Alfa og Omega – livet mellem alfabeterne

Jeg er Alfa og Omega, sagde han, og det skal nok passe, for han fylder vores liv fra morgen til aften med alle sine lignelser, som aldrig kan udtømmes. Vi, som gerne vil være hans efterfølgere, må bære DET kors ad DEN smertens vej til DET hovedskalsbjerg, som tilværelsen alt for gavmildt skænker os. At korsfæste sig selv i al ubemærkethed er den moderne kristne martyrs skæbne.

Men det er ikke nok for os. Vi er umættelige. Vi vil også være Alfa og Omega som vor herre og mester, om end i mindre målestok. Spørgsmålet er blot i hvilket alfabet?

For det er, som om en storm, mens vi sov, har tilsandet det gamle og velkendte alfabet og afdækket et nyt og ukendt af slagsen, og som om vi enten er det sidste bogstav i det gamle og velkendte alfabet eller også det første bogstav i det nye og ukendte af slagsen. Eller rettere: som om vi er ingen af delene, som om vi er som en opdagelsesrejsende midtvejs mellem det gamle og det nye kontinent.

Vi er som en gammel forfatter af en encyklopædi, en gammel forfatter som på grund af alderdommens svækkelse har glemt alle de ord, han i sin tid nedskrev. Vi er som hans lille barnebarn, som leger på hans skød, og som engang vil skrive den nye encyklopædi, som vil komme til at erstatte den gamle, hans lille barnebarn som endnu ikke har sagt sit første ord og kun kan pludre.

Vi lever mellem alfabeterne.

Pinocchio – kapitlet som Carlo Collodi udelod

Det fortælles, at Carlo Collodi af sin forlægger blev overtalt til at udelade et kapitel af Pinocchio for ikke at skræmme børnene unødigt, nemlig det kapitel hvori Pinocchio opdager, at Geppetto ligesom han selv er en dukke lavet af træ. Ud over hensynet til børnene mente forlæggeren også, at kapitlet (som i forlæggerens øjne havde karakter af en pludselig indskydelse) med et fingerknips forrykkede romanens hidtidige tyngdepunkt, ja ruinerede hele dens opbyggelige morale. Fra at have handlet om en dukkes trængsler med at blive til en rigtig dreng, eller mere alment udtrykt: en dukkes trængsler med at blive til et menneske, kom den til at handle om en dukke, som opdager, at de væsner, der omgiver den, ikke er mennesker, men dukker som udgiver sig for at være mennesker. Budskabet synes at være, at mennesket som sådan ikke eksisterer, det er, ligesom eksempelvis enhjørningen, et illusorisk væsen, et illusorisk væsen som dukkerne, de eneste faktisk eksisterende tænkende væsner i universet, altså indbilder sig at være. Det var en i allerhøjeste grad alternativ tilværelsesfortolkning, påpegede forlæggeren, idet han kneb sig i flere gange i armen som for at overbevise sig selv og Carlo Collodi, men nok først og fremmest sig selv om, at han i hvert fald ikke var en dukke (1). Jeg ved i grunden ikke, om man som moderne læser af det amputerede mesterværk har noget at takke denne jordbundne og emsige forlægger for?

Inden jeg fortsætter med, hvad der siden hændte Pinocchio ifølge den oprindelige version af fortællingen, vil jeg tillade mig følgende digression, som muligvis vil kaste et opklarende lys ind i det indre af dette af dukkehænder forarbejdede stykke kirsebærtræ.

Hvad skaber egentlig en kunstner? Bliver kunstneren født som kunstner, eller er kunstneren resultatet af en langsommelig arbejdsproces med stoffet, hvor mere og mere kunstnerisk duelighed akkumuleres i kunstnerens øjne, hænder og hjerte?

Det vil være min påstand, at ethvert menneske, ifald det af tilværelsen udsættes for en eller anden skelsættende begivenhed, har muligheden for at blive kunstner.

