I skyggen af renæssancen og oplysningstiden – en antihumanistisk fortælling

Mere mørke.

Goethes sidste ord i et andet liv, i en anden verden.



Det ukendte sprog

Dage uden solskin. Som om skyerne ville fortælle ham noget på et for ham ukendt sprog.



Klipperne havde allerede lært den anderledes grammatik og svarede skyerne. Men menneskene omkring ham ignorerede den beåndede ordveksling mellem himmel og jord i lighed med de encyklopædier, som sneglene, når det regner, skriver med slim på gader og stræder.



Han, månesønnen, længtes efter en verden, som ikke var skabt i menneskets billede.

Han forstod ikke, at renæssancens verdensopfattelse dvs. den at mennesket er verdens centrum, at mennesket er alle tings målestok, og at den menneskelige stræben handler om at menneskeliggøre mere og mere af universet ... han forstod ikke, at denne humanistiske verdensopfattelse skulle være udtryk for noget specielt bevidsthedsudvidende og progressivt.

(Det samme kunne siges om oplysningstidens verdensopfattelse. Han skelnede ikke skarpt mellem de to tidsaldre, da de i hans optik syntes at repræsentere en og samme stræben).



Mennesket er et mikrokosmos. Mennesket og universet har de samme proportioner. A forholder sig til B, som B forholder sig til A plus B, hvor A er mindre end B. Mellem mikrokosmos og makrokosmos hersker universel harmoni.

Da han i 1487 skabte billedet af den vitruvianske mand, havde Leonardo da Vinci næppe forestillet sig, at tegningen siden hen skulle blive et emblem eller en ikon for den humanistiske og antropocentriske verdensopfattelse. Tegningen, som gengiver en voksen mands ideelle proportioner i to overlappende positurer, indskrevet i et kvadrat og en cirkel. Universet kan siges at være repræsenteret af de geometriske grundfigurer kvadratet og cirkelen, og centrum for universet er mandens navle. Men selv om man ud fra cirkelen og kvadratets princip så at sige kan frembringe en virtuel verden, som er meget lig menneskets nære omgivelse, så blev månesønnen mere og mere utilpas, jo længere han så på tegningen. Det var navlen, der anfægtede ham. For sit indre blik så han den vitruvianske mands krop som et urs visere dreje sig om dette punkt og frembringe en virtuel verden. Er menneskets navle virkelig centrum for universet med alle dets galakser, stjerner og planeter? Han fandt denne verdensopfattelse så uendelig selvcentreret. I sin navlebeskuelse var mennesket blevet blindt over for Det Andet, det som var uden for cirkelen og kvadratet.



Gud har skabt mennesket i sit billede, og mennesket har skabt Gud i sit billede.

Eller omformuleret for den, som bekender sig til humanismen i den ateistiske version:

Universet har gennem en langvarig proces frembragt mennesket for ved hjælp af matematik og logik at kunne forstå sig selv. Det er muligt for mennesket at forstå universet ved hjælp af matematik og logik. I denne proces vil universet blive mere og mere menneskeliggjort. Natur vil blive omdannet til kultur. Det umenneskelige vil blive omdannet til det menneskelige.



Han, månesønnen, fandt renæssancens og oplysningstidens humanistiske og antropocentriske verdensopfattelse stærkt begrænsende. Ja, faktisk fandt han – stik imod den herskende opfattelse – middelalderens teocentriske verdensopfattelse langt mere progressiv og bevidsthedsudvidende, i fald guden ikke havde været antropomorf. (Det var, som om den teocentriske verdensopfattelse i det mindste erkendte Det Andet, det fremmede, som ikke er menneskeligt, universets ikke menneskelige natur). En gotisk katedral for den egyptiske gud Thoth, det ville have været noget, tænkte han. Det æggede hans fantasi. Det fik blodet i hans årer til at bruse. Det tændte lyset i hans øjne.

Han, månesønnen, græd tit, fordi han ikke fik lov til at bygge en katedral for den egyptiske gud Thoth.

