Ain't No Grave

Johnny Cash havde den evne, at han kunne tilføre andres sange en ny mening og gøre dem til sine egne.

Således også med sin udgave af Ain't No Grave Gonna Hold My Body Down, som oprindelig var en gospel, som blev gjort berømt af den religiøse singer-songwriter og prædikant Brother Claude Ely i begyndelsen af 1900-tallet, men som i Cashs version fremstår mørkere og mere foruroligende.

Johnny Cashs univers var et mørkt univers, specielt hen imod slutningen af hans liv, men ligesom hos Rembrandt virker det lys, der trods alt er i det, så meget stærkere.

Jeg synes, at Ain't No Grave er en dybt bevægende sang, specielt dér, hvor Cashs gammelmandsrøst er ved at knække over ved ordet "Mama". Selv en gammel dødsmærket mand kan ikke glemme den kærlighed, som hans mor gav ham.

Kampen mellem Yin og Yang

De siamesiske tvillinger Yin og Yang fik udlængsel og rejste fra deres fødested i det harmoniske Østen i retning mod den nedgående sol.

De kom da til Aftenlandet, hvor kulturen og livsstilen er meget individualiseret. Her kæmper det enkelte individ en daglig kamp for at realisere sine drømme og ideer. Det ender ofte i sammenstød med andre individer, der kæmper for helt modsatrettede drømme og ideer.

Således overværede Yin og Yang, at en socialist sloges med en liberalist, en anarkist med en konformist, en ateist med en troende, en protestant med en katolik, en nationalist med en internationalist, en arbejder med en arbejdsgiver, en ung med en gammel, en feminist med en mandschauvinist, en æstetiker med en etiker, en dogmatiker med en relativist, en cyklist med en bilist etcetera, etcetera.

Yin og Yang troede først, at der var udbrudt borgerkrig i Aftenlandet, men en idehistoriker belærte de to små asiater om, at denne daglige kamp mellem modsatrettede ideer skam var helt normal i Aftenlandet. Det var, sagde han, en frugtbar tilstand for et samfund, da det skaber dynamik, og resultatet kan også aflæses i Aftenlandets store velstand og høje kulturelle stade.

Yang lod sig opildne af, hvad han så. "Hvorfor skal jeg," spurgte han sig selv, "leve side om side i evig harmoni med for mig helt modsatrettede principper?"

Derfor sagde han til Yin: "Jeg har længe været træt af at slæbe rundt på dig, Yin, din amøbeformede halvhjerne. Jeg foragter alle de principper, du står for; langsomheden, blødheden, det luftige, det diffuse, det kolde, det fugtige, det rolige, det kvindelige. Hvad verden har brug for, er mine principper; det faste, det hårde, det solide, det tørre, det fokuserede, det brændende, det aggressive, det maskuline. Det har vores rejse til Aftenlandet overbevist mig om."

Og Yang gik løs på Yin, fast besluttet på at blive af med Yin en gang for alle.

"Slå mig ikke," råbte Yin fortvivlet. Han forsøgte at flygte, men lige meget hvor hurtigt han løb, var Yang hele tiden lige i hælene på ham.

Yang slog den stakkels Yin, men hver gang han med sine knytnæver tildelte Yin et blåt mærke, fik han forunderligt nok selv et grønt eller et brunt. Yin indså, at han ikke kunne flygte, og at han måtte forsvare sig. Til sin egen overraskelse slog han selv en proper næve, som helt matchede Yangs.

Hvordan denne ejendommelige kamp mellem Yin og Yang videre udviklede sig, ligger uden for sprogets rammer og må i stedet for følges på nedenstående billeder.

Den gyldne fællesmængde

Hvem har aben?

Angående dette ene spørgsmål tror jeg, at selv så forskellige skikkelser som Jesus og Darwin ville være rørende enige; det har vi alle sammen!

Ja, jeg kan endda både se og høre de to skæggede mænd udbryde det i kor: det har vi alle sammen!