F.eks. tror jeg, at den belgiske, surrealistiske kunstner René Magritte som udgangspunkt var et helt almindeligt menneske. Der var ikke meget kunstnerboheme over ham, hvis man med begrebet forbinder den sædvanlige klichéfyldte stereotyp. På fotografierne af ham ligner han mest af alt en grå og kedelig kontormand, ja med et ironisk glimt i øjet synes han at imitere de anonyme mænd, der iklædt mørkt tøj og bowlerhatte befolker hans egne billeder (2). Ja, det er uomtvisteligt, at han havde talent for at tegne og male – undskyld, jeg mener, talent for at tegne og farvelægge – men det er der jo så mange reklametegnere der har. Men for at være kunstner må der noget mere til, man må have en æstetisk og etisk vision af tilværelsen. Måske fødes de største kunstnere, genierne, med sådan en kunstnerisk vision – jeg tvivler på det, men jeg ved det ikke – men det almindelige, i hvert fald for de mindre ånder, er, at hvis man af tilværelsen udsættes for en eller anden ekstraordinær tildragelse, så kan det bringe den kunstneriske vision til fødsel. Måske er visionen fra begyndelsen som et frø til stede inde i én. Den skelsættende begivenhed er så at sige den rette mængde regn og den rette mængde sol, som får frøet til at spire.



Magrittes barndom var som de flestes andre belgiske drenges på det pågældende tidspunkt af verdenshistorien, på nær ét punkt. Hans mor led af depressioner og forsøgte flere gange selvmord. Det fortælles, at en dag, da Magritte og en af hans kammerater legede sammen langs floden Sambre, fandt de et kvindelig, som var skyllet op på flodbredden. Strømmen i floden havde løftet kjolen, så kvindens skød var blottet og hendes ansigt dækket. Da Magritte fjernede kjolen fra kvindens ansigt, opdagede han, at det var hans mor.

At denne begivenhed må have gjort et uudsletteligt indtryk på Magritte, ved alle, der har set hans mange billeder af ansigter, som enten er dækket af stof eller af en anden genstand, såsom et æble, en fugl eller en rose, og kvindeskød som er blottede, ja en enkelt gang, i billedet Voldtægten, bliver det for iagttageren skjulte kvindeansigt til en kvindekrop, som om drengen ved at fastholde den druknede kvindes skød på sin nethinde, vil værge sig mod at se moderens ansigt. Det var, tror jeg, det skelsættende øjeblik, som gjorde, at den helt almindelige dreng Magritte som voksen blev kunstner, og som skabte den etiske og æstetiske vision af tilværelsen, som hans billeders univers senere skulle vise sig at udgøre.

På samme måde var det et skelsættende øjeblik for Pinocchio, da han opdagede, at Geppetto var en dukke lavet af træ. Det var det afgørende øjeblik, der gjorde, at han som voksen blev digter. Alt svimlede for ham, den gamle tillidsvækkende verdensorden var styrtet sammen, og en ny bedragerisk af slagsen havde erstattet den. I en ubarmhjertig klar vision oplevede han verden som en stor teaterscene og alle de optrædende omkring ham som dukker af træ. Senere i sit liv skrev han følgende tekst (3).

”Det fortælles, at Gud har skabt mennesket i sit billede, og at mennesket har skabt Gud i sit billede. På denne måde blev de hinandens ophavsmænd og var for så vidt begge to rørende enige om det antropocentriske verdensbillede.



Jeg ser den gensidige skabelse for mit indre blik:

To statuer, som udhugger hinanden samtidigt. Pygmalion, som udhugger Galatea, og Galatea som udhugger Pygmalion.

To robotter, som skaber hinanden samtidigt.

De skaber hinanden i menneskets billede. Problemet er blot, at det, de tror at skabe, mennesket, ikke findes. Forstå det, o menneske. Det er ikke Gud, som ikke findes. Det er mennesket, som ikke findes.

Mennesket er det illusoriske væsen, som dukken drømmer, at det er.

Det handler ikke om, at en dukke skal blive til et menneske, det handler om, at menneskene skal erkende, at de er dukker.

Det handler ikke om en dukke, der bliver til en dreng, men om en dukke, som opdager, at mennesket er en dukke, der udgiver sig for at være menneske.

Forskellen på mig og Geppetto er ikke, at jeg er en dukke, mens Geppetto er et menneske, nej forskellen er, at jeg ved, at jeg er dukke, mens at Geppetto ikke ved, at han er en dukke.

