Fordele ved at være et træ frem for et menneske

Fordele ved at være et træ frem for et menneske: et længere liv, ingen hjerne, ingen mund, ingen ben, ingen kønsorganer, sammenfald mellem eksistens og funktion, mellem vej og mål, ingen uopfyldte indre krav, ingen bristede forhåbninger, ingen permanent meningskrise, ingen mor, ingen far, ikke vidne til deres død, ingen sorg over ikke at kunne skabe en familie selv, større tilpasningsevne til årstiderne, mere vertikalitet, mindre horisontalitet, rod i jorden, krone i himlen, at være en del af foråret i stedet for kun at være et vidne til det, efteråret kun et forbigående fænomen, det slår ikke rod i en, et gammelt egetræs blade er som et ungt egetræs, konstans.

Den tredje skabelsesmyte

Der var oprindeligt ikke to, men tre skabelsesmyter. Da redaktørerne efter mange forgæves forsøg imidlertid ikke på meningsfuld måde kunne integrere den tredje skabelsesmyte med de to andre, valgte de at udelade den fra den hellige skrift. Den nu glemte fortælling menes at have haft følgende tilsyneladende simple ordlyd:

Et barn faldt i en brønd. Da det viste sig at være en uoverstigelig opgave for barnets forældre at redde barnet op af brønden, skabte Gud et nyt barn til dem fuldkommen identisk med det oprindelige. Han forseglede derpå brønden.

Alle eller næsten alle var nu lykkelige: Gud over sin hittepåsomhed og skaberkraft. Forældrene, simple og hjertensgode mennesker som de var, over at have fået det, som de troede var deres oprindelige barn, tilbage. Det oprindelige barn, trods dets indespærring i den forseglede brønd, over dets nyvundne engleagtige vished om Guds eksistens og fremtidige liv i evig lovprisning af det højeste væsen og dets skaberværk. Kun det stedfortrædende barn var ikke lykkeligt. Holdt i uvidenhed om de sande omstændigheder om dets egen oprindelse levede det resten af sit liv med en fornemmelse af kun at være sig selv, når det var en anden, og af at selv de smukkeste landskaber, som det i dets resultatløse flakken omkring i et håb om at finde en mening med dets egen eksistens kom igennem, havde karakter af de mørke og fugtige vægge i en forseglet brønd.

Gul måne

Hvor var månen gul, da den stod op over byens tage her til aften. Det var, som om der var udbrudt en måneomspændende brand deroppe. Jeg tænkte på min far og mor, kongen og dronningen af månen, og på slottet Stjerneborg, som tilsyneladende stod i flammer. Det er aldrig rart at overvære, når der går ild i barndommens klode. Jeg ser frem til vinterens blå måner.

Sproget i graven

Når jeg om sommeren bliver brun, kommer ar til syne i mit ansigt og på mine hænder som hvide hvaler i et lerfarvet hav set højt oppe fra, ar, som hver især har deres egenartede historie som artefakterne i et fjernt beliggende lands kulturhistoriske museum, som ingen rejsende næppe orker at stifte nærmere bekendtskab med, og jeg overvejer, hvordan mine omgivelser kan forvente, at jeg skal kunne glemme, når min krop ikke kan det? Min krop, som jeg her nødvendigvis må fremstille, som var den en for mig fremmed skikkelse, i et for mig fremmed kvarter, som jeg af uransagelige grunde har besluttet mig for at følge efter, hvilket den måske også er.

Ensomhed er som at være levende begravet. Man befinder sig i mørket inden i en kiste. Børn og unge mennesker danser i solskinnet i parken langt over en. Man lytter med tilbageholdt åndedræt til deres fodtrin og fornøjede udbrud, som forplanter sig ned gennem jordlagene. Men måske findes børnene og de unge mennesker slet ikke, måske er jordens overflade kun en tankekonstruktion, som den, som er levende begravet, og generationerne af dem, som var levende begravede før denne, har skabt som en art afmægtigt svar på indespærringen og mørket? Måske findes kun graven og sproget i graven, som forbinder en med dem, som er døde, og dem, som endnu ikke er døde?

Ens frelse må da bestå i at begynde at tale ud i mørket, idet man omhyggeligt udvælger sig de ord og sproglige vendinger, som gør, at ens røst fremstår som et kor af røster. Udtaler jeg ordet ensomhed, er jeg ikke mere ensom, fordi jeg nu indgår i et fællesskab med alle de ensomme, som engang før mig har udtalt ordet.

Jeg har set et menneske dø. Da det holdt op med at trække vejret, glattedes dets hud sig ud og lagde sig tæt om kraniet. Sjælen sidder i rynkerne.

René Magritte – humor som en pæl i kødet

Hvis René Magritte ikke havde haft glimtet i øjet, ikke havde haft jesterens attitude – med narrens hat erstattet af en bowler – ville hans status i verdenskunsten have været dramatisk anderledes. Sortér de dårlige vittigheder blandt hans billeder fra og ignorér de resterende billeders bevidst vildledende titler, og han fremstår som en af de allerstørste kunstnere nogensinde: en filosoffernes maler, en innovator af den religiøse ikonografi i den moderne og postmoderne tid.

Tag eksempelvis hans billede La grande famille. Et simpelt vejrskifte – regnen stilner af, himlen klarer op – får i hans vision karakter af et universelt billede på forsoning mellem himmel og jord, som både alluderer til Syndfloden og Bebudelsen.

Humor som en pæl i kødet. Humor som en forhindring for erkendelse og anerkendelse. Victor Borge sagde, at smilet er den korteste afstand mellem to mennesker – smilet forstået som reaktion på humor. Det er sandt. Men samtidig er smilet desværre også den længste afstand mellem mennesket og sandheden.