forestillede sig, at det var muligt at lave en skala over graden af det at være siamesiske tvillinger, da repræsenterede barnet det sidste – hypotetiske, men teoretisk set mulige – stadie, inden de siamesiske tvillinger bliver til ét individ.

Efter at min første overraskelse havde lagt sig, begyndte det døde barn på sin fortælling. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad det fortalte mig den aften.

Det indespærrede barn

Et barn blev af sine forældre holdt indespærret i det, som barnet med tiden kom til at opfatte som det indre af et teater. Hver aften sad barnet som en blandt mange andre tilskuere i en prægtig teatersal og overværede den forestilling, som teatret netop for tiden havde på plakaten, og hvori forældrene, som tilsyneladende var ansat som skuespillere ved teatret – andet gav for barnet at se ikke mening – ofte medvirkede. Når forestillingen var spillet til ende, skuespillerne havde modtaget tilskuernes applaus, og tilskuerne var brudt op og havde efterladt barnet alene tilbage, klædte det sig af og lagde sig til at sove i en seng, der af forældrene var opstillet til det i en mørk krog af teatersalen.

Tiden gik. Barnet voksede op. Dets hår ændrede farve fra at være lysblond til at være mellemblond og fra at være mellemblond til at være mørkblond, til barnets store sorg, men som det ikke desto mindre var almindeligt blandt skuespillernes børn på teatret. Barnet blev bekendt med mange skuespil. Men da der tilsyneladende kun var skrevet et endeligt antal skuespil og ikke blev skrevet nye af tilstrækkelig høj kvalitet til, at teatrets ledelse ønskede at opføre dem, var mange af skuespillene blot gentagelser af tidligere opførte skuespil, og da barnet endvidere aldrig selv fik lov til at spille med, da det af forældrene og teatrets ledelse – denne på en gang usynlige, men allestedsnærværende ledelse – tilsyneladende ikke blev anset for at have talent for skuespil, tændtes i barnet en uudslukkelig længsel efter et andet slags liv. Hvad dette andet liv gik ud på, og hvordan det kunne realiseres, kunne barnet som udgangspunkt af gode grunde ikke have nogen forestilling om, da det kun kendte til livet som tilskuer i teatersalen.

Universernes kamp

Da barnet fyldte femten år, fik det imidlertid den ejendommelige tanke, at der eksisterede en verden uden for teatret, at teatret lå ud til en plads, som blot var en lille del af en storby med huse, gader, parker og så videre.

Det var for barnet en stor glæde at befolke denne nyopdagede verden i dets indre med biler, busser, cyklister, fodgængere og hunde, som fodgængerne gik tur med, og tit sad barnet på sin plads blandt tilskuerne i teatersalen i færd med dette i stedet for at følge med i skuespillet på scenen, hvilket forårsagede, at det ikke lo, når de andre tilskuere lo, og lo, når der ikke var noget at le ad på scenen, men noget at le ad i tankerne, hvilket i høj grad generede de omkringsiddende tilskuere.

Da barnet adspurgt af forældrene om årsagen til dets ejendommelige opførsel fortalte om den forestilling om en verden hinsides teatret, det havde fået, afviste de den imidlertid som ren spekulation med en voldsomhed, som kom bag på barnet. Ja, det kom til en hel lille scene, hvor forældrene løb rundt om barnet udfoldende deres næsten uudtømmelige repertoire af skabagtige mimiker og fagter. Teatret var, forsøgte forældrene indtrængende at overbevise barnet om, den eneste virkelighed, der eksisterede, og det var deres pligt som forældre at fastholde barnet på denne virkelighed.