Det er denne indsigt, der giver mig mit dobbelte syn på tilværelsen, og det er dette dobbelte syn på tilværelsen, som gør mig til kunstner (4).

Der er ingen kendsgerninger, kun fortolkninger.

Den sande digtnings opgave er at finde billeder og handlingsforløb så paradoksale, at de ikke kan udtømmes ved fortolkning.

At omdanne den tilsyneladende meningsløshed til mening, for at omdanne meningen til tilsyneladende meningsløshed igen.”

1. Læsningen af kapitlet havde trods alt bevirket, at der hos forlæggeren havde indsneget en vis usikkerhed angående hans egen hidtidige tilværelsesfortolkning, for mig at se kendetegnet på al god kunst.

2. Salvador Dali fremstår, hvad personlig fremtoning angår, som Magrittes diametrale modsætning. Mens Magritte fremstiller sig selv som en karikatur af borgeren, fremstiller Dali sig selv som en karikatur af kunstneren, eller måske mere præcist: som en karikatur af borgerens forestilling om kunstneren. Men begge er de ironikere (og selvironikere), og begges ironi er henvendt mod det borgerlige liv.

3. For den udeltagende læser kan Pinocchios poetiske og filosofiske tekster virke beslægtet med Nietzsches skrifter med deres mange bastante, påståelige og i længden trættende postulater. En forudsætning for, at teksterne lukker sig op for den, som har sat sig for at studere Pinocchio, er nok, at han eller hun er i stand til at sætte sig i Pinocchios sted, dvs. det at være en dukke som tror, at han som den eneste af dukkeheden har fundet nøglen til tilværelsens gåde og blotlagt universets indre maskineri. Det var Pinocchios mageløse opdagelse. Til forsvar for ham kan siges, at han i det mindste ikke løb nøgen gennem byen af dukkehuse, råbende heureka, heureka.

4. Med det dobbelte syn mener Pinocchio det, at han er i stand til at betragte tilværelsen med to sæt indbyrdes forskellige øjne: dukkens og menneskets, Pinocchios og Geppettos. Bemærk, at det er dukkens afsløring af menneskets bedrag, der giver dukkens syn autoritet, og dermed gør det dobbelte syn muligt.

Eros – det sorte huls demiurg

Jeg drømte, at jeg sammen med alt andet stof i universet var på vej ned i et gigantisk sort hul. Også Babelstårnet var på vej ned i strømhvirvelen af stjerner, planeter og måner, med alle deres for os ukendte civilisationer. Men på grund af tårnets anseelige højde gik det uendeligt langsomt, eller i det mindste med den samme hastighed som den, hvormed Venedig synker ned i den sumpede lagune, hvorpå den med rådnende træpæle står rejst.

Jeg steg op i tårnet ad den udvendige spiralsnoede trappe. Det gik på lette fjed, som det tit går i ens drømme. Øverst oppe i tårnet, i et næsten lysende hvidt værelse, som mindede om det indre af et futuristisk rumskib, boede Eros, eller Amor som romerne kaldte ham. Der var, ligesom i det inderste af en orkan, helt stille i værelset. På væggen hang Eros’ bue og pilekogger – pilekoggeret som var fyldt med de forgiftede pile, Eros mere eller mindre tilfældigt afskød mod menneskene, dengang verden endnu eksisterede.

På samme måde som en fodboldspiller eller håndboldspiller efter en tabt kamp sidder sammensunket i omklædningsrummet med hovedet fyldt af triste tanker, sad Eros i et hjørne af værelset. Han fremstod med sit rynkede og skægløse ansigt og sit korte hvide hår som en gammel mand – måske skyldtes hans aldring nedfarten i det sorte hul? Dog havde han stadigvæk de samme vinger, som dengang han som en lille buttet engel fløj rundt i de jordiske egne i udkanten af Mælkevejen og parrede sine unge, forsvarsløse ofre.

