Lille credo i april

Mit hjerte er en fremmed klode. Hvor astronomen ser Saturn med dens ringe og måner, når han sætter kikkerten for øjet, ser jeg en kæmpe bordeauxrød pulserende muskel, som holder hele universets kæmpe legeme i live – ikke fordi jeg lider af storhedsvanvid, men fordi jeg ikke evner at skelne mellem det nære og det fjerne, mellem mikrokosmos og makrokosmos, på samme måde som et ældre ægtepar, som ikke ved, hvor den ene ender og den anden begynder: Alt det, som spirede i ét eneste lykkeligt forår for en menneskealder siden, er nu vokset sammen, ligesom sølvbryllupshaven.

For mig er det at skrive at holde døden borte. Min skrifts stigende og faldende kurver minder om et elektrokardiogram. Den dag arkene forbliver blanke, er jeg her ikke mere. Hvor andre stiller træskoene, lægger jeg blyanten.

To fortællinger om arv

1.

Jeg drømte, at jeg var en blandt mange arvinger til et stort og gammelt hus. Jeg så mine slægtninge ankomme i store flokke. De var store og tykke på den selvtilfredse måde, som man kun ser bedsteborgere være det på gamle, gulnede fotografier.

Jeg opholdt mig på loftet, som var fyldt med reoler, med gamle og støvede bøger, og opmagasinerede møbler og vaser af forskellige størrelse og udformning.

Jeg traf på en slægtning i mørket. Han sagde goddag og ville give mig hånden. Jeg afslog det med den begrundelse, at jeg havde tilsmudset min hånd ved at hive en bog ud fra en af reolerne og åbne den, hvilket vistnok var korrekt.

En anden slægtning, som optrådte nervøst og eksalteret, var meget optaget af, at jeg ikke begyndte på at udvælge mig ting blandt tingene på loftet og lægge dem til side, før alle arvingerne var til stede. Måske troede han, at jeg allerede var begyndt på det på grund af min tilsmudsede hånd, som efterhånden tiltrak sig den samme opmærksomhed i mørket som blodet på en mordmistænkts tøj. Ja, jeg var vist allerede dømt skyldig af ham ved hans indre domstol, hvor han både agerede anklager og dommer. Forsvaret var afskaffet ved den rettergang. Derpå gik han nedenunder for at konferere med de andre arvinger.

Nu skulle slagsmålet om, hvordan tingene skulle fordeles mellem arvingerne, til at begynde. Der var sikkert, selv om jeg ikke havde blik for det, mange værdifulde genstande på loftet. Især møblerne og vaserne fangede min interesse. For hver gang jeg så på dem, blev materialerne, de var lavet af, mere og mere ædle, så jeg til sidst måtte se bort for ikke at blive blændet. Men jeg havde ikke lyst til at arve nogen af de gamle ting. Den fortællingens aura, den enkelte genstand var omgivet af, begrænsede sig til at høre hjemme i en nu tabt tid. Den enkelte genstand var som et gammelt menneske, der er opsat på at fortælle historier fra sin barndom og ungdom, men med sin milde megalomani ikke indser, at fortællingerne ikke har nogen relevans for nutidens børn og unge. Tiden går, men menneskene og de ting, som omgiver dem, går ikke med. Glemslens vande stiger og tager dem med ned i sit dyb. Som druknende kan man godt undre sig over de ganske få udvalgte mennesker og ting, som undgår denne skæbne. De flyder ovenpå og skyller i land på evighedens kyst. Hvad er det for en egenskab, de har, som vi andre ikke har? Jeg tror, at det må være en evne til at række ud over sig selv, både på godt og ondt. Nærmere kan jeg ikke komme det.

Men tilbage til drømmen: Tingene skulle fordeles mellem arvingerne, men jeg havde ikke lyst til at arve nogen som helst af dem. På den anden side var jeg bange for, at mit arveafkald ville blive tolket som udtryk for en svag karakter af mine slægtninge, som udtryk for en manglende vilje til at kæmpe for min ret. Det ville jeg for alt i verden undgå. Jeg ville kæmpe som en løve mod de andre arvinger, blot ikke om arven. Fast besluttet på dette paradoksale forehavende knyttede jeg hænderne med henblik på den forestående kamp.