Til at begynde med – måske fordi barnet havde oprigtig svært ved at forestille sig teatret frit svævende i det tomme rum – tog barnet til genmæle mod sine forældre. Undervejs i den ophedede diskussion kom forældrene uden at have ondt i sinde til at fremstille sig selv som rationelle væsner, barnet som et irrationelt væsen, og dets forestilling om en verden uden for teatret som fantasi eller ønsketænkning, som sandsynligvis var opstået på grund af barnets manglende talent for skuespil. Barnet kunne da ikke undgå andet end at få den tanke, at dets manglende talent for skuespil var årsag til en stor sorg for forældrene. Men hvis det vitterlig forholdt sig således, var det så i grunden ikke dybt uretfærdigt? Burde barnets manglende talent for skuespil ikke tværtimod have været årsag til forældrenes store glæde? Familien havde en hund, som på grund af hundeslægtens laverestående natur var ude i stand til at foregive og spille skuespil, og denne hund elskede forældrene ubetinget, modsat deres skuespillerkollegaer, som de ofte talte ondt om, når de var alene. Kærlighed og skuespil var tilsyneladende hinandens modsætninger. Hvad angik kærlighed, var hunden for barnet et uopnåeligt forbillede. Barnet følte, at det på sin plads blandt tilskuerne i teatersalen befandt sig i en mørk dal mellem to lyksalighedens bjergtinder: hundekurven og teaterscenen, kærligheden og skuespillet.

Hvorom alting er, så lykkedes det i første omgang for forældrene at få fredsommeliggjort barnet, som grundlæggende var et artigt og et en anelse uselvstændigt barn, i dets gryende oprør mod den herskende verdensorden, så det var i grunden – selv for barnet selv – en anelse uklart, hvad der i sidste ende alligevel fik barnet til at kaste de usynlige lænker, som lænkede det til dets sæde i teatersalen, forældrene og hunden, af sig, og fik det til at begive sig ud på sit livs opdagelsesrejse.

Himmelbarnet

Måske spillede det ind, at barnet flere gange blandt de øvrige tilskuere havde bemærket et barn med ildrødt hår i et himmelblåt jakkesæt, hvorpå små, lysende planeter, stjerner og galakser var fastgjort. Det fremmede barn var af omtrent samme alder, højde og udseende som barnet selv, når man så bort fra det fremmede barns ildrøde hår og det blå jakkesæt med lysende planeter, stjerner og galakser, som det altid var iført. Det var, som om det rødhårede barn var et spejlbillede af det mørkblonde barn, blot forvrængede det tænkte spejl, som var det en tryllekunstners rekvisit, det mørkblonde barns spejlbillede, så dets hår fremstod ildrødt. Barnet omtalte i tankerne det fremmede barn med det ildrøde hår som himmelbarnet, og sig selv som teaterbarnet. Måske ville teaterbarnet en dag blive venner med himmelbarnet, tænkte teaterbarnet. Måske ville teaterbarnet en dag møde himmelbarnet i den verden, som teaterbarnet forestillede sig lå uden for teatret? Og måske ville de da, teaterbarnet og himmelbarnet, i et kærligt favntag forenes og gendannes til det kosmologiske menneske, det sol-, jord-, eller måneafkom, som de i tidernes morgen før den smertelige adskillelse oprindeligt havde udgjort?

Himmelbarnet kom ofte til premiererne, og når det satte sig eller rejste sig fra sit sæde en, to, eller tre stolerækker foran teaterbarnet, var det, som om det forsøgte at fange teaterbarnets opmærksomhed med sit blik, og når det lykkedes, betragtede det teaterbarnet med et så indtrængende blik, at teaterbarnet til sidst måtte se rødmende bort. Teaterbarnet forstod ikke at tyde himmelbarnets gådefulde blik. En ting stod imidlertid lysende klart: Der var en ærlighed i himmelbarnets øjne, som ikke var i forældrenes flakkende skuespillerøjne, altid i færd med at afsøge omgivelserne for medlevende og bifaldende publikum som de var.

En aften, da forestillingen var ovre, fandt teaterbarnet et rødt og skinnende æble, som himmelbarnet havde efterladt på sit sæde, til trods for at det var strengt forbudt at medbringe mad og drikke i teatret. Teaterbarnet betragtede længe det i dets øjne vidunderlige æble, og da det endelig tog mod til sig og tog en bid af æblet, fyldtes dets mund med en friskhed og sødme, som forplantede sig til alle dele af kroppen, at teaterbarnet sluttede, at æblet måtte have groet på et træ, som voksede i en have i en anden verden under en himmel med planeter, stjerner og galakser.

