søndag den 18. marts 2012

Jeg kom forbi et stenhuggeri

Jeg kom forbi et stenhuggeri - et digt

Jeg kom forbi et stenhuggeri med dets udstilling af tomme gravsten og tænkte, at her ligger de, som aldrig så dagens lys, begravet. Om ikke andet så forlener eksistensen os med et navn, en fødselsdato, en dødsdato og måske, hvis vi gør os umage, et tak for alt.

søndag den 11. marts 2012

Det glemte sprog

Det glemte sprog

Fra riget mellem ordenes evne til at skabe billeder
og billedernes evne til at skabe ord kom han til verden
med et vigtigt budskab i det inderste af sit hjerte
og på det yderste af sin tunge.

Ja, han var Phidippedes, det grønneste af de grønne bude,
blot lå hans Marathon i en anden dimension.

Under kyndig vejledning af en engel
havde han terpet budskabets simple ordlyd,
igen og igen, i lyset fra Mælkevejens dannelse,
på det glemte sprog, som også var vores, før vi blev ramt
af forvirringens forvirring i tårnets skygge,
indtil han kunne ordene bedre, end den troende kan sit fadervor,
ja, måske var det, som han bar i det inderste af sit hjerte
og på det yderste af sin tunge, i virkeligheden
en ny bøn til menneskeheden?

Han løb og løb og løb,
men da han endelig kom i mål, og vi flokkedes om ham
for at høre de bevingede ord falde fra hans læber, havde han tabt mælet.
Det var, som om mødet med vores verden, hvor ord og billede
til hans store forvirring levede adskilt fra hinanden,
således at digtere, malere og billedhuggere ikke talte samme sprog,
forårsagede den ene invaliderende blødning efter den anden, i hans hjerne,
som fik ham til for stedse at miste evnen til at udtrykke sig
med sin moders stemme.

”Sig noget, Pjerrot,” råbte vi til ham,
men han sagde aldrig et mumlende ord:
Han bar englens ord i det inderste af sit hjerte
og på det yderste af sin tunge, men hvad nyttede det,
når de kun kunne blive til mimiske fagter
og tårer på kinderne?

Han forlod i nedtrykt sindstilstand det menneskelige kredsløb
og søgte fra virkelighedens endelige centrum ud mod
uvirkelighedens uendelige periferi.

Den hellige Hieronymus må i sammenligning med ham,
i kraft af sit selskab med den afpillede hovedskal og den sårede løve
siges at have været selskabeligt anlagt.

Han gik ad billedernes vej og drømte om ordene,
og ad ordenes vej og drømte om billederne,
i håb om at kunne genkalde sig det glemte sprogs
oprindelige enhed af ord og billede,
men for det uhildede blik var han blot
endnu en dement ældre herre
på vej hen over de pletvist sneklædte marker
en tidlig vintermorgen.

ABC: Alle veje ender for den,
som kun har magtesløshedens magt, med å.

Her står han så, han kan ikke andet,
dette af afasi ramte gudernes sendebud,
ved rejsens ende, ude i åernes å,
og tænker som en anden hr. Flaumann på,
hvordan det hele ville have set så meget anderledes ud,
ifald han blot havde kunnet få tungen på gled,
imens han i vandet skriver nogle få ord til afsked,
som kun de små fisk i ly af stenene
forstår at tyde.