Et sted på loftet fik jeg øje på nogle fotografier af mig selv som dreng. Jeg virkede så tynd og spinkel, som om jeg var blevet forsømt af mine forældre, hvilket jeg ikke kunne få til at stemme med mine erindringer. Således hensunket i tanker om den sande karakter af min barndom sluttede drømmen omkring mig.

2.

Jeg var i en slem knibe: Til min store overraskelse viste det sig nemlig, at mine forældres hus, som var det eneste, mine forældre havde efterladt sig ved deres død, og som nu var blevet sat til salg af bobestyreren, for at den store gæld og de mange ubetalte regninger, som der blev ved med at komme rykkere for, kunne betales, hvilket havde den sørgelige konsekvens, at min arv kun ville komme til at beløbe sig til et ubetydelig pengebeløb, var beliggende i et tivoli, og som om det ikke var nok, endvidere ingen ydervægge havde, så det stod helt åbent for uvedkommende færdsel og ophold.

Da jeg en aften tog ud for at bese ejendommen, fandt jeg således for mig helt fremmede opstemte mennesker gående rundt på ejendommens grund og endda også inde i selve huset. Eksempelvis sad nogle unge mænd og drak øl om det bord, hvor jeg sammen med min far og mor havde spist aftensmad i min barndom. Jeg ville forklare dem sagens rette sammenhæng: at de opholdt sig på en privat grund, for at få dem til at fortrække, men i det samme øjeblik greb en usoigneret vagabond med sin store opsvulmede hånd med fingre med sorte negle om min hånd og holdt mig tilbage for at fortælle mig sit livs lidelseshistorie. Det ville jeg naturligvis ikke høre tale om, da jeg mente, at hans lidelseshistorie umuligt kunne være større end min egen, og jeg ville derfor vriste mig fri af hans greb, hvilket tilsyneladende også lod til at lykkes for mig. Dog helt at slippe af med vagabonden lykkedes det tilsyneladende alligevel ikke for mig. En følelse af, at han på afstand fulgte efter mig og overvågede min gøren og laden, ville ikke helt slippe mig. Oven i alt andet havde jeg fået en art snavset dobbeltgænger, som forsøgte at overgå mig i hjemløshed og ulykke.

Jeg henvendte mig nu til en mand i en af de opstemte grupper, som opholdt sig på mine forældres ejendom, en mand, der til trods for, at han befandt sig i muntert lag, alligevel bevarede en vis myndig udstråling, som virkede tillidsvækkende på mig. Han lyttede da også opmærksomt, med stadig mere rynkede bryn, til det, jeg havde at sige, da han kunne se på mig, at jeg var i stor nød. Da jeg var færdig med min beretning, tog han ordet og sagde:

”Du har ret i, at du er i en slem knibe, ulykkelige menneske. Denne ejendom vil næppe nogensinde blive solgt. Nok er det en gang imellem som her i aften for mig og mit selskab sjovt at feste – at fyre den af, som man siger – men ingen – jeg gentager: ingen! – ønsker at bo i et tivoli til dagligt.”

Derpå vendte han sig om mod sine venner og genoptog den muntre snak med dem.

Ægteskabet med det ukendte

Hvad blev der af alle dagens ord, da solen gik ned og tavsheden sænkede sig over landet?

Tog borte dem alle?

For hvis ordene i dagens løb sprang ud af vores mund som bøgens sart grønne blade i maj, bæres de så ikke om natten som vissent løv af vinden gennem november øde gader?

Kun ordene, som sårede unødvendigt, har et skær af evighed over sig, mejslet ind som de er i den forurettedes sind:

Hvad nytter det at have en afgrund af frihed til at ytre sig, når man så ofte bliver fanget af sine egne ord?

Dog, når den forurettede dør, vil også disse ord udviskes, som om de aldrig var blevet sagt, med mindre at der efter dette ene liv venter os et andet, hvis helvede vi ikke gør os begreb om.