Jeg talte med Eros i flere timer. Om tilværelsen gåde, livets mening, og kærligheden naturligvis. Det ændrede mit syn på tilværelsen, og der var en masse brikker, der faldt på plads for mig, for jeg er fra fødslen af ikke den skarpeste kniv i skuffen, og tit har jeg belastet mine opgivelser med mine mange spørgsmål om alt det i tilværelsen, jeg ikke kunne forstå. Her fik jeg endelig svar. Og det var nogle overraskende og ikke altid videre opmuntrende svar. Men hvordan kan man egentlig forlange, at svaret på tilværelsens gåde, kun skal være positivt? Der har været så meget lidelse i menneskehedens historie, så svaret må være et, der er velafbalanceret mellem lys og mørke, glæde og sorg.

Engang, hvis jeg får tid, vil jeg skrive denne samtale med Eros ned. Den skal udgøre det sidste kapitel i romanen, Dukkefabrikken ved verdens ende, som er min beskedne version af det samme litteraturarkitektoniske projekt, som Dante realiserede med Den guddommelige komedie.

Hovedpersonen i Dukkefabrikken ved verdens ende hedder Johannes af Kød og Blod. Sikke et navn! Men det er tvivlsomt, om Johannes overhovedet er et menneske af kød og blod, for hans far er den berømte robotkonstruktør Daedalus, som Johannes assisterer i det store robotværksted under ægteparret Daedalus’ hus i København.

Da historien begynder, er Johannes’ mor og far netop døde, og Johannes lever i det store tomme hus, med kælderen fuld af mere eller mindre ufærdige robotter. Det er lidt uhyggeligt, for af og til er der en af robotterne, som rører på sig.

En dag, da Johannes søger ly for regnen i Vor Frue Kirke, ser han en pige ligge på knæ og græde oppe ved alteret under Thorvaldsens store statue af Jesus. Han synes, at hun minder om en af robotterne, der for nylig er forsvundet fra faderens værksted. Da hun med forgrædte øjne på vej bort fra alteret og ud af kirken passerer Johannes, beder han hende om at sætte sig og fortælle, hvorfor hun er ked ad det. Det gør hun, og sikke en historie hun fortæller! Den sætter gang i Johannes lange rejse mod dukkefabrikken ved verdens ende eller Babelstårnet i det sorte hul, hvor Eros, universets øverste skabning, bor, for i den verdenskonstruktion, som romanens univers udgør, er det ikke den kristne Gud, som er universets hersker, men Eros, eller Amor som romerne kaldte ham, og romanen er i grunden en fortælling om kærlighed, om at elske og at miste den elskede.

Pigen hedder Lise. Det er hende, der fortæller os om Johannes’ lange rejse ind i evigheden for at få svar på, hvem og hvad han egentlig er, og hvad meningen med hans forældres ulykkelige ægteskab egentlig var, og for sluttelig at forsone sig med livet og døden. Det er nok meget godt, for Lise er et jordnært menneske, som udtrykker sig i et letforståeligt sprog, i modsætning til mig selv som har det med at fare vild i tankernes labyrint og egne selvmodsigelser.

Påskemorgen for et ubestemmeligt væsen

Jeg så i drømme mit andet jeg. Jeg så det ligge i sit kistelignende puppehylster og hverken være det ene eller det andet, midtvejs mellem larve og sommerfugl som det tilsyneladende var. Hvordan skulle jeg tiltale dette ubestemmelige væsen? Som et menneske tiltaler et menneske, et dyr, eller en sokratisk dæmon? Men det viste sig snart, at jeg gjorde mig helt unødvendige bekymringer, idet væsnet som den første af os to selvbevidst, om end mumlende, tog ordet.

”Jeg tror ikke mere,” sagde væsnet, ”jeg tror ikke mere på det moderne menneske, som det står som en parkeret bil blandt andre parkerede biler, hvis alarmer ved en kastevind gennem den gudsforladte by alle er blevet aktiveret, så bilerne med alle deres lygter blinkende skingert skriger: jeg, jeg og atter jeg, uden nogen til at lytte efter, egoismens hornorkester med dets øredøvende kakofoniske repertoire har altid spillet for tomme huse. Hvis kærligheden overhovedet findes, må den skulle søges i tusmørket mellem menneskenes jeg, jeg og atter jeger, der som nødblus opsendt fra tusinde synkende skibe oplyser nattehimlen. Den nye verden, hvortil arvesølvet fra den gamle verden, smuler fra de riges bord og de små hunde som levede deraf, skal reddes over, skal opdages af tusmørkeopdagelsesrejsende. O, at være tusmørkeopdagelsesrejsende. ”

”Det udsagn gør dig til mystiker,” sagde jeg.