Kære medmenneske! Måske er der i grunden mere, der samler, end der skiller? Kunne vi ikke i fællesskab prøve at lede efter den gyldne fællesmængde? Det, vi kan enes om? Den gyldne fællesmængde!

Med venlig hilsen

William Alexander Månesøn

Søvnens rige

Jeg drømte, at jeg var det eneste vågne menneske i søvnens rige. Som et spøgelse gik jeg rundt blandt menneskene og forsøgte at vække dem.

"Forstyr ikke vores drømme," mumlede de fleste søvndrukkent og vendte sig om på den anden side, når jeg ruskede i dem.

Men et enkelt menneske vågnede.

"Det var godt du vækkede mig," sagde hun. "Jeg havde et frygteligt mareridt."

"Mareridt?" sagde jeg. "Mareridtet begynder først, når man vågner."

Min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, er ikke mere min ven og vil derfor ikke kommentere billederne på min blog. Derfor forsøger jeg selv. Billedet ovenfor gengiver Salvador Dalis maleri "Søvn" fra 1937. Dali har i sin selvbiografi¹ skrevet, at han ofte har forestillet sig søvnen som et tungt, kæmpe hoved med en kegleformet krop, som holdes oprejst af virkelighedens krykker. Når krykkerne brister, får den sovende en fornemmelse af at falde.

At virkeligheden er det skrøbelige fundament for den lange søvn eller de store drømme, kan jeg kun tilslutte mig.

Til sidst et billede af de sovende disciple. Også de må have haft en oplevelse af, at mareridtet først begynder, når man vågner.

1. Selvbiografien ophidsede vistnok George Orwell temmelig meget, bl.a. fordi Dali her betror læseren, at han onanerede, til han var midt i trediverne, og først stoppede, da han mødte sin elskede Gala.

Virkeligheden har ingen handling

"Virkeligheden har ingen handling," sagde jeg en dag til Von O. "Den begynder historier, men fuldender dem ikke."

"Det postulat forekommer mig temmelig abstrakt og uklart," sagde Von O. "Konkretisér. Kom med et eksempel."

"Tja," sagde jeg. "Man møder en pige. Man forelsker sig i hende. Man tror, at hun skal blive ens livs kærlighed. Og sådan ville det også være gået, hvis det havde været en film i feel-good-genren. Men i virkeligheden, den grumme, afviser hun ens følelser, og med et fingerknips er hun ude af ens liv, ja, det er, som om hun aldrig har eksisteret, og som om man har indbildt sig det hele."

"Ja, den historie ... eller mangel på historie har taget hårdt på dig, William Alexander," sagde Von O. "Det er vi alle vist efterhånden klar over. Men du tager fejl. Der er i allerhøjeste grad en handling i dit liv. Det er faktisk min funktion i dit liv at gøre opmærksom på det. Som barn snublede du og faldt ned fra månen. Og efterfølgende har du tilbragt din ungdom hernede i menneskenes ufuldkomne verden. Men en dag vil du vende tilbage til månen. Dér skal du udkæmpe en drabelig kamp med en af universets allerstørste skurke, ham, der har sat sig uretmæssigt på din slægts trone. Den kamp vil ikke komme til at savne spænding, og den vil have den gavnlige effekt, at du udvikler dig som menneske. Dit livs handling består altså af først et fald og derpå en oprejsning. Det er en arketypisk handling. Behøver jeg at minde dig om, at det, blot i en langt større og guddommelig målestok, også er handlingen i den største fortælling af alle, nemlig den om Guds søn?"

"Tja," sagde jeg, "du har nok ret, Von O, men ..."