Der var en byggegrund ledig. Der var penge til at bygge noget stort. De, humanisterne, ville bygge et hospital, hvor man kunne kurere de syge, eller et universitet, hvor man kortlagde og analyserede det menneskelige genom. Han, antihumanisten, ville bygge en helligdom for det ukendte. Eller hvis det ikke var muligt, så i det mindste en helligdom for det, som blev tilbage af verden, når man havde sorteret det, som virkede alt for bekendt, fra. Man kaldte det vel det ukendte, men man kunne også kalde det for det meningsløse. Måske var det ikke en katedral for Thoth, men en katedral for det meningsløse, han ville bygge.



Den egyptiske forestillingsverden med dens zoomorfe guder er vel det nærmeste, menneskeheden har været på et andet blik på livet, eller i hvert fald den forestillingsverden der gav mest rum til det ukendte, det fremmedartede, det ikke menneskelige, Det Andet. Han tænkte på de små skulpturer af knælende mennesker, som tilbeder Thoth, Anubis og løvegudinden Sekhmet. Det var den modsatte verdensopfattelse af den, som tegningen af den vitruvianske mand repræsenterede, det modsatte af det humanistiske verdensbillede. Her var det ikke mennesket, der var verdens centrum, men en gud, inkarneret som et dyr i overstørrelse, så mennesket kom til at virke lille og ubetydeligt, og guden kom til at repræsentere det anderledes, det fremmede, det ukendte, det ikke menneskelige, Det Andet.

Der var også pyramiderne og obeliskerne med deres ikke vitruvianske proportioner. Og statuerne og reliefferne af faraoen Akhnaton, kætteren fra Amarna, hvis ikke vitruvianske proportioner har fået den moderne lægevidenskab til at spekulere i hvilken sygdom deformationerne kunne skyldes. Har ens billedverden ikke de vitruvianske proportioner, må man i humanistens øjne være syg.



Ras tårer

Jahve skabte mennesket af agerjorden, tænkte han. Ra skabte mennesket af sine egne tårer. Den sidste myte virker sandere og smukkere end den første. Vi græder meget, især som børn og unge, og består af femoghalvfjerds procent vand. Af tårer er du kommet, til tårer skal du blive. Havet, og ikke agerjorden, burde være vores sidste hvilested.

Den dæmoniske bror i dybet

Pattedyrene i havet kender af hjertet både til overfladen og dybet, tænkte han. Pattedyrene på landjorden kender af hjertet kun til overfladen. Da vi forlod havet, da vores finner blev til arme, hænder og fingre, og ben, fødder og tæer, glemte vi dybden.

Overfladen er det humanes element. Dybet er det inhumanes element. Vi har alle en dæmonisk bror eller søster, i havet, som vi forlod. Profeten Jonas er en af de få, der som en fortabt søn vendte tilbage til den forladte slægtning i det oprindelige element. Tre dage holdt han det inhumane ud. Mennesket kender af hjertet kun til overfladen.



Hvis det var et sprog, tænkte han, hvad er det så, der fortælles?



Spaltning og fordobling

Spaltning og fordobling. Man kunne, forestillede han sig, skabe en hel filosofi ud af disse to begreber.

Han overvejede længe, hvad han foretrak: En tvillingebror eller en dobbeltgænger. Han besluttede sig til sidst for dobbeltgængeren, da tvillingebroderen virkede for tæt på og for forpligtende. Dobbeltgængeren holdt sig for meste i baggrunden og kompromitterede kun en, når han udgav sig for en og eksempelvis begik mord i ens navn. Tvillingebroderen trængte sig hele tiden på for at synkronisere tanker og handlinger. Og han græd hjerteskærende, når man sagde, at man var sin egen. For øvrigt havde man mere end rigeligt i sine spejlbilleder og skygger. Spejlbilleder og skygger i en endeløs labyrint. Sådan var hverdagen for et ensomt menneske. Redningen måtte være et rumskib i skikkelse af et filosofisk æg fra verdensrummet, hvormed man – lagt i dvale sammen med sin fremtidige ven, rumvæsnet Hermes – ville undslippe til betlehemsstjernen, hvorom planeten Elysium med sine arkadiske landskaber cirkler. Ville den fortælling mon nogensinde blive nedskrevet?



Galakser af rædsel

Der findes, tænkte han træt, andre proportioner end de vitruvianske. Hvad er humanisme andet end åndelig nærsynethed? Verden er større og mere end mennesket. Uden for den trygge cirkel og firkant er der galakse efter galakse af rædsel.