”Det er,” sagde væsnet, ”et på alle måder sårende og uretfærdigt prædikat at sætte på et ubestemmeligt væsen som mig, da jeg med de mumlende ytringer, der undslipper min sarkofags om end lysgennemtrængende, så dog lyddæmpende vægge, både kan siges at repræsentere en religiøs opfattelse og en humanistisk, som dog begge betvivles til stadighed.”

”Men gør det dig ikke blot til mystiker i anden potens?” spurgte jeg, idet jeg undlod at påpege det komiske i, at et insekt foregav at være humanist. ”I sin reneste form vakler hverken den religiøse eller humanistiske opfattelse. Hos dem er alt entydigt, selv om tilværelsen med sin mangetydighed bestandigt modsiger den selvsamme entydighed. Hvilken vaklende gangart er ens ben ikke mand for, når man efter mødet med det entydige forsøger at lave en mangetydig overbygning? Det er som at ville bygge et tempel ud af sommerfuglenes flagrende flugt. Den form for antydningens arkitektur vil ethvert oplyst menneske fare vild i. Det er mystikkens mystik.”

”Den fortolkning kan som alle andre fortolkninger diskuteres,” sagde væsnet. ”Endda med en længde og en inderlighed som minder om den af nære slægtninge efterladtes sørgetid. Men lad os afstå fra det, da det lader til at være et ufrugtbart projekt, i det mindste når du er en del af det. Ingen bønnestage vil vokse op i skyerne, ud af den bønne. Og det er trods alle jordiske uenigheder dog den retning, alt levende higer imod.”

”Den sidste påstand er i hvert fald ikke en, der holder i byretten,” sagde jeg. ”Vender man den første og bedste sten om, vælter det frem med bænkebidere, ørentvister og tusindben. De fleste af os foretrækker et stille og roligt liv i kun to dimensioner. Blot det muliges form fyldes ud, har tinsoldaterne fred i sindet, uanset hvad leg det overjordiske leger med dem. Tilværelsens fladtrykthed er først noget, man bliver opmærksom på, hvis man træder et skridt tilbage, eller har fået det fremmede bliks øjne i vuggegave på grund af mangel på tin. Hvis blot støberen havde udført sit arbejde korrekt, så havde jeg ikke på samme måde som nu været hjemsøgt af længslens hallucinationer.”

”Det skal nok passe,” sagde væsnet. ”Men apropos sten: Jeg drømmer tit, at stenene græder.”

”Det du tror er tårer,” sagde jeg, ”er blot vanddamp, som fortætter sig på stenenes ru og støvede overflade.”

”Men bortforklarer det sorgen?” sagde væsnet.

”Nej,” sagde jeg. ”Det antyder blot, at sorgen ikke skal søges i det sete, men i den seende selv.”

”Så du mener,” sagde væsnet, ”at den blinde er lykkeligere end den seende, såfremt de begge lever i et samfund af blinde? At det er bedre at have fire sanser end at have fem, ifald man er uvidende om den femtes eksistens, at det er bedre af have tre sanser end at have fire, ifald man er uvidende om den fjerdes eksistens, etcetera etcetera. Lykkens inderste kerne må i så fald udgøres af det sanseløse.”

Jeg fik øje på en dør i mørket, hvorover et svagt lysende skilt med ordet exit hang. Som en biografgænger, der rejser sig, før forestillingen er færdig, begyndte jeg at famle mig frem i mørket, hen imod udgangen, idet jeg af og til, til min ikke ringe forbavselse, var ved at snuble over fremmede væsners lemmer. Sikke et leben der var herinde, selv om de fleste af de fremmede væsner ikke virkede videre levende, da de enten lod til at sove eller til at være døde, og jeg kom til at tænke på Legions udsagn om, at vi er mange, og på tilværelsens evigt tilbagevendende drilske mangel på entydighed. Jeg længtes efter at komme ud i dagslyset, ud til den befærdede gade hvor jeg et øjeblik ville stå og misse med øjnene efter opholdet i fiktionens mørke grotte. Jeg længtes efter at høre rådhusklokkerne slå ét og kun ét tidspunkt. Jeg længtes efter en sandwich med ost og skinke, og en kold fadøl. Jeg længtes efter at lytte til mine medmenneskers hverdagsagtige dialoger.

