fredag den 30. august 2013

Sjælens udødelighed – fortællinger og aforismer

Transparens

Det inderste paradisiske lag. – En kunstner – lad os kalde ham for J. – anvendte for hvert nyt lærred, han påbegyndte, følgende ejendommelige fremgangsmåde: Først malede han Edens have med alle dens eksotiske træer, planter og dyr. Med en mårhårspensel af størrelse 00, den allermindste der findes, gengav han fuglene, blomsterne og frugterne i strålende røde, gule og blå farver. Alt sammen meget livagtigt. Det var næsten, som om man kunne høre fuglene synge, dufte blomsterne og smage frugterne. Kun mennesket undlod han at male, for det var Edens have efter menneskets fordrivelse, han ønskede at afbilde.

Havde J. været en renæssance- eller barokkunstner, havde billedet nu været færdigt. Men det kunne han af gode grunde ikke antages at være. Han måtte nødvendigvis som alle andre nulevende kunstnere være født efter oplysningstiden, og lidt før, under, eller lidt efter det tyvende århundredes radikaliserede politiske ideologiers sammenbrud (selvom den ejendommelige kendsgerning, at hans fødselsdato ikke lod sig nærmere oplyse, kastede en del mystik over hans sande alder). Det var derfor faldet i hans lod, kulturkonservativ som man formodede, at han var, som en moderne version af titanen Atlas bestandigt at bære rundt på en usynlig byrde, tvivlen, eller rettere, troen frataget troens genstand. Derfor var han trods paradisets fuldendelse knap nok en tredjedel vej igennem med billedet. Først nu begyndte det egentlige arbejde, en særdeles krævende kunstnerisk proces, som gik ud på at tilsløre paradiset og i stedet for fremmane et troværdigt billede af den faldne verden, som var blevet menneskets nye virkelighed efter dets fordrivelse fra Edens have.

J. gik således i gang med at male det ene gråbrune laserende lag efter det andet oven på billedet af Edens have, ofte forestillende en genkendelig gade eller plads i metropolen, hvor han efter sigende havde sit atelier, indtil Edens have lige netop ikke var synlig for det uhildede øje, men lige netop var synlig for det hildede. Det var en balancekunst at finde dette punkt. Måske skulle der 25 laserende lag til, måske 50, for at summen af de transparente lag balancerede mellem at være transparent og opak. Et lag for meget, og den fortryllede tilstand, som gjorde det dobbelte blik muligt, og som var det, J. med sin kunst tilsyneladende lidenskabeligt efterstræbte – et lag for meget, og den fortryllede tilstand var borte.

Til sidst tilføjede J. oven på de mange laserende lag nogle få menneskeskikkelser. Mindre gennemarbejdede end Friedrichs. Mere gennemarbejdede end Whistlers. En gammel, hvidhåret mand gik eksempelvis ned ad fortovet. Et kærestepar – den unge kvinde var allerede gravid – kom imod ham og ville inden længe passere ham. Et sted længere borte stod en dagdriver og lænede sig op ad en lygtepæl. Han holdt et eller andet i hånden, men det var ikke muligt at afgøre hvad. Det kunne både tolkes som en frugt, en tegnebog eller et våben af en slags. Den laserende maleteknik, J. anvendte, resulterede i denne gådefulde flertydighed, hvad angik billedets enkeltheder. Så var billedet endelig færdigt, gerne efter mange måneders intenst arbejde.

Ingen ud over J. selv kendte til hans ejendommelige fremgangsmåde. Det var hans hemmelighed, og han mente tilsyneladende som andre inden for hans metier, at den gjorde man klogest i at bevare for sig selv. Måske var han også af den i og for sig rimelige opfattelse, at det var op til tilskueren, den enkelte, selv at gøre opdagelsen.

Af kunstkritikerne og det kunstinteresserede publikum blev han anset for at være en traditionel, ja, ligefrem anakronistisk kunstner med et endog meget middelmådigt talent. Værker som hans var, hævdede man, ikke alene set før, men også set bedre. Specielt de såkaldt progressive iblandt kunstkritikerne var ude efter J.. Man mente, at der var for få billedelementer på J.’s malerier, og at mellemrummene mellem dem var for store og for tomme. Samtidig mente man, at J.’s kunst savnede dybde, både af eksistentiel og social karakter. Den livets tilsyneladende tomhed og det enkelte menneskes tilsyneladende grundlæggende ensomhed, som man mente var temaet for J.’s kunst, hørte en anden tid til. Man antog, at J. på alle måder måtte være en meget gammel mand. Var han ikke allerede død, måtte det ske inden længe. Mange havde allerede erklæret ham for død – ”J. er død.”, var efterhånden blevet et noget slidt slagord i de kredse i metropolen, som regnede sig selv for avantgarden. Hans nekrolog var blevet publiceret indtil flere gange i de store dagblade. Man var endda holdt op med at beklage fejlen fra redaktionernes side, når man til sin ærgrelse efterfølgende konstaterede, at nye værker af J., hvor malingen endnu var våd, dukkede op på gallerierne og kunstmuseernes udstillinger.