Apokalypse for den vitruvianske mand

Den vitruvianske mand går rundt blandt andre vitruvianske mænd og kvinder i renæssancens ideale by. Alt er harmoni. Alt er idel lykke. Med ét flænges Piero della Francescas blå himmel, og ind i den antropocentriske verden kommer en gigantisk ibisfugl, den egyptiske gud Thoth, flyvende. Den gamle verdensorden er sat ud af kraft. Kaos regerer. Den vitruvianske mand ser med den midaldrende Leonardos mandige træk bestyrtet op imod den fremmede fugl. Der er så mange ting, den vitruvianske mand ikke forstår.

Om at dø af længsel

Han, månesønnen, længtes efter Det Andet, det anderledes. Han længtes efter udgangen i menneskets selvskabte labyrint.

Han troede på, at fremtiden lå i det ikke menneskelige, i det som transcenderer det menneskelige.

Han troede på, at det, som ikke er til, også findes. Han troede på, at menneskets fremtidige erkendelse ville være, at det, som kan forestilles, findes.

Han var grundlæggende et ulykkeligt og utilpasset menneske. Det var så forbandet svært at være et troende menneske uden at have noget at tro på. Han kunne intet andet end at sulte, fordi han i livet ikke havde kunnet finde den spise, han kunne lide, den ukendte næring. Havde han fundet den, ville han ikke have vakt den mindste opsigt, men have spist sig mæt som alle andre.



I en anden verden

I en anden verden. Den første samtale med ikke menneskelignende væsner.

”Hvad tror du på,” spurgte de ham om.

”På at Gud har skabt mennesket i sit billede,” svarede han.

Mælkevejslatter (minder lidt om hvalers sang, men skal opleves).

Han indså komikken og lo med.



Kærlighedsdigt til det ukendte

Han, månesønnen, læste et kærlighedsdigt fra et fremmed og ikke menneskeligt væsen til et andet fremmed og ikke menneskeligt væsen. Han forstod ingenting. Det er menneskets grundvilkår (ikke ifølge humanisten, men ifølge antihumanisten). Han var til en begyndelse kun i stand til at registrere bogstavrimene.



Han, månesønnen, befandt sig i isslottets kølige sale. Kulden fik ham til at tænke. I et fjernt gemak smukkeserede dronningen sig. Hendes hud skinner som fuldmånen, og hun smiler som en delfin. For hende er forelskelse ikke en følelse, men en tanke. Den ideelle kærlighed mellem to elskende er, som hvis et lig dissekerer et andet lig. Jo koldere elskovsakten er, desto bedre. Det er tankerne, og ikke kroppene, som skal korpulere.



Han, månesønnen, blev af præstinder, klædt i mørke billeagtige harnisker, klædt af og ført, som var han en fange der blev ført ind i torturkammeret, ind i den fremmede Guds mørke tronsal. Kun nøgen kunne den udvalgte troende møde den fremmede Gud. For præstinderne gjaldt åbenbart andre forskrifter.

”Læg dig på knæ og tilbed den fremmede Gud,” sagde præstinderne.

Han gjorde, som de sagde, selv om den fremmede Guds lange næb forskrækkede ham.

”Månesøn,” lød det skrattende fra næbbet. ”Fremmedhed er alle tings mening.”

Han nikkede forsigtigt, som om han forstod, og forsøgte for sit indre blik at fremmane billedet af en fremtid, hvor han med et hjerte, som ikke, som nu, var adskilt fra freden, var kommet overens med den fremmede Guds ytring.

Ras tårer

Jahve skabte mennesket af agerjorden. Ra skabte mennesket af sine egne tårer. Den sidste myte virker sandere og smukkere end den første. Vi græder meget, især som børn og unge, og består af femoghalvfjerds procent vand. Af tårer er du kommet, til tårer skal du blive. Havet, og ikke agerjorden, burde være vores sidste hvilested.

Ra er de gamle egypteres solgud.

Sfinksens gåde

At kende sig selv er en ligning med to ubekendte, også kaldet Sfinksens gåde. Den ene ubekendte er den for mig ubekendte, som du ser, når du ser på mig. Den anden ubekendte er den for dig ubekendte, som jeg ser, når jeg ser på mig selv. Løsningen på Sfinksens gåde er, at de to ubekendte, hvor forskellige de end måtte synes at være, er en og samme person.