Og måske var det disse begivenheder – himmelbarnets besøg i teatret, dets indtrængende blik og det vidunderlige æble som et indicium på en verden uden for teatret – som i sidste ende vækkede den opdagelsesrejsendes målrettede handlekraft hos teaterbarnet og fik det til det til at afsøge teatrets yderste grænser for om muligt at finde en udgang.

Rejsen til verdens ende

En aften, da forestillingen var spillet til ende, og tilskuerne var brudt op og havde efterladt teaterbarnet alene tilbage, klædte det sig som sædvanlig af og lagde sig til at sove i den seng, der af forældrene var opstillet til det i en mørk krog af teatersalen. Men da det efter et stykke tid kunne høre, at resten af teatret var gået til ro og der var blevet helt stille i teatret, stod det op, klædte sig på og forlod teatersalen. Et øjeblik stod teaterbarnet rådvild i korridoren, som det var kommet ud i. Det havde mærkværdigvis aldrig spekuleret over, hvor tilskuerne gik hen, når forestillingerne var ovre. Det havde ureflekteret antaget, at de fortrak til andre dele af teatret, hvor de opholdt sig mellem forestillingerne. Men i hvilken retning skulle det selv vælge at gå?

Det var næsten helt mørkt i korridoren. Et sted et stykke bort i korridoren lå imidlertid en genstand og lyste på gulvet. Teaterbarnet løb derhen og samlede den op. Det var en lille stjerne. Teaterbarnet genkendte den som en af de stjerner, som sad på himmelbarnets himmelblå jakkesæt. Lidt længere henne lå endnu en genstand og skinnede i mørket. Teaterbarnet løb derhen og samlede den op. Det var en lille rød planet med ringe omkring sig. Og sådan fortsatte der med at ligge små lysende planeter, stjerner og galakser med jævne mellemrum. Det var, som om himmelbarnet på denne måde ønskede at vise vej ud af teatret for teaterbarnet. Uden denne hjælp var teaterbarnet sandsynligvis faret vild i de mørke labyrintiske gange.

På et tidspunkt hørtes langt borte en hunds klagende hyl. Det lød så sorgfuldt. Det var, som om hunden – selvom det i grunden ikke lod sig afgøre, om det var forældrenes hund eller en vildtfremmed hund – ikke alene udtrykte sin egen sorg og smerte, men også forældrenes. Da var teaterbarnet lige ved at vende om, men det kunne ikke, det kunne ikke mere udholde livet som tilskuer i teatersalen. Efter at have gået i en rum tid – hvor længe er ikke godt at vide, det var, som om tiden gik langsommere og langsommere, for hver skridt teaterbarnet tog – kom det endelig ud til teatrets vestibule.

”For den blaserte teatergænger, som jævnligt overværer teatrets forestillinger,” tænkte teaterbarnet, ”er der sandsynligvis intet usædvanligt ved denne vestibule, men for mig er det et fortryllet sted, en magisk tærskel mellem teatret og det, som overskrider teatret, det, som ligger hinsides den verden, jeg hidtil har kendt. Det er Ultima Thule, den kendte verdens yderste provins. Det er den sidste vinding på babyloniernes tårn, ifald arbejdet på det havde fået lov at blive gjort færdigt. Det er den sidste jordiske grænse.”

Teaterbarnet gik hen til indgangsdøren. Et øjeblik stod det og tøvede. Så åbnede det døren og trådte forsigtigt ud ...

Ja, ud i hvad? Hvad var der mon uden for teatret?

Var det, som teaterbarnets forældre havde sagt, det tomme rum, intetheden, det rene ingenting? Eller lå der, som teaterbarnet selv forestillede sig, en plads som en del af en storby med huse, gader, parker og så videre?