Hvad er vi da andet end ordets forbrydere, indespærret som vi er i vores egne sætningers fængsel?

Kun samtalen med det andet, den ensommes mumlen med sig selv i bønnens form, synes at kunne udligne den forskydning af det topologiske rum af ret og uret, som vores vibrerende stemmebånd forårsagede.

Det er med en vis vemod, at jeg må erkende, at jeg ikke mere er kombattant i den i dette overflødige digts luftigt skitserede ordenes fotosyntese:

I drømme blev jeg gift med alt det ukendte, som aldrig vil blive blotlagt.

Fra da af var jeg ikke mere alene.

Mine ord – eller min sorte tale, vil nogen måske mene – er børn af vores fælles kærlighed.

Ægteskabet med det ukendte er dog langtfra et lykkeligt af slagsen, fremmed, ikke alene over for mine omgivelser, men også over for mig selv, som det har gjort mig.

Jeg kom forbi et stenhuggeri

Jeg kom forbi et stenhuggeri med dets udstilling af tomme gravsten og tænkte, at her ligger de, som aldrig så dagens lys, begravet. Om ikke andet så forlener eksistensen os med et navn, en fødselsdato, en dødsdato og måske, hvis vi gør os umage, et tak for alt.

Det glemte sprog

Fra riget mellem ordenes evne til at skabe billeder
og billedernes evne til at skabe ord kom han til verden
med et vigtigt budskab i det inderste af sit hjerte
og på det yderste af sin tunge.

Ja, han var Phidippedes, det grønneste af de grønne bude,
blot lå hans Marathon i en anden dimension.

Under kyndig vejledning af en engel
havde han terpet budskabets simple ordlyd,
igen og igen, i lyset fra Mælkevejens dannelse,
på det glemte sprog, som også var vores, før vi blev ramt
af forvirringens forvirring i tårnets skygge,
indtil han kunne ordene bedre, end den troende kan sit fadervor,
ja, måske var det, som han bar i det inderste af sit hjerte
og på det yderste af sin tunge, i virkeligheden
en ny bøn til menneskeheden?

Han løb og løb og løb,
men da han endelig kom i mål, og vi flokkedes om ham
for at høre de bevingede ord falde fra hans læber, havde han tabt mælet.
Det var, som om mødet med vores verden, hvor ord og billede
til hans store forvirring levede adskilt fra hinanden,
således at digtere, malere og billedhuggere ikke talte samme sprog,
forårsagede den ene invaliderende blødning efter den anden, i hans hjerne,
som fik ham til for stedse at miste evnen til at udtrykke sig
med sin moders stemme.

”Sig noget, Pjerrot,” råbte vi til ham,
men han sagde aldrig et mumlende ord:
Han bar englens ord i det inderste af sit hjerte
og på det yderste af sin tunge, men hvad nyttede det,
når de kun kunne blive til mimiske fagter
og tårer på kinderne?

Han forlod i nedtrykt sindstilstand det menneskelige kredsløb
og søgte fra virkelighedens endelige centrum ud mod
uvirkelighedens uendelige periferi.

Den hellige Hieronymus må i sammenligning med ham,
i kraft af sit selskab med den afpillede hovedskal og den sårede løve
siges at have været selskabeligt anlagt.

Han gik ad billedernes vej og drømte om ordene,
og ad ordenes vej og drømte om billederne,
i håb om at kunne genkalde sig det glemte sprogs
oprindelige enhed af ord og billede,
men for det uhildede blik var han blot
endnu en dement ældre herre
på vej hen over de pletvist sneklædte marker
en tidlig vintermorgen.

ABC: Alle veje ender for den,
som kun har magtesløshedens magt, med å.

Her står han så, han kan ikke andet,
dette af afasi ramte gudernes sendebud,
ved rejsens ende, ude i åernes å,
og tænker som en anden hr. Flaumann på,
hvordan det hele ville have set så meget anderledes ud,
ifald han blot havde kunnet få tungen på gled,
imens han i vandet skriver nogle få ord til afsked,
som kun de små fisk i ly af stenene
forstår at tyde.