Thanatos

En nat vågnede Homer ved en sagte støj i sit soveværelse. Det lød, som om nogen sad og skrev, dvs. med en griffel ridsede ord ind i vokslaget på en skrivetavle, hvilket var den mest udbredte måde at skrive på i oldtidens Grækenland. Til trods for sin blindhed fornemmede Homer, at den skrivende ikke kunne være af denne verden. Måske var det fraværet af åndedræt hos den skrivende, der fik ham til at slutte således. Måske var det fraværet af kropsvarme. Faktisk føltes det som, at der fra den skrivende udgik en kulde, i stil med den der møder én i døråbningen til en dybtliggende kælder eller ved indgangen til en drypstenshule. Homer skuttede sig. Han befandt sig i en tilstand af uro. Det skyldtes ikke så meget den skrivendes tilstedeværelse i hans soveværelse, som at den søvn, han netop var vågnet af, tilsyneladende havde været drømmeløs. Intet, end ikke det mindste brudstykke af en drøm, kunne han huske. Det var første gang, han havde haft den nedslående oplevelse. Et menneske af en hvilken som helst anden profession ville næppe have ladet sig anfægte af en drømmeløs søvn, men for en episk digter som Homer var fraværet af de ansatser til fortællinger, som drømme udgør, og som havde været en stadig inspirationskilde til hans digtning, et dårligt varsel.

”Hvem er jeg?” spurgte den skrivende med en ejendommelig stemme, der lød, som om den både kunne tilhøre et kvindeligt og mandligt væsen. ”Du, som er digter, fortæl mig, hvem jeg er.”

”Ud fra lyden af at du en gang imellem retter koket på dit hår og din chiton, slutter jeg, at du må være en smuk og statelig kvinde,” sagde Homer efter en kort tænkepause. ”I den ene hånd har du en skrivetavle, i den anden en griffel. Men der er, undskyld jeg siger det, noget underligt ved sceneriet. Skrivetavlen er, så vidt jeg kan slutte ud fra dit ridseri, fuld af et virvar af komplicerede og fremmedartede, men også dybt barnlige tegn, som ikke giver nogen mening. Du er tilsyneladende ude af stand til at ridse simple græske ord, som danner meningsfulde sætninger, ind i vokslaget på skrivetavlen, hvilket, taget i betragtning af hvem jeg tror du er, forundrer mig ikke så lidt. Jeg kan kun tolke det således, at det må skyldes, at skrivetavlen og griflen ikke er beregnet til at blive anvendt af dig, men kun er symboler, som skal fortælle menneskene, hvem du er. Hvem tror jeg da du er? Du er muse for den episke digtning. Dit nærvær inspirerer digterne til den episke digtning. Du er Kalliope.”

Den skrivende svarede ikke.

”Jeg er glad for dit besøg,” fortsatte Homer uanfægtet af den skrivendes tavshed. ”Det er lang tid siden, jeg har skrevet noget af værdi. Jeg savner inspiration. I går bragte tjenestepigens søn mig en stor og mærkværdig konkylie, han havde fundet ude ved kysten. Den enfoldige dreng opfordrede mig til at føle på de fremstående knuder, konkylien var besat med, og sammen forundredes vi over naturens opfindsomhed. Ligeledes opfordrede drengen mig til at lægge øret til konkyliens munding, men da jeg gjorde det, kunne jeg ikke høre en lyd. Jeg kunne ikke høre det hav, drengen påstod at kunne høre. Jeg kunne ikke høre bølgerne slå ind mod stranden og mågernes halvt spottende, halvt klagende skrig. Jeg kunne ikke høre de ansatser til fantastiske fortællinger, jeg før i tiden ellers altid havde kunnet høre i denne strandlige musik. Konkylien var tavs. I det øjeblik føltes det, som om der ikke var flere fortællinger at fortælle tilbage i verden. Det gjorde mig sorgfuld.”

”Det lyder som en krævende profession at være digter,” sagde den skrivende. ”Altid skal man finde på nye historier. Aldrig får ens hjerne hvile. Hvorfor blev du ikke landmand ligesom din far? Det kræver ingen åndelig anstrengelse. Sædekornet spirer og vokser af sig selv. Hvorfor valgte du vejen ind i labyrinten? Hvorfor blev du digter?”