"Selvfølgelig har jeg det," sagde Von O. "Og hvad angår Camilla fra Søborg, så var hun af en alt for jordbunden karakter. Hun var som en myre kun optaget af sit lille horisontale jordeliv. Fordi hun ikke kan rumme den tredie dimension, den vertikale, og fordi du netop kommer fra den, fordi du er faldet ned fra månen, kunne hun slet ikke rumme dig. Kvinden i dit liv må være et mere rummeligt menneske, et menneske, der har blik for himlen med dens utal af stjerner, planeter og måner. Måske kommer hun slet ikke fra jorden, men fra stjernerne. Hvem ved, måske vil du en dag møde en prinsesse fra Alpha Centauri. Hun vil være klædt i et lyserødt pjerrot-kostume og ligesom dig have en klovnenæse, om end lidt kønnere. Set i lyset af hende vil mindet om Camilla fra Søborg blegne."

"Tja," sagde jeg, "du har nok ret, Von O, men hvad med andre mennesker? Hvad med handlingen i deres liv? De fleste mennesker står op, spiser morgenmad, går på arbejde, spiser frokost, taler om intetsigende ting med en kollega, fortsætter arbejdet, tager hjem, spiser aftensmad, går i seng. Og næste dag begynder det hele forfra. Same shit, different day, som man siger, hvis man bor i USA og er grov i munden. Hvis det var en film, ville publikum for længst være udvandret. Og så er jeg tilbage ved mit udgangspunkt; virkeligheden har ingen handling. Eller i modereret form; for de fleste mennesker har virkeligheden ingen handling."

"Det er ikke sandt, William Alexander," sagde Von O. "Der er en handling i ethvert menneskes liv. Du skal blot se godt efter. Hvis du ikke kan se det, så er det, fordi du er ufølsom. Og så egner du dig bestemt ikke til at være forfatter. En forfatters opgave er netop have blik for de til tider næsten usynlige skæbne- eller fortælletråde, der er i ethvert menneskes liv. Hvordan definerer du i øvrigt handling?"

"Jeg definerer handling," sagde jeg, "som et forløb af begivenheder, der har en forvandlende effekt på en person eller en kreds af personer."

"Og her er det er vigtigt at bemærke, at begivenhederne skal komme udefra. Personen kan ikke selv skabe handlingen. Den er at sammenligne med et meteorologisk fænomen. Eller med Guds indgriben, hvis man ser det ud fra et religiøst perspektiv. Det nytter altså ikke noget at tage på en verdensomrejse og se pyramiderne i Giza, Taj Mahal og Den Kinesiske Mur. Det skaber ikke nogen handling i ens liv. Den rejsende er blot en tilskuer til skiftende scener uden indre sammenhæng, ud over den Baedekers eller Michelinguiden har opstillet. Man kan ikke være sit eget livs forfatter. Jeg gentager: man kan ikke være sit eget livs forfatter. Lige så lidt som man kan være sin egen lykkes smed."

"Derfor vil jeg fastholde, at virkeligheden ikke har nogen handling, og at en forfatters opgave er såre svær. Handlingen findes ikke. Den er ikke til stede i den virkelige verden, i modsætning til et motiv for et billede, som kun ligger og venter på, at en fotograf skal komme forbi og trykke på sit kameras udløser. Nej, forfatterens opgave er langt sværere. Han må selv opfinde handlingen. Dvs. kæde enkeltstående begivenheder sammen og skabe en indre sammenhæng imellem dem. Og allerede dér er hans fortælling blevet urealistisk. Derfor er det nødvendigt, at en forfatter har en høj grad af etik mht. de begivenheder, han udtænker, og at han har stor medfølelse for de personer, som han udsætter for disse begivenheder. Ellers falder han let i den mekaniske fantasis klichéfyldte afgrund og bliver en gemen løgner."

"Du tager ganske fejl," sagde Von O med begyndende vrede i stemmen. "Lad mig fortælle dig en historie fra det virkelige liv. Og han begyndte at fortælle om et helt almindeligt menneskes helt almindelige liv, heroisk insisterende på at det var fuldt af handling. Jeg vil imidlertid slutte her. Teksten er allerede blevet for lang.