Trækfuglemimik

Ord hvisket af en ældre herre, med buskede øjenbryn, på vej gennem et parkanlæg:

ved den første nattefrost
når mine øjenbryn truer med at flyve bort
sammen med efterårets fugletræk
for undervejs mod rejsens endemål
at lege tagfat med svalerne
hen over pyramidernes toppe
og med deres flygtige skygger
bringe sfinksens ansigt til live
bønfalder jeg dem:
efterlad ikke mit ansigt mimikløst tilbage
som en gravsten med forvitret indskrift
blandt nedfaldent løv
for hvordan i alverden skal mit ansigt
kunne udtrykke vemod grænsende til vanvid
uden jeres vingesus?

Damen med den lukkede vifte

Damen med den lukkede vifte. Farvelagt fotografi fra omkring 1900. Følgende digtfragment tillægges hende:

Kærlighed blev ikke bygget på én dag,
står der skrevet i epistelen,
som aldrig blev besvaret.

Om det foreløbige bygningsværk
står endvidere skrevet:
Selv om hvælvingerne er opakke
og vores flakkende blikke
overser det usynlige,
er hverdagen en skrækroman.
Hver dag dræbes håbet
på vej op og ned ad endeløse trapper.
Det er sandt, at tårnbyggerne står i kø,
men de ensomme hjerter
er levende begravet i murværket.

Fra prædikestolen opfordres
de mest udholdende blandt de torturerede
til at holde det tredie øje på klem
i henhold til overleveringen om,
at bygherren holder sig strengt til
arkitektens tegninger,
og at den nedgravede skat
skal søges i forsvindingspunktet.

Men selv om mange fægter
vildt med armene i alle mulige retninger
med det resultat,
at den tilfældigt forbipasserende
(før i tiden omtalt som din næste)
får den ene ørefigen efter den anden,
ved ingen imidlertid mere,
hvor de skal lede.

Drømmen om at være et landskab

Jeg drømte, at iagttageren og det iagttagede byttede roller, således at den, der iagttog, blev den, der blev iagttaget, og at det, der blev iagttaget, fik bevidsthed. Jeg var steget op ad et bjerg. Jeg stod nu ved udsigtspunktet og så ud over det smukke landskab. Da skete rollebyttet. Lidt senere ville et tilfældigt vidne forbløffet kunne have overværet, hvordan landskabet i skikkelse af et menneske — en anelse fortumlet over det skete — steg ned ad bjerget. Jeg, i skikkelse af et landskab, blev tilbage, eksponeret for alles øjne, for altid. Jeg tror, at det var en kunstners drøm, jeg drømte.

Musikanten

sommetider når jeg fra lyset
stiger ned i tunnelen
hvor musikanten
står og spiller på sin violin
og altid hilser på mig
med et forbavsende varmt smil
som var jeg hans gode gamle ven
tænker jeg over
fortidens forestillinger
om menneskets udødelige sjæl

for hvem af os to er egentlig den udvalgte?
jeg har småmønterne
men musikanten
har melodierne der blev væk
når vi en dag mødes for enden af tunnelen
vil det så ikke være ham
som efterlader mig tilbage i mørket
for selv at bo i lyset
for evigt?

Elfenbenstårnet

Elfenbenstårnet (billede tilføjet 14.6.2026)

nederst i en skuffe
gemmer jeg
på en gammel brik fra et skakspil
et arvestykke, hvis historie er gået tabt

det er et tårn
lavet af elfenben
stakkels elefant

resten af skakspillet mangler;
kongen, dronningen
løberne, springerne
de tre andre tårne
bønderne
og det bræt, deres verden udgjordes af

hvor er de henne?
måske er de gået tabt?
måske er de spredt for alle vinde?
måske er der andre
der gemmer på en brik fra skakspillet
nederst i en skuffe?

sommetider tænker jeg på
alle de partier
der kunne spilles
hvis vi en dag mødtes

--- --- ---

Nederst i en skuffe gemmer jeg på en gammel brik fra et skakspil, et arvestykke hvis historie er gået tabt. Det er et tårn lavet af elfenben, stakkels elefant. Resten af skakspillet mangler: Kongerne, dronningerne, løberne, springerne, de tre andre tårne, bønderne og det bræt, deres verden udgjordes af. Hvor er de henne? Måske er de gået tabt? Måske er de spredt for alle vinde? Måske er der andre, der nederst i en skuffe gemmer på en brik fra skakspillet? Sommetider tænker jeg på alle de partier, der kunne spilles, hvis vi en dag mødtes.

Revideret udgave, 14.6.2026