To. Et forsigtigt svar på Pascals rædsel

Pascals rædsel. Det uendelige rums evige tavshed

Den sidste time inden midnat. Det smalle strædes mørke vande. Den måneløse himmel. Den anden kyst som er ophørt med at eksistere. De to lysende hvide svaner i det uendelige rums evige tavshed. Ikke en, men netop to. Det magiske tal som holder rædslen borte. Den ene hals som kærtegner den anden, mens de kysser deres egne spejlbilleder igen og igen i deres søgen efter sandheden.

Vinterskoven

Vinterskoven. Transparens og refleksion

Jeg spejler mig i vinterskoven. Grenenes virvar bliver til et billede på mine tanker og følelser.

Mesteren siger, at som tiden går, vil verden fremstå mere og mere transparent. Man ser ikke kvindens ydre, men hendes indre. Alle organer er blotlagt.

Det er ikke min erfaring. Jeg kan ikke få øje på noget hjerte, kun hendes kvindelige former og mit eget triste kontrafej i hendes leende øjne. Jeg er imidlertid heller ikke nogen vismand. Hvis jeg overhovedet er noget, så er jeg snarere en af liljerne ved de mørke vande.

Vi, som guderne straffede, for os blev verden et stort spejl og vinterskoven et af mange selvportrætter.