”Gå ikke,” sagde væsnet.

”Hvorfor?” spurgte jeg.

”Fordi du vil blive ude af dig selv,” sagde væsnet, ”og fordi jeg vil blive bange og ensom, efterladt af dig i mørket som jeg vil være. Vi to bør aldrig blive uvenner. Du sagde engang, at jeg var din skat, at jeg var det eneste, du levede for. Jeg er det i dig, som bestandigt vokser. Med samme hastighed du forgår, tiltager jeg. Hjælp mig dog med at vokse, menneske. Så vil jeg hjælpe dig med at dø den uafvendelige død, drypvis uden oversvømmelse.”

Jeg standsede.

”Jeget er tydeligvis ikke herre i eget hus,” sagde jeg.

”Men de andre beboere er nogle, man kan tale med,” sagde væsnet i et forsøg på at opmuntre mig.

”Såh?” sagde jeg, ”Et insekt og et menneske har intet at tale med hinanden om. Deres oplevelse af tilværelsen er så indbyrdes forskellig. Blomster har eksempelvis aldrig sagt mig noget. Jeg erindrer ikke at have ejet en buket, ud over den jeg med blodige hænder har plukket af de vilde tidsler i grøftekanterne langs mit livs krogede og stenede vej. Sten lader til at tiltale mig mere, især dem havet eller isbræerne har slebet runde. Det er deres næsten-evighed, der lokker mit tillidsfulde barnesind. Blomsterbuketten er allerede vissen, inden man når at få den sat i vand. Hvad jeg mener, er: Næstekærlighedsbegrebet kan umuligt udstrækkes til også at gælde insekter. ”

”Du lader til at mene, at en verden kun bestående af sten er at foretrække?” sagde væsnet.

”Det er måske at sætte det på spidsen,” sagde jeg, ”men alle tings forgængelighed er noget, som anfægter mig dybt, måske fordi jeg er så langsom i optrækket.”

”Det er altså ikke selve blomsterne,” sagde væsnet, ”men deres forgængelighed i kombination med dit eget langsomme optræk, der anfægter dig, hvilket kun får mig til i endnu højere grad at betvivle dit oprindelige udsagn om, at et menneske og et insekt intet har at tale med hinanden om. Mennesket og insektet udgør tværtimod det ideelle cigarrygende og cognacdrikkende makkerpar for en kaminpassiar, for hvad er mennesket andet end en larve, lagt som et ubetydeligt æg, forudbestemt til at blive en englesommefugl der frigjort fra puppehylsteret flyver op mod de himmelske blomsterenge, op mod det himmelske nadverbords ukendte næring, nektar og ambrosia, vinen som slukker tørsten, og brødet som stiller sulten, op mod den evige påskemorgen? ... Jeg drømmer, at jeg gennembryder min gennemsigtige fængselscelle, at jeg folder vingerne ud, og at jeg bliver båret væk på opadstigende luftstrømme. Jeg drømmer om forhøjet solaktivitet, vulkanudbrud på solsystemets planeter og måner, og lynild og torden i den åndbare atmosfære der er tilbage, alt i et rosenrødt skær. Jeg drømmer, at den gamle verden går under, og at en ny verden begynder ...”

”Men hvordan ved man,” spurgte jeg, ”at man er en englesommerfugl, og ikke en dæmonisk natsværmer, dømt til at til at spiralere op imod den jordiske bys falske lyskilder, på samme måde som en druknende suges ned i en strømhvirvel, hvidtende den rædselslagnes hårpragt?”

