 |
| Atombomben over Hiroshima |
I dag er der en anden blogger, der har et indlæg med titlen "De døde for vores skyld i Hiroshima". Titlen er sikkert valgt med stor omhu med det formål at provokere. Den mission er lykkedes. Jeg synes oprigtig talt, at det tangerer blasfemi at gøre det japanske kejserrige, som stod for nogle af 2. Verdenskrigs største krigsforbrydelser, til Guds lam.
Det er i mine øjne noget historieløst sludder at sige, at de døde for vores skyld i Hiroshima. Hvis de endelig døde for nogens skyld, så var det for den japanske kejsers skyld.
Japan var på den tid en aggressiv, ekspanderende magt. På samme måde som tyskerne var herrefolket i Europa, var japanerne herrefolket i Asien. Der herskede i landet en perverteret æreskultur med inspiration fra samurai tiden. Kejseren havde guddommelig status. Det var den kultur, der muliggjorde de berømte kamikaze piloter, som bl.a. bombede Pearl Harbor. Og muliggjorde krigsfangelejre, der — hvor umuligt det end kan synes — overgik de tyske koncentrationslejre i grusomhed. Alle japanere græd, da kejseren endelig kapitulerede. Bemærk: De græd over det tab af ære og anseelse, de følte, at Japan led ved at kapitulere. Trods bombningen af Hiroshima og Nagasaki ville de fortsætte. Det var den fanatisme, USA var oppe imod. Uden bomberne havde krigen måske varet til ind i 1950erne, med store tab af menneskeliv på begge nationers side.
Efter krigen tvang USA Japan til en reformering af samfundet. Samtidig fik landet massiv økonomisk hjælp. Det er en af årsagerne til, at Japan i dag er et af verdens rigeste lande. Det moderne Japan har desværre stadig svært ved at erkende landets egne ufattelige krigsforbrydelser.
Forstå mig ret. Jeg synes også, at atombombernes konsekvenser for civilbefolkningen er forfærdende. Men begivenhederne skal ses i deres historiske kontekst.