”Min barndom var præget af mine bedsteforældres død,” sagde Homer. ”Fire dødsfald inden for meget kort tid. Mit første, indrømmet, meget ubehjælpsomme digt, var inspireret af disse sørgelige begivenheder. Det handlede om et gammelt menneskes død, og om hvad der skete med dets sjæl efter døden. Jeg lod dets sjæl rejse gennem en tragtformet tunnel, for hvis ende der var et gyldent lys, som når solen en sen efterårsmorgen står op over en i tåge indhyllet blomstereng, og som sjælen som en lille mørk silhouet slutteligt blev opslugt af. Jeg husker, at min far og søster lo ad mit digt. De så tilsyneladende ikke sammenhængen mellem digtet og de sørgelige begivenheder, vi netop havde været vidner til. De var tilsyneladende uanfægtede af sådan, som menneskene rask væk døde omkring os. Måske er jeg uretfærdig, når jeg siger, at de var uanfægtede. Men hvis de var anfægtede, så var anfægtelsen kun krusninger på overfladen, dybet var uberørt. De havde ikke samme modtagelige sind som jeg. De havde ikke evnen til at reflektere over tilværelsen. For dem gik livet hurtigt videre. For mig gik det nærmest i stå. For mig blev mine bedsteforældres død oprindelsen til min digtning. Jeg forstod, at livet er afgrænset af døden, som øerne Ogygia, Aiaia og Ithaka er det af det af Poseidon regerede hav. Døden var et mysterium. Des mere jeg tænkte over den, des større et mysterium blev den. Dens mysterium smittede af på alt andet. Livet, som for nogle mennesker er så ligetil, blev også til et mysterium. Jeg gik rundt i en evig uvirkelighedsfølelse. Hvor andre som f.eks. min far og søster gik ad den slagne vej fra punkt A til punkt B, gik jeg rundt i en delvis selvskabt labyrint. Af denne for andre tilsyneladende formålsløse vandren omkring i labyrinten opstod min digtning. For den sande digtning opstår ikke af virkeligheden, men af den uvirkelighedsfølelse virkeligheden skaber hos den af guderne udvalgte.”

”Jeg er aldrig kommet overens med døden, dens mysterium, og den følelse af uvirkelighed den skaber hos mig,” fortsatte Homer. ”At fortælle har for mig altid været at tale døden midt imod. Så længe jeg er midt i en fortælling, holder dødsenglen, knokkelmanden eller manden med leen, for mig alle inkarnationer af en og samme skikkelse, Thanatos, sig på afstand. Han tager – jeg kan på grund af min blindhed ikke se ham, men kun fornemme at det er ham der har gjort sin entré – plads blandt mine tilhørere. Han må lige have slutningen på fortællingen med inden den blodige høst. Af gammel vane begynder han at slibe leen med den sandsten, han altid medbringer i lommen på sin kutte, men hør, sandet i hans timeglas er forunderligt nok holdt op med at løbe. Mens jeg med min sang og mit lyrespil fortryller publikum, står tiden, som man siger, stille. Med sådan en gæst blandt mine tilhørere ser jeg ingen grund til at fatte mig i korthed, hvilket ellers anses for at være en dyd blandt visse af mine digterkollegaer. Jeg indrømmer det blankt: Fordi alternativet til at fortælle er at dø, kan visse af mine beskrivelser blive en anelse for ordrige og langtrukne.”

”Men at sandet i dødsenglens timeglas holder op med at løbe, er vel en illusion?” sagde den skrivende. ”Intet, selv ikke en stor digters ord, kan vel forhindre tiden i at gå?”