Men af og til hændte det, at en tilskuer, som i et galleri eller på et museum stod og betragtede et af J.’s billeder af gader og pladser i byen, pludselig fik øje på det inderste paradisiske lag neden under de mange gråbrune laserende lag og derved opdagede, at de afbildede mennesker var borgere i to samtidige verdener. Men det varede som regel kun et splitsekund. Tilskueren nægtede pure at tro sine egne øjne og slog det derfor straks hen som et synsbedrag. At de små børn, som nogle af de besøgende af uransagelige grunde havde medbragt på gallerierne eller museerne, ofte morede sig højlydt over de mange farvestrålende fugle, blomster og frugter, tog de voksne ikke notits af. Små børn havde det med at leve i en anden verden, usynlige venner som de havde, og lege købmand – hvor eksempelvis sten fundet i strandkanten kunne gøre det ud for en hvilken som helst vare – som de gjorde. Og så snart børnene nåede konfirmationsalderen, fremstod J.’s billeder igen som opake for dem, hvis de ikke allerede for længst havde glemt J.’s billeder og interesserede sig for nogle mere spændende ting.

*

Borger i to verdener. – Adspurgt om den ejendommelige gangart han havde tillagt sig på det seneste, svarede han, at han øvede sig på at være borger i de to samtidige verdener, han med sit dobbelte blik havde opdaget, at virkeligheden eller den samlede verden bestod af, nærmere bestemt: øvede sig på at gå i de to samtidige verdener, hvilket ikke var helt ukompliceret, idet terrænet i de to verdener kunne være endda meget forskelligt. Som eksempel kunne nævnes, at hvad der i den ene verden syntes at være et relativt rent og ubefærdet fortov, i den anden verden kunne vise sig at være en eng med græsknolde og tjørnekrat, for ikke at tale om at hvad der i den ene verden syntes at være en stejl trappe ned til undergrundsbanen, i den anden verden kunne vise sig at være en kroget sti skabt af de vilde dyr op ad en høj med udsigt ud over Edens have. Han havde efterhånden ikke tal på alle de gange, han var faldet, og i hvilken af verdenerne, han havde sat foden forkert og dermed udløst det enkelte fald, stod for ham også hen i det uvisse. Gjorde det ikke ondt, ville man vide, da borgeren i to verdener begyndte at fremvise alle de blå mærker, hans mange fald havde medført. Jo, sagde han, men hvad der gjorde allermest ondt, var, at han, trods sin hårdt tilkæmpede viden om universets konstruktion, af sine medborgere, som kun var bevidste om at være borgere i én verden, blev opfattet som værende enten svagtseende, blind, beruset, forvirret eller ligefrem sindssyg.

*

Spørgsmål til borgeren i to samtidige verdener. – Hvordan skræver du over kerubernes sværd?

*

Kun ét adskiller Edens have fra den huleverden, det er menneskets lod at leve i: livets træ. Kun dette træ gør Edens have til en have anderledes end alle andre haver. Kundskabens træ gør hverken fra eller til. Mennesket tog jo kundskabens træ, eller i det mindste frø deraf, med, da det i sin tid blev fordrevet fra Edens have.

*

Den paradisiske indbildningskraft. – Den voksne mand skelner, selvom han måske ikke burde, mellem det sandslot, drengen bygger i strandkanten, og de slotte, de kongelige eller adelige lod opføre, før verden blev demokratisk. Drengen gør endnu ikke. Uden den indbildningskraft – som er det stærkeste vidnesbyrd om paradiset, og som drengen bærer som en fakkel, indtil han uvægerligt må snuble og falde, for derpå at rejse sig som en voksen mand, forslået og uden fakkel – uden den indbildningskraft er den materielle verden alene at ligne med en kyst, hvoraf et usynligt hav evigt gnaver.

*

Indbildningskraften bygger diger.

*

På jordkloden er ikke alene alle døgnets tidspunkter, men også alle årstiderne til stede på en gang. Et sted længes en ung kvinde en vinternat efter forårets og sommerens komme. Et andet sted frygter en gammel mand en sensommerdag efterårets og vinterens komme. I et og samme nu.

*

Det er muligt at rejse således, at det altid er dag og sommer. Den, som står stille, vil derimod uvægerligt komme til at gennemleve alle døgnets tidspunkter og alle årstiderne. Bevægelsens monotoni, eller rettere: den rejsendes stræben efter at ophæve døgnets og årstidernes gang kontra det ubevægeliges bestandige eksponering for foranderligheden.

*
Indicium på sjælens udødelighed, første version. – Var han alene af verden, ville han ikke føle smerte over verdens forgængelighed.

