Hjemløse skader – tre haiku

Hjemløse skader.
Træet med deres rede
er blevet fældet.


Efter badet.
En tåre triller ned ad
det duggede spejl.


Det er fuldmåne.
Jeg ligger vågen og lytter.
Naboen lister rundt.

Jeg drømte at jeg var en kvinde

Jeg drømte, at jeg var en kvinde, at jeg fødte et barn, at barnet var mig selv, og at jeg var min egen mor.

Det var et ensomt menneskes drøm.

I mange år besøgte jeg regelmæssigt uskyldens gravsted

I mange år besøgte jeg regelmæssigt uskyldens gravsted. En dag var det ikke mere at finde. I vores tid er døden dobbelt. Først dør mennesket. Derpå dør erindringen om det. Fuglene er mætte, solen skinner, og tidslerne blomstrer.

Den sidste sætning refererer til lignelsen om sædemanden; Matt 13,4-9; Mark 4,4-9.

Vi fødes som værker

Vi fødes som værker, men dør som skitser. Måske er det denne omvendte kronologiske rækkefølge mellem skitse og værk – og ikke, som jeg førhen troede, dødens eksistens – der er den egentlige årsag til vores ulykke? Det lille barn virker fuldkomment i sin moders øjne, som om troldmanden siddende ved sit tegnebord i dukkefabrikken ved verdens ende oprindeligt havde et sikkert greb om pennen. Men snart må tvivlen have meldt sig i hans sind, og han greb ud efter sin kugle af knetgummi og begyndte at udviske de førhen så beslutsomme linier for at erstatte dem med langt mere usikre og famlende af slagsen. Mange efterår, mange vintre, og en masse overflødige streger senere fremstår det lille barn – nu i skikkelse af en olding – som en skygge af sit oprindelige jeg, som et udkast til et udkast. Forfærdet iagttager det i spejlet sit ansigts net af rynker, den tynde hud, de mange leverpletter. Det nytter ikke at hviske: hold op med at tegne på mig! Dels tager troldmanden ikke imod ordrer, dels er det under alle omstændigheder for sent. Troldmanden har i arrigskab allerede krøllet skitsen sammen, og den ligger nu øverst i hans af menneskeskæbner bugnende papirkurv. Heller ikke denne gang lykkedes tegningen for ham, og han må begynde på en ny.

Du lagde det æg hvoraf jeg udklækkedes

Du lagde det æg, hvoraf jeg udklækkedes. Fra da af fulgte jeg dig i tykt og tyndt. Men da du fløj ind i natten, valgte jeg at blive tilbage i lyset fra den nedgående sol, mørkeræd som jeg er. Nu flyver jeg frem og tilbage, langs grænsen mellem dag og nat, og kaster lange blikke ind i mørket. Af og til synes jeg, at jeg kan se dit kærlige øje glimte derinde, men det er nok bare lyset fra en kold og fjern stjerne.