Det viste sig heldigvis, at der uden for indgangsdøren, nøjagtig som teaterbarnet havde forestillet sig det i sine tanker, lå en plads. Så man bort fra gadebelysningen, lå den, da det var nat, hen i mørke. Teaterbarnet lukkede døren efter sig og gik ud og stillede sig mellem de to irrede bronzestatuer af to skuespilforfattere, der var opstillet på afsatsen af den flade trappe, som førte op til teatrets indgang, som var de gnostiske demiurger eller kartesianske onde dæmoner, der vogtede over den illusoriske verden bag teatrets mure, som de med deres ord havde skabt. Teaterbarnet så med klare øjne op på dem, helt uden bitterhed, selv om de på en måde havde gjort det så forfærdeligt ondt ved aldrig at have skrevet en rolle til det, det havde magtet at spille. Der var, følte barnet, så meget andet spændende at se på nu, i stedet for at grunde over årsagerne til ens uforløste liv.

Der var trods det sene tidspunkt en livlig trafik på pladsen. Biler, busser, cyklister, fodgængere og hunde, som fodgængerne gik tur med. Teaterbarnet kunne med det samme se, at det var en helt anden slags mennesker end dem, som befolkede teatret. Det var ikke mennesker, som foregav og spillede skuespil. Sagde de godaften til en, som allerede nogle stykker havde gjort det til teaterbarnet, var det noget, de mente, og ikke en blot replik i et manuskript skrevet af skuespilforfatter, som ikke lod til at føle noget for sine figurer. Det var mennesker, som lod til at være tro mod deres indre. Der var tilsyneladende ingen forskel på deres ydre og indre. Ja, det forekom teaterbarnet, at man kunne se lige igennem dem, som om de var røntgenstråle hologrammer, eller som om de var Möbiusbånd, hvis indre og ydre kan siges at udgøres af en og samme flade. Det stod, som om man var den almægtige Gud, enhver frit for at ransage en næstes hjerte og nyrer, og det virkede til at begynde med meget tillokkende på teaterbarnet, om end det også havde den bivirkning, at det gav menneskene i verdenen uden for teatret et noget spøgelsesagtigt udseende.

Det var imidlertid en lille skikkelse, på den anden side af pladsen, som tiltrak teaterbarnets opmærksomhed. Den løftede hånden, som om den hilste på teaterbarnet og ønskede, at det skulle komme nærmere – teaterbarnet havde, i samme øjeblik den lille skikkelse havde løftet hånden og hilst, uvilkårligt løftet sin egen hånd og hilst igen, ja, det var i grunden uklart, hvem af de to der havde taget initiativet til alt dette vinkeri. Forsigtigt begyndte teaterbarnet at gå over pladsen hen imod skikkelsen. Idet teaterbarnet begyndte at gå, begyndte den lille skikkelse på den anden side af pladsen også at gå hen imod teaterbarnet. Da teaterbarnet var kommet helt hen til den lille skikkelse – det skete nøjagtig midt på pladsen – under fuldmånen, som netop i dette øjeblik hvid som en afpillet hovedskal og med smerteligt tydelige kratere og have kom til syne i et cirkelrund åbning i skydækket – opdagede det, at det var ingen anden end himmelbarnet med det ildrøde hår i det himmelblå jakkesæt med planeter, stjerner og galakser, som stod foran det.

Den himmelske forening

”Endelig tog du dig sammen,” sagde himmelbarnet til teaterbarnet i et let bebrejdende tonefald. ”Du skulle bare vide, hvor længe jeg har stået og ventet på dig herude. Du skulle bare vide alt det, jeg har gjort for at vinde dig over på min side. Når jeg kom til forestillingerne i teatret, var det alene for din skyld, for ligesom alle andre himmelmennesker interesserer jeg mig ikke det mindste for skuespil. Jeg forsøgte med alle midler at få din opmærksomhed, dog uden at vække teatrets skuespillere, instruktører og andet personales mistanke – havde de opdaget min mission, var jeg blevet smidt ud og forment adgang for altid. Jeg ville have dig til at bryde ud af teatret, så du kunne se det udefra. Der er et gammel ord blandt os himmelmennesker, som siger: Man kender ikke et hus, før man har set den både indefra og udefra. Det gælder naturligvis også, når huset som i dit tilfælde er et teater. Prøv at se.”

De to børn vendte sig om mod teatret.

”Hvor er teatret lille, set herfra hvor vi står,” udbrød teaterbarnet forbavset. ”Set indefra forekom det at være så stort. Ja, min mor og far ville have mig til at tro, at det udgjorde hele verden. Tænk, hvis de kunne se, hvad jeg ser nu.”

