fredag den 29. januar 2016

Der er næsten kun dyrespor ...

Digt
Fuglespor i sneen

Der er næsten kun dyrespor i sneen på kirkegården,
som om dyrene i fraværet af de efterladtes stadigt færre besøg
er blevet de dødes nærmeste fortrolige.
En solsort er landet på mine forældres gravsten,
har taget et par hop og er lettet igen,
som om den var et barndomsminde
erindret for en allersidste gang.
Jeg drømmer om at aflægge mig den sidste rest af menneskelighed
og blive en del af dyrenes sprogløse fællesskab.
Mit horn gløder i tusmørket.

torsdag den 7. januar 2016

Solhvervsdrøm

Hendes skød rødmer
Hendes skød rødmer

Jeg vælger en anden verden og møder kvinden før syndefaldet.

Hendes skød rødmer.

Hendes besvimelsesblege ansigt oplyses af gnister og stikflammer fra den bundløse afgrund.

Hun råber:

”Vinterkarikatur i solhvervsmørket.

Vores fremtidige vi er indskrevet i det evige forår.”

Hun har magt over mit overflødighedshorn.

Mine to før så ensomme hænder danser firhændigt til vores hjerters let forskudte klokkeslag.

Stakkels barn. Det er ikke kun mig, som støder ind i hende, men også mine forfædre, som en efter en har forladt deres melankolske refugier i jordens indre, den ene mere opløst end den anden, for at deltage i det mareridtsagtige dødningegangbang.

Hun synger:

”Vask rynkerne bort.

Slægten danser.

Begrav regnbuen.

Slægten danser.

Okse, æd løven.

Slægten danser.

Omega, fød Alfa.

Slægten danser.”

Ud af vores elskovskamp på de sønderbrudte knoglers leje begynder følbørnenes karavane mod stjernerne.

Morgenrødens galakser koloniseres af enhjørninger, kentaurer og pegasusser.

Hybridernes bevingede nadver.