”Det skyldes vel,” sagde væsnet, ”ekkoet af en fjern sang i ens følehorn, en vuggevise i et tilsyneladende uforgængeligt barneværelse, og støvet fra vores mødres vinger, som dækker den jordiske bys gader, og som vi afsætter vores livsvejs vaklende fodspor i, først fire ad gangen, senere to, og endnu senere hen tre, det vingeløse livs deprimerende talremse. Ja, jeg kan høre nogen le barnligt et sted i mørket, men stokken, deres tredie ben, står allerede og tripper utålmodigt for enden af gyden.”

”Jeg kan stadigvæk ikke se,” sagde jeg, ”at det udelukker endestationen som dæmonisk natsværmer.”

”Nuvel,” sagde væsnet, ”dag og nat er to sider af samme sag. Det er ikke skyggelægningen, men legemernes volumen og deres konturer, der er det afgørende. Lyskildens flygtige placering udsiger ikke noget om de afbillede genstandes karakter. Var det ikke netop William Blakes' grund til i opgøret med Joshua Reynolds at foretrække de gammeltestamentlige patriarker og profeter med den omhyggelige redegørelse for muskler, led og sener udført af Michelangelo liggende på sin ryg på et stillads under loftet i Det Sixtinske Kapel frem for de af mørket fremmanede melankolske nederlændere, hvis eneste belyste legemsdel er den kødfulde næse, som de desperat forsøger at holde oven vande i Rembrandts hav af brune saucer? Eller er det snarere min egen grund til at fortrække de klare fuldmånenætter hos Caspar David Friedrich frem for den industrielle revolutions møgvejr af regn og damp, hos William Turner, ud af hvilket, som et projektil afskudt af en desperat forbryders pistol, kommer en uformelig silhouet af et lokomotiv. Jeg mener: Tænk, at male både sol og måne på et billede og ikke have styr på horisontens i princippet altid rette linie, men forvandle den til en af grin bugtende slange, horisonten som burde være for landskabsmaleren, hvad kompasset er for stifinderen. Og desuden: For at være en tusmørkeopdagelsesrejsende må man da netop ikke have en dæmonisk natsværmersjæl? Det argument må da kunne slå hovedet på sømmet for dig. For hvad større kan tænkes end at være tusmørkeopdagelsesrejsende. O, at være tusmørkeopdagelsesrejsende.”

”Det liv som bevinget columbusmelankoliker, som du gør dig selv til talsmand for, har ingen gang på jorden,” sagde jeg. ”For hvad mere er der at opdage? Nu til dags kan man højst finde hår i suppen. Det kan man så, hvis man orker, beklage sig over til rette myndighed, men jeg er bange for, at ens rejsedagbog er et værk, som kommer til at samle støv på hylderne.”

”Jeg deler ikke din pessimisme,” sagde væsnet. ”Der findes som minimum to verdner: det nære og det fjerne. Ingen, selv om mange har rejst i retning mod slottet bag rosenskyernes volde, kender det fjerne. End ikke den største ingeniør kan bygge bro over den bundløse afgrund, som adskiller det nære fra det fjerne. Kun kunstneren, iført sine syvmilestøvler, kan forcere den forhindring, afgrunden udgør. Dog er mange styrtet i afgrunden. Selv efter dødens indtrædelse falder de stadig. Åbn et falmet bind med deres fantastiske fortællinger, og du vil høre ekkoet af deres afmagtsskrig.”

”Det er kun,” sagde jeg ”i den i forklarelsens lys letløbende skrift hen ad papiret, at kunstneren forestilles at have denne grænseoverskridende mobilitet. Hans ønske om at forene det nære og det fjerne er en umulig mission inden for den støvfyldte cirkel af en radius på halvfjerdsindstyvende år. Ingen moderne skobutik forhandler syvmilestøvler. Og selv iført eventyrets fodtøj ville man ikke nå langt. Man kan aldrig nå ud til horisonten. For hver skridt man tager hen imod den, træder den et tilbage, som var den en ung, bly pige, bange for ens tilnærmelser. Det er en egenskab ved det sfæriske rum, vi som endnu ikke udhuggede skulpturer er indlejret i.”