”Tror du, at du vil komme til at savne teatret i det nye liv, som du står over for at skulle begynde nu?” spurgte himmelbarnet.

”Nej,” sagde teaterbarnet. ”Det er ikke rart at leve i et teater, når man som mig ikke har talent for skuespil.”

En tåre trillede ned ad teaterbarnets kind. Himmelbarnet bemærkede det og blev også bevæget. De to børn omfavnede hinanden, og da skete der noget forunderligt, som teaterbarnet næppe trods sin veludviklede fantasi havde kunnet forudse fra sin plads blandt tilskuerne i teatersalen: Dér, hvor teaterbarnet i omfavnelsen berørte himmelbarnet, syntes det selv at gå i opløsning og forsvinde i den blå luft – på samme måde som et menneske, som er sprunget over bord fra et skib, synes at forenes med og opsluges af sit spejlbillede i overfladen af det dyb, det har til hensigt at drukne sig selv i – indtil der ikke mere var noget at se. Forældrene sørgede resten af livet over deres tab.

Den røde tråd

Den røde tråd blev i mit tilfælde til en gordisk knude.

Fiskeren og grænsen for mørket

En fisker og hans familie var hårdt ramt af ulykke. Fiskerens båd var sprunget læk, og der var ild i hans og hans kones hus. Til trods for det blev familien ved med at leve, som om intet var hændt. Fiskeren tog ud for at fiske i den synkende båd, konen passede det brændende hus, og børnene gik i skole og fik sedler med hjem om, at de havde ild i en vis legemsdel.

En ung teologistuderende, der som en art adspredelse fra sit arbejde på en større opgave om de enkelte bestanddele i den for ham ejendommelige psyke, det af Gud og Satan prøvede menneske Job var i besiddelse af, var på rejse op langs den kyst, hvor den ulykkesramte fiskerfamilie boede, lod sig i en sådan grad anfægte af, at han uforvarende var kommet til at overvære, at fiskeren anløb i sin synkende båd og efterfølgende blev modtaget med åbne arme af konen og børnene i det brændende hus, at han indlogerede sig på det nærtliggende sømandshjem for at iagttage og gøre notater om den ulykkesramte fiskerfamilies daglige udfordringer i større detalje, og en morgen en uges tid efter, da fiskeren iført olietøj og sydvest og med en dampende pibe i munden var på vej fra sit brændende hjem ned til sin synkende båd, sprang den teologistuderende frem fra sit skjul bag en busk, hvorfra han indtil da med en kikkert, som oprindeligt havde været beregnet til at iagttage egnens rige fugleliv med, havde foretaget sine observationer, og standsede fiskeren og spurgte ham om, hvordan han dog i himlens navn var i stand til at holde sit og sin families miserable liv ud.

Da sagde fiskeren efter en kort betænkningstid med en usædvanlig mild og melodisk stemme:

”Det er allerede flere år siden, at en styrtsø slog en læk i min båd, som ikke kunne repareres, og et lyn slog ned i mit og min kones hus og antændte en brand, som ikke kunne slukkes. Først troede jeg, at båden ville synke, og at jeg ville drukne, og at min kone og mine børn ville brænde inde, og at vores hus ville brænde ned. Det skete imidlertid ikke. Herren kan pine og plage menneskenes børn, men han er ikke hjerteløs. Som der står skrevet i den hellige skrift: Herren satte en grænse for mørket. Mit og min families liv er bestemt ikke let, bestandigt i fare for henholdsvis at drukne og brænde ihjel som vi er. Men når dagen er omme, og jeg lægger mig på knæ for min skaber for at bede min aftenbøn, hvad kan jeg, ulykkelige skabning eller tilsyneladende ulykkelige skabning, andet end at konstatere, at jeg endnu ikke er druknet, og at min kone og mine børn endnu ikke er brændt ihjel? At være ved at drukne, men netop ikke drukne, at være ved at brænde ihjel, men netop ikke brænde ihjel, det er tilsyneladende vores skæbne.