”Det er sandt,” sagde Homer. ”Intet i den vågne verden tyder på, at man kan overvinde døden. Når man har set de yndige pigebørn, man sværmede for i sin ungdom, blive forvandlet, først til trinde mødre, sidenhen til gamle krumbøjede hekse, har man ingen illusioner om udødelighed tilbage i sit sind. Derfor var det måske også, at jeg begyndte at interessere mig for mine drømme som for dér at finde de svar, jeg ikke kunne finde i den vågne verden. Af og til bliver jeg opsøgt af unge, håbefulde digterspirer i håb om at få et godt råd. Da proklamerer jeg salutarisk: For at blive digter er det nødvendigt at drømme. Derpå går de unge mænd ofte slukørede bort, fordi de sjældent drømmer og, når de endelig gør det, da har uendeligt svært med at genkalde sig drømmen. Jeg selv er mere en drømmer end en digter. Det siger jeg uden koketteri. Jeg har hele mit liv været en drømmenarkoman. Ligesom den dødeligt syge patient i den sidste terminale fase bliver afhængig af den indtørrede saft fra opiumvalmuen, er jeg blevet afhængig af drømmene, af den nye og ukendte indsigt i det vågne liv, de meddeler mig. Alt, hvad jeg som digter har skabt, har jeg erfaret ved at sove og drømme. Især opvågningstilstanden er frugtbar. På et tidspunkt opdagede jeg nemlig, at jeg i opvågningstilstanden var i stand til at styre de begivenheder, der udspandt sig for mit indre blik. Du tror det måske ikke, men jeg var ombord på Odysseus’ skib, da Odysseus bundet til mastens fod lyttede til sirenernes forførende sang, jeg var til stede i kyklopen Polyfemos’ grotte, da Odysseus blindede hans ensomme øje. Ja, jeg var Odysseus, jeg var sirenerne, jeg var deres forførende sang. Jeg var Polyfemos, jeg følte hans smerte over at miste synet. Jeg følte Poseidons vrede over, at Odysseus havde blindet hans søn, det var mig, der satte himmel og hav i bevægelse for at besværliggøre Odysseus’ hjemrejse til Ithaka. Jeg lukkede øjnene og ørerne så tit, at de indre syner og de indre lyde til sidst gjorde mig både blind og døv over for den vågne verden. Jeg lærte at se med det indre øje, jeg lærte at høre med det indre øre. Til sidst overvandt jeg i mine drømme døden og fulgte med Odysseus ned i Hades. Jeg mødte mine bedsteforældre. Jeg mødte min mor, det eneste menneske jeg har elsket, og som i mellemtiden også var død. Mit møde med min mor efter døden adskiller sig ikke fra Odysseus’ møde med sin mor i den elvte sang af Odysseen. De to møder spejler sig i hinanden. Hvilket et der tilhører drømmen, og hvilket et der tilhører fortællingen, er ikke mere muligt for mig at afgøre. Skellene mellem drøm, fortælling og vågent liv er ophævet.”

Længe var der tavshed i soveværelset. Da sagde den skrivende med ét: ”Jeg er ikke den du tror jeg er. Jeg er ikke Kalliope.”

”Hvem er du da?” spurgte Homer.

”Jeg er Thanatos,” svarede den skrivende. ”Søn af Natten og Mørket. Bror til Søvnen.”

”Jeg forstår ikke,” sagde Homer. ”Hvad med dine lokker og din chiton? Hvad med dine symboler, skrivetavlen og griflen? Det er jo Kalliopes symboler, ikke Thanatos’.”

”Det er kun en forklædning, jeg har iført mig for at komme dig nær, for at undgå at du, så snart du fornemmede min tilstedeværelse, skulle begynde på en af dine endeløse fortællinger,” sagde Thanatos. ”Inden under de falske lokker, chitonen, griflen og skrivetavlen er mit grinende kranium, timeglasset og leen. Lyt. Kan du høre sandet i mit timeglas løbe? Kan du høre mig slibe min le?”

”Ja, det er Thanatos du har foran dig,” fortsatte Thanatos. ”Thanatos i forklædning som Kalliope. Og spørgsmålet er, om Kalliope overhovedet findes? Jeg har i hvert fald aldrig mødt hende. Jeg er godt nok heller ikke digter. Men det er du jo. Og har du mødt hende? Jeg tror det ikke. Bemærk, at du i din tale i nat overhovedet ikke nævner Kalliope. I stedet for udpeger du i første omgang mig, Thanatos, som den grundlæggende årsag til din digtning og i anden omgang de drømme, som min bror Hypnos skænker dig, som inspirationskilde til denne din digtning, som jeg som sagt er den grundlæggende årsag til. Jeg, Thanatos, er, hvor underligt det end kan lyde, da jeg sædvanligvis antages for et mandligt væsen, din sande muse. Faktisk burde jeg være stødt over, at du ikke har givet mig den anerkendelse, som jeg rettelig fortjener. Det burde have været mig, Thanatos, og ikke min forklædning Kalliope, du i begyndelsen af Odysseen kalder på og beder fortælle, for det var min tilstedeværelse og ikke min forklædning Kalliopes, som gjorde dig i stand til at digte.”

