Von O's rejse til Argleton

Den gode Von O har tilsyneladende været på en kortere rejse til England. Det fortalte han, da jeg kort talte med ham i dag. Jeg spurgte ham om, hvor i England han havde været.

"I Argleton," svarede han, "en lille by, der ligger cirka 50 kilometer vest for Manchester."

"I Argleton?" sagde jeg. "Det kan ikke passe, Von O. Argleton er en fiktiv by, der kun optræder på Google Maps. Det har jeg netop læst på nettet."

Det kunne Von O slet ikke forstå, for han havde boet i byen i flere dage hos en ældre kvinde, der havde et lille hyggeligt hus med Bed and Breakfast. Og han havde været på pub, drukket lunkent øl og spist fish 'n' chips. Aldrig havde han fået så god en fish 'n' chips, som den man serverer i Argleton. Han havde desuden haft flere interessante samtaler med byens indbyggere. (Von O taler ifølge ham selv et fremragende engelsk. Hans sætninger er som taget ud af et Shakespeare skuespil).

Jeg foreslog Von O, at han skrev en lille artikel om sine oplevelser i Argleton. Det ville han bestemt gøre, sagde han. Den vil blive en øjenåbner for alle de mennesker, der som du, William Alexander Månesøn, bruger al for megen tid på nettet.

Ovenstående noget kornede fotografi skulle ifølge Von O gengive byen Argleton. Bemærk kirken i midten af billedet, i typisk normannisk stil. Som et maleri af Constable.

Om det almene og det specielle

Gennem en skov går en sti. Et sted langs stien står et udgået træ. Det er sommer, og skoven er grøn. To mænd går uafhængigt af hinanden med kort tids mellemrum gennem skoven ad omtalte sti. For enden af stien, på den anden side af skoven, står en mystisk mand og vil vide, hvad de to mænd har set på deres vej gennem skoven.

Den første mand svarer: "En masse grønne træer."

Den anden mand svarer: "Et udgået træ."

Hvem af de to mænd har ret?

Refleksion:

Den ene mand, han, som ser de grønne træer, har tilsyneladende blik for det almene (eller for helheden, kan man vel sige). Den anden mand, han, som ser det udgåede træ, har tilsyneladende blik for det specielle (eller for detaljen, kan man vel sige). Men det almene er vel ikke sandere end det specielle? Eller hvad? ...

Hvad ser du; muren eller revnen i muren? Suppen eller håret i suppen? Blusen eller pletten på blusen? Det kønne ansigt eller skønhedspletten på kinden? ...

Dødningemuren

Det er rygtedes blandt de døde, at jeg skriver deres historier ned. Derfor er de begyndt at strømme til min lejlighed for at fortælle deres historie.

Når de døde fortæller, tager jeg notater. Jeg har en masse kladder og skitser til fortællinger liggende. Desværre falder det mig svært at få dem omsat til færdiggjorte fortællinger. Det med ord, punktum, komma og semikolon falder mig ikke let. Jeg sidder tit og stener over en formulering, som jeg ikke kan få til at passe. Det, jeg, ud over at være så præcis som muligt, gerne vil opnå, er, at sætningerne skaber indre billeder i det menneske, der måtte læse dem. Det er vel det, sproget handler om; at skabe billeder i læserens sind?

Jeg har længe, alt for længe, arbejdet med en fortælling med titlen Trækvinden. Den volder mig store kvaler. Jeg håber snart, at jeg bliver færdig med den. Da vil et åg blive taget fra mine skuldre.

Imens bliver de døde utålmodige. De vil hver især have netop deres fortælling ned på skrift. Det er ligesom at ekspedere en søndag morgen i en bagerbutik uden numre. Det er stressende for et følsomt menneske som mig.

Med billedet, som illustrerer dette indlæg, ønsker jeg at skabe en forestilling om, hvordan det ser ud i min lejlighed, og hvordan min hverdag dér former sig. Forestil dig, at væggene i din lejlighed var fuld af kranier, at de begyndte at tale, hver med deres toneleje, hver med deres egenartede diktion og dialekt. Sikke en kakofoni! Så ved du, hvordan det er at leve i min lejlighed.

Grunden til at et af kranierne er lyserødt, er, at der i en mængde altid er en, der skiller sig ud. Det skal man også have blik for. Tænk på Van Goghs billede af bedet med de blå iris. Midt iblandt de blå iris mødes ens øjne pludselig af en, der er hvid (min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, siger, at Van Goghs billede i virkeligheden er en symbolsk fremstilling af Jesu bjergprædiken, at den hvide iris symboliserer Jesus, og at de blå iris symboliserer folkemængden, han prædiker for). Den enkelte og de mange. Det specielle og det almene. Måske kan man væve et indlæg om det engang ved lejlighed ...

Fantasi over ligklædet i Torino

Fantasi over ligklædet i Torino

Efterår

Det er for alvor ved at blive efterår i Danmark, og jeg er blevet forkølet, fordi jeg har haft for lidt tøj på. Jeg har meget ondt af mig selv! Mismodig, mens jeg drikker kamillete, iagttager jeg fra vinduet i mit soveværelse, hvordan løvet er begyndt at skifte farve. Når oktober måned er ovre, er der nok ikke flere blade tilbage på træerne. I Dyrehaven er kronhjortene i brunst. Også andre dyr er begyndt at ændre adfærd i henhold til årstiden. Dvs. de er på forskellig måde begyndt på at forberede sig på vinteren med dens lavere aktivitetsniveau.

Det eneste væsen, der lader til at være uberørt af den store forvandling, som naturen gennemgår, er mennesket. Uafhængig af årstiden skal det fortsætte i det samme høje tempo. Ligegyldig hvor mørkt, koldt og modbydeligt det er udenfor, vil vækkeuret ringe til den samme tid og arbejdstiden være den samme.

Det er, som om samfundet tror, at mennesket som det eneste væsen er hævet over naturens gang. Men det er det ikke. Når det bliver efterår, føler jeg i hvert fald, at jeg visner lidt, og jeg får alvorlig lyst til at følge grævlingens eksempel og sætte aktivitetsniveauet ned og opholde mig den meste tid i min hule (lejlighed). Ja, allerhelst ville jeg gå i hi med en besked til mine omgivelser om at vække mig engang til foråret.