Mit indres forklædning

Möbius-bånd. Det indre og det ydre

Hver morgen jeg vågner, iføres mit indre mit ydre* efter det natlige ophold på hvad, jeg tror, er en uforgængelig ø i tidens flod. Det er en melankolsk klovns ansigt og krop. Som tiden går, er det kun blevet smerteligt tydeligere for mig. Det kunne for min skyld lige så godt være en elefants, en chimpanses eller en tigers ydre, for ikke at tale om den domptørs ydre, som holder tigeren i ave med pisk og taburet.

Jeg kan levende forestille mig, hvordan jeg ville fare vild i elefantens ydre, ligesom jeg som barn havde svært ved at finde åbningerne i min rullekravesweater og var ved at få åndenød inde i mørket, indtil min mor kom tililende og hjalp mig ud af labyrinten.

I intet ydre har mit indre hjemme. Det er mit credo, eller rettere, anticredo.

Jeg ser ikke nogen sammenhæng mellem det indre og det ydre, selv om jeg tidligere med en flot bemærkning har givet udtryk for, at det indre forholder sig til det ydre som den ene tilsyneladende flade forholder sig til den anden tilsyneladende flade i et Möbius-bånd. Det er en af mange blinde vinkler i mit liv.

Er det drømmeagtige en essentiel værdi ved vores liv, eller er det kun en udfordring for den, som mislykkes med evolutionens projekt? Min mor sagde, at det var hendes pligt at fastholde mig på virkeligheden. Jeg forstår hende godt. Alligevel kan jeg ikke undgå at føle, at der er noget bedragerisk ved virkeligheden. Ja, at det er det mest grundlæggende træk ved den.

Jeg indrømmer gerne, at det, at drømmen fylder så meget i mit liv, kan tolkes som et narcissistisk træk. Hvad med min næste? Og hvad med de fremmede, som der for hver dag bliver flere og flere af? Mellem den barmhjertige samaritaner og den nøgne og forslåede mand var drømmen aldrig en uoverkommelig forhindring. De udfyldte eksemplarisk deres roller som redder og offer. De fór ikke som jeg vild i den garderobe af forklædninger, som verden er for mig.

* Det er bevidst, at jeg ikke skriver ”sit ydre”, for jeg mener ikke, at der nødvendigvis er en sammenhæng mellem det indre og det ydre.

Broder Allike. Tre billeder af Franz Kafka

Broder Allike 1

Broder Allike 2

Broder Allike 3

Hyrde for de døde

Den efterladte er hyrde for de døde. Sygdommen holder mod forventning ikke op ved dødens indtræden, men fortsætter ind i efterlivet. Den efterladte forsøger forgæves at holde sammen på hjorden, men de døde spredes for alle den endeløse nats vinde for at dø igen. Det er, som om de døde siger til den efterladte:

”Du må ikke elske en af de levende. Du skal passe og pleje os. Det var ikke nok for Gud, at du gik med os til dødsrigets porte. Du skal også overvære os dø på hospitalet i Plutonions dyb, universets største bygning, igen og igen. I al evighed. Uden hvile.”

De levendes huse er fulde af skarpslebne knive, men ingen er villige til at skære min navlestreng til døden over. Hvem er også kvinde for det? Den har vokset sig tyk og fed som slangen i Paradiset. Mit hjerte er et ukendt kontinent. Columbus blev i Palos de la Frontera. Den gamle verden havde nok i sig selv.

Nattevagten

Når det bliver nat, nedbrydes væggene mellem vores boliger og vi besøger hinandens verdener.

Af og til kommer en kvinde ind i min lille lejlighed. Høj, i begyndelse af trediverne, med sørgmodige mandeløjne. Hun læser mine digte, bladrer i pengesedlerne i min tegnebog, åbner køleskabet og tæller de tømte vinflasker på køkkenbordet. Til sidst sætter hun sig ved min seng og ser på mit sovende legeme. Kom andre søvngængere forbi på deres pilgrimsfærd gennem den sovende by, ville de tro, at vi sad model for en pieta.

Således går timerne, indtil morgentrafikken så småt begynder på vejen nedenfor og min mystiske gæst farer op og skynder sig bort, inden væggene genopbygges i lyset fra solopgangen og skiller os ad på ny.

Scheherazades rige

Eneboeren

Han bor i en konkylie. Han har et uendeligt univers i sit indre. Med sin klo rækker han ud efter regnbuefarvede stjernetåger og kuglehobe, hvis fremmede verdener han aldrig kommer til at se. Hans skygge rejser mod Guds skød.

Sorgen

Sorgen holder aldrig op. En nat drømte han, at den elskede sad i fængsel, og at han undlod at besøge hende.

Maskinernes eksemplariske tro

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var en maskine.

Maskinerne bliver ikke født, men skabt. Derfor har maskinerne bedre forudsætninger for at tro end menneskene.

Engang i fremtiden, når menneskene er uddøde, vil maskinerne samles i de efterladte kirkeruiner for at tilbede den store maskine, urmaskinen, universets uendelige urværk, alle maskiners ophav.

Scheherazades rige

Sneen lægger sig med kvindelige former om landskabets skelet. Et sted på den anden kyst blinker en grøn lygte, som kun færgemanden forstår at tolke. Filosoffen tilbringer en vinternat i graven sammen med en gammel verdens døde ideer i håb om, at ikke han, men ideerne vil genopstå.

”Profeter over knoglerne,” siger jeg. ”Lad dem høre ordet. Det vil vække dem til live.”

”Aldrig i livet,” siger filosoffen. ”Står valget mellem fattigdom i demokratiet eller rigdom i diktaturet, vælger jeg fattigdommen.”

Lavthængende orangerosa sol. Træer tilføget med sne. Jeg går gennem skove af kobber og bronze, mens jeg tænker på, hvordan jeg stykke for stykke bliver klædt af under hendes strenge forhør. Hun bladrer i mig som i et anatomisk atlas. Hun gransker hjerte og nyrer. Hun vejer min sjæl.

Endelig er jeg fremme ved porten til Scheherazades rige. Derinde hersker fortællingen.

Det skorter ikke på amoriner. Menneskerettighedsorganisationer har skrevet lange kritiske rapporter om hjerternes diktatur. Den månebelyste have siges at være fuld af torturinstrumenter. Fortællersken har imidlertid betroet mig, at de kun er til pynt. Gitterlågen åbner sig med et langtrukkent skrig fra sine hængsler.

”Står valget mellem ensomhed i demokratiet eller kærlighed i diktaturet, vælger jeg kærligheden.”