Den næste morgen, da tjenestepigens søn kom for at vise Homer endnu en konkylie, han havde fundet ude ved kysten, i håb om at der ville være mere lyd i den end i den forrige, fandt han til sin store sorg den gamle digter død i sengen.

Tidligere fortælling i serien Overflødige fortællinger:

Det fortryllede slot

Jeg drømte at menneskene var lavet af bogstaver

Jeg drømte, at menneskene var lavet af bogstaver. Bogstaver som var sat sammen til ord og sætninger. Nogle mennesker var lange romaner, andre korte noveller. Jeg selv ville gerne have været Dantes guddommelige komedie eller Kafkas Slottet. Kortere tekster som f.eks. Kafkas Forvandlingen, Guy de Maupassants Horla eller Heinrich von Kleists essay om marionetteatret ville også have været en mulighed. Måske ville det allermest passende have været, at jeg var en af E.T.A. Hoffmanns fantastiske fortællinger, såsom Sandmanden eller Guldskålen, fordi jeg deler Hoffmanns næsten barnlige begejstring over, at det ved noget så simpelt som at sætte bogstaver sammen til ord og sætninger er muligt at fremmane det fantastiske i verden.

Der er så meget, man ikke kan i dette alt for korte liv, vi har fået i gave. Afstanden mellem det, jeg magter, og det, jeg gerne ville kunne magte, er så stor. Jeg ville f.eks. gerne kunne flyve. Ikke som en indeklemt passager mellem andre passagerer på et rutefly, men som Ikaros med et sæt kunstige fuglevinger skabt af hans far, den store arkitekt og ingeniør Daidalos, som også skabte den labyrint, som holdt Minotauros indespærret på Kreta. Det kan jeg imidlertid ikke. Der er af denne verdens oprindelige arkitekt og ingeniør, troldmanden som jeg har for uskik at kalde ham, sat så mange begrænsninger for den menneskelige udfoldelse, at det daglige liv let kan opleves som et fængsel. Sådan oplever jeg det i hvert fald, når jeg om efteråret fra en befærdet gade i storbyen ser en flok gæs trække mod syd. Ja, så stor er min længsel efter frihed fra det jordiske fængsel og efter samhørighed med de frie og bevingede væsner, at jeg får tårer i øjnene ved synet og lyden. Men ved hjælp af en blyant, et stykke papir og en smule fantasi er jeg i stand til at rive det jordiske fængsel omkring mig ned. Ved hjælp af ord kan jeg bringes til at flyve som Ikaros. Ved hjælp af ord kan jeg slå følge med gæssene. Idet jeg skriver disse ord, løfter jeg mine arme og basker med dem. Jeg flyver. Det er sandt. Jeg flyver virkelig.

Men jeg var ikke en fantastisk fortælling af Hoffmann. Jeg var til min store skuffelse kun et kort digt af Emily Dickinson, et digt om et brev til den verden, som aldrig skrev til hende. Det var ikke mange ord at bestå af. Der var knap nok ord nok til at give mig et korpus med hoved, arme og ben. Jeg manglede både ører, næsetip og flere af de yderste led på mine fingre. Jeg var en stakkels krøbling. Jeg manglede i den grad ord. En enkelt sætning af Proust ville have forbedret min fysiske tilstand betragteligt.

Nuvel, i min nye skikkelse af et digt af Emily Dickinson gik jeg ud i verden, men da jeg ville krydse en jernbaneoverskæring, blev jeg i næste øjeblik kørt over af et godstog bestående af Stephen Kings samlede værker. Forstå mig ret. Det er ikke en kritik af Stephen Kings forfatterskab. Det er slet ikke pointen. Jeg kunne være blevet kørt over af en hvilken som helst anden bestsellerforfatters samlede værker.