”Hvis det er sandt,” sagde væsnet, ”hvad er det dog for et sted, jeg er havnet? Er der kun ét udskænkningssted på disse kanter? Skal der ikke være mindst to slagtere i en landsby for, at indbyggerne får kød af god kvalitet til en rimelig pris? Hvad jeg mener, er: Trænger verdenskonstruktøren ikke til lidt konkurrence? Jeg for mit vedkommende ville hellere leve i en verden, hvor horisonten kom mig i møde, på samme måde som en alttilgivende far kommer sin fortabte søn i møde. Hele denne verdenskonstruktions grundlæggende fejl synes at ligge i afstanden mellem det nære og det fjerne. Det absolutte nulpunkt er simpelthen for lavt! Der er for lidt åndbar atmosfære i universet! At rejse mellem planeterne burde være som en skovtur i maj. Jeg siger: hvilket liv! Eller rettere: hvilken mangel på liv. Først slukkes lyset. Derpå begynder forsteningen i mørket. Hvad er døden andet end en kattelem ud af kattepinen? Godt, at man som menneske kun får én chance. Tænk først at blive forløst efter ni gange livsvarigt. Det eneste mulige oprør synes at være at føre minutiøs dagbog over meningsløsheden i det fængsel, som udgøres af en selv. Det vil være mit råd til dig. Når du om lidt vågner, vil du gå ud på badeværelset og i spejlet derude se dit legeme som et kistelignede puppehylster, hvori et ubestemmeligt væsen, midtvejs mellem larve og sommerfugl som det lader til at være, er indespærret. Kun langsomt langsomt, på samme smertefulde måde som lyset brød frem det daggry, da den elskede døde under stor lidelse på sit sygeleje, vil dit velkendte udseende, den sørgmodige klovn, det svage individ i flokken, ekskluderet af Darwin, inkluderet af Jesus Kristus, komme til syne i spejlet.”

””Jeg med mit dobbelte syn a la don Quixote de la Mancha,” vil du, efter atter at have genvundet din vante menneskelige fremtoning, udbryde og le. ”Jeg har badet i Lethe. Jeg har drukket af dens glemsels kilder. Englene har tegnet sære tegn på min pande. Jeg har erstattet det vågne livs logik med drømmens.””

”Du vil derefter som enhver anden dag iføre dig dit blå pjerrotkostume, lægge din klovnemaske, og gå ud til din optræden i den projektøroplyste manege. Mig og min i gravkammeret drømte påskemorgen vil du have glemt alt om.”

Gemmeleg i skumringen

Det var en sen eftermiddag i november. Det var koldt og tåget. Små børn legede gemmeleg i skumringen.

På bunden af et lad på en Christiania Bike lå en lille pige i lyserød flyverdragt sammenkrøbet med lukkede øjne.

Først troede jeg, at der var sket en forbrydelse – måske under dårlig indflydelse fra den tilsyneladende ustandselige strøm af bestialske mord, som har præget romanerne og tv-serierne siden årtusindeskiftet, og som i grunden intet som helst har at gøre med vores nære omgivelser. Men så løftede pigen hovedet og så på mig med et fugtigt dyreøje.

Rundt om os søgte solsortene med deres karakteristiske vibrerende kald nattesædet. Jeg ville også gerne have sluttet mig til koret, men jeg havde hverken næb, kløer eller vinger at gøre godt med. Desuden var jeg modsat A-menneskene og dagdyrene omkring mig tilsyneladende først lige ved at vågne. Min aktivitetsperiode lå tilsyneladende senere henne på døgnet, i timerne omkring midnat. Først da ville mine kragetæer begynde at give mening. Først da ville sproget begynde at flyde. Det var i hvert fald mit håb.

Børnenes leg gik i opløsning og solsortenes skrig forstummede. Det var, som om ingen mere kunne finde hinanden, som om vi alle, både dyr og mennesker, var blevet væk fra hinanden i efterårsmørket.

Den lille pige kravlede op fra ladet og ville slutte sig til de andre børn.

”Kom, hvis du vil med,” sagde hun.

Jeg tøvede et øjeblik, men sagde så, at jeg var blevet for gammel til at lege.

”Men du gemmer dig ligesom jeg,” sagde pigen og lagde hovedet på skrå.

”Ja,” sagde jeg, ”men modsat dig vil jeg ikke findes.”