Men tilbage til dit spørgsmål om, hvordan jeg er i stand til at holde mit og min families i dine øjne miserable liv ud. Jeg kan ikke sige andet end at ved at lade som ingenting. Det lyder måske ejendommeligt for en, som ikke har prøvet det på sin egen krop, men der er dage, hvor jeg og min kone og mine børn ikke skænker lækken i båden og ilden i huset en tanke. Jeg vil gå så langt som til at sige, at vi da er lige så lykkelige som enhver anden familie, hvis ikke mere. Når vi er i det humør, kan vi endda finde på at spøge med vores ulykke. Jeg kan som for et imaginært publikum på jorden eller i himlen foregive, at jeg øser vand ud af min båd, og min kone er en sand mester til at parodiere en desperat mor, som forsøger at slukke ilden på det yngste barns værelse. Det er imidlertid alt sammen spil for galleriet, for inderst inde ved vi begge, at det nytter lige så lidt som at forsøge at slukke helvedets flammer eller gøre en ende på Tantalos, Sisyfos og Ixions lidelser.

Så for at konkludere: Til at begynde med, i dagene efter den guddommelige storm havde fejet hen over egnen og havde afsat sine martrende aftryk på mennesker, dyr og landskab, var vores liv næsten uudholdeligt, men som tiden gik, og vi så, at lækken i båden og ilden i huset ikke ændrede vores liv nævneværdigt, lærte vi at affinde os med vores skæbne: At leve med ulykken blev en vane.”

Efter disse ord nikkede fiskeren kort til afsked og fortsatte videre ad vejen ned til sin synkende båd. Den teologistuderende tog hjem til sit studerekammer og begyndte forfra på sin opgave, som fik titlen Grænsen for mørket.

Model af verden som en mangfoldighed af verdner

Relationer mellem verdnerne

Koinos kosmos er lig med kenoma.

Idios kosmos er en delmængde af pleroma.

Den ene person er i verden. Den anden person er af verden. Den førstnævntes private verden står i modsætning til den fælles verden, men er en del af en transcendent verden, som den fælles verden er indlejret i. Den sidstnævntes private verden er en del af den fælles verden. Der er sammenfald mellem personens funktion og eksistens.

Teori om guddommelig invasion

Fuldstændig passivitet og gøren sig lille indtil det usynlige medfører, at pleroma gennembryder kenoma, at det guddommelige invaderer ens hele eksistens.

Tilnærmet selvudslettelse gør ens nære jordiske omgivelser konkav, hvilket medfører, at den himmelske verden, som den jordiske verden er indlejret i, bliver tilsvarende konveks for til sidst at invadere ens nære jordiske omgivelser på samme måde, som en dråbe, der samler sig på en utæt vandhane, til sidst må give slip og lade sig falde.

Stormløb mod den sidste jordiske grænse ved hjælp af apati

Havde Columbus opgivet sin rejse, ville indianerne have opsøgt ham i hans studerekammer og udråbt det til en indiansk koloni. Paulus’ bestandige fokus på sin egen magtesløshed. Englen kom til Paulus og befriede ham fra hans fangenskab, netop ikke på grund af hans magt, men på grund af hans afmagt. At opgive hele ens personlige eksistens er således det bedste råd, man kan give den opdagelsesrejsende. Det sætter det forjættede land i bevægelse mod den Babelsskakt, man har gravet ved at trække sig ind i sig selv. Sneglen forsvinder ind i ens indre labyrint. Jeghuset står tomt. Nu venter spirets mange vindinger blot på, at det guddommelige som en eremitkrebs flytter ind.

Synkrone drømme skaber falske verdner

Hvis to mennesker drømmer den samme drøm, holder den op med at være en illusion. Den slags synkrone drømme er imidlertid meget sjældne. Måske var det sådan, verden oprindelige blev til? Mand og kvinde drømte den samme drøm. Endnu ikke modløse mennesker kalder det for kærlighed. Derfor mener de, at kærligheden er verdens princip. De modløse mener derimod, at manden og kvinden er som vingeløse larver, og at de først, når kærligheden forliser og den falske eller faldne verden, som deres kærlighed har skabt, bryder sammen, som englesommerfugle fri af puppen kan flyve op mod lyset og dommen.