*

Indicium på sjælens udødelighed, anden version. – Han overvejer, om følgende sentens er et indicium på sjælens udødelighed:

Var mennesket alene af verden, ville det ikke føle smerte over verdens forgængelighed.

Han kommer straks i tvivl. Bør han erstatte sjæl med ånd, så sentensen snarere bliver et indicium på åndens udødelighed, den ånd, dvs. ånde, Gud indblæste i mennesket i tidernes morgen, så den døde materie blev levende, lidt på samme måde som – forestiller han sig – det lille barn med dets animerende pludren og bevægelser bringer liv i dukken, det leger med? Eller bør han erstatte ånd med det mere neutrale, det indre, så sentensen snarere bliver et indicium på det indres eller det indre menneskes udødelighed? Eller bør han helt tie og tro på sin egen protestantiske kulturs dogme om kødets opstandelse, hvor uforståeligt det end er for fornuften, at kødet, legemet, kroppen, dette groteske vedhæng til sjælen, ånden eller det indre, som han oplever det som, og som tiden og det jordiske liv kun gør endnu mere grotesk, skal rejse sig fra graven for at leve i paradiset evigt omfavnet af Gud? Men han kan ikke tie ...

*

Synkronitet og transparens

Den faldne verdens transparens. – Lyset fra kerubernes lynende flammesværd oplyser den faldne verden bagfra eller indefra og afslører, at træerne står i to verdener på en gang.

*

Han er en rundkørsel, ud fra hvilken alle veje ender blindt. Vejen til den anden eller det andet ender blindt. Måske har vejplanlæggeren en ide med den tilsyneladende galskab? – Uhyret må ikke slippe ud.
*

Der findes ingen fælles front, hvad angår den menneskelige erkendelse, allerhøjest en masse delfronter, hvoraf de fleste er barrikader som i en borgerkrig.

*

De to have. – Et skib ved navn Maya forliste i en storm. Klyngende sig til et stykke af det splintrede skib drev en mand, som havde været passager på skibet, nu rundt på det oprørte hav, som tilsyneladende ikke havde til sinds at lægge sig. Et andet skib, Veronika, kom tilfældigvis forbi, og ville bjærge manden. Manden nægtede imidlertid at lade sig bjærge. Da tog kaptajnen på Veronika ordet og talte inderligt til den skibbrudne fra Maya:

”Man kan ikke blive ved med at være forlist. På et tidspunkt må man lade sig bjærge.”

”Måske,” sagde den skibbrudne fra Maya, ”men det er ikke desto mindre min intention at forblive med at være forlist.”

”Men hvorfor?” spurgte kaptajnen på Veronika. ”Det skriger jo til himlen.”

”Tja, måske er det netop derfor,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Jeg foranlediger gerne et skrig, som giver genlyd i himlen. For der har så længe været tavst i disse øvre regioner. Men spøg til side. For andre ville det være en stor ulykke at opleve det, som har overgået mig. Men for mig var det en skelsættende begivenhed, som på den anden side af skellet fik skællene til at falde fra mine øjne og for første gang i mit liv mig til at se klart. Der er ikke ét hav, men to have, det jordiske og det himmelske. Mens det jordiske hav er lunefuldt, er det himmelske et, der er til at stole på. Aldrig har jeg set havblik som det himmelske havs havblik. I det jordiske hav er jeg forlist. I det himmelske hav er jeg bjærget. Ja, i det himmelske hav kan jeg tilsyneladende slet ikke forlise. At lide skibbrud er for mig en saga blot.”

”Men det himmelske hav er indbildning,” sagde kaptajnen på Veronika. ”Det findes ikke.”

”Tro mig,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Det findes.”

”Hvad er da min skæbne i det himmelske hav?” spurgte kaptajnen på Veronika.

”I det himmelske hav er du den forliste,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Der må nødvendigvis være den sammenhæng mellem de to have. Man kan ikke både være bjærget i det jordiske og himmelske hav.”

”Det argument holder ikke,” sagde kaptajnen på Veronika. ”Din teori om, at der skulle herske en ligevægt mellem de to have, forudsætter, at de to have skulle være forbundne, eksempelvis via en flod, og at havene dermed skulle være opblandet. Men det har hverken sømænd eller videnskabsmænd nogensinde fundet indicier på. Overalt, hvor end vi drejer os, ser vi kun det jordiske hav.”

”Nej, du tager atter fejl,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Havene er ikke forbundne. Det er to adskilte have (som er til stede på en gang, idet begge have er transparente) hvorom det gælder, at du er forlist i det ene og bjærget i det andet.”

*

Demokrits brønd. – Engang var den bundløse afgrund den højeste mode. Det var på malstrømmens og den hvide hvals tid. Så fyldte mennesket afgrunden op – med hvad er jeg i grunden ikke klar over – og byggede den ideale stat ovenpå, den ideale stat, som bygger på demokrati og borgerlige frihedsrettigheder. Men mennesket glemte, at alt sætter sig.