mandag den 29. november 2010

Grænselandet

Grænselandet mellem drøm og virkelighed - et digt

det fortælles at der i tidernes morgen
blev sat skel mellem drøm og virkelighed
mellem liv og død

det var nødvendigt
for den fælles erkendelsesproces
som alle atomer i universet
og dermed også mennesket er en del af
nemlig den at universet vil forstå sig selv

for hvad er at tænke og leve andet at sætte skel
og at drømme og dø andet end at udviske dem igen?

som florlette gardiner
der sagte bevæger sig i luftningen
er jeg når jeg bevæger mig ind i grænselandet
med mine tre øjne endnu i stand til
at ane det urgamle skel

dog frygter jeg en dag på samme måde
som en digter frygter at miste inspirationen
ikke mere at kunne øjne skellet

uforvarende som en mor
der træder på sit barns indbildte ven
vil jeg komme til at krydse grænsen

bag mig vil jeg efterlade mig
min iskolde ham;
broder æsel

i mit nye fædreland;
det dobbelte rige;
drømmen og døden
vil jeg være ren fortælling

mandag den 15. november 2010

Puslespillet

Puslespillet - en drøm

Jeg drømte, at verden var et stort puslespil, at der manglede en eneste brik, for at puslespillet var komplet, at jeg var en brik, der endnu ikke var blevet lagt, blot var jeg ikke den brik, der manglede, for at puslespillet var komplet.

mandag den 8. november 2010

Troldmandens øje

Troldmandens øje - et digt

pas på du ikke en sen aften
af troldmanden får tilbudt et tredie øje
med hvilket du kan se det usynlige
og i dit begær efter nye indsigter
ubetænksomt takker ja

den verden du mener at kende så godt
tager sig nemlig helt anderledes dyster ud
set gennem dette øjes fortryllede optik
for hvad du før troede
var et virvar af enkeltindivider
som alene havde egne mål for øje
opdager du nu er forbundne
med tynde spindelvævsagtige tråde
vævet af skæbneedderkopper
som fra åstedernes lofter og paneler
er de tavse vidner til menneskenes ugerninger

således er morderen forbundet med den myrdede
tyven med den bestjålne
og du selv med hende der elskede dig
men som du svigtede igen og igen
for det er ikke de gode gerninger
der binder menneskene sammen
men de onde

du den treøjede vil
med den flettede krans i dine hænder
komme til at rejse gennem spøgelsesbyer
indhyllet i spindelvæv hvori menneskene
som fangne insekter på deres yderste
hjælpeløst spræller

værst af alle steder er kirkegårdene
hvor alle trådene synes at ende
som havde alverdens ottebenede korsbærere
bygget rede netop der
på denne sidste station inden evigheden
det vil for dig den efterladte være et frygteligt syn
at lægge forsoningskransen på den elskedes grav
synes ikke mere at være en mulighed

torsdag den 4. november 2010

Revnen i himlen

Flagermusen eller revnen i himlen

Da jeg for nylig — en smuk efterårsaften hvor himlen af den nedgående sol blev farvet rød i mange raffinerede nuancer — var på vej hjem gennem parken, som ligger i nærheden af, hvor jeg bor, fik jeg øje på, hvad jeg i første omgang opfattede som en flagermus. Som en kulsort silhouet med de karakteristiske takkede vinger kunne den ses mod den næsten fluorescerende, røde aftenhimmel.

Som altid når man midt i storbyen er vidne til et optrin, som rettelig synes at høre hjemme ude i den vilde natur — som når en hvid buttet champignonlignende svamp skyder op fra asfalten, hvor det flyder med brugte sprøjter og kanyler, eller når man en sen nattetime ser en ræv med busket hale luske over en af byens centrale pladser — blev jeg grebet af en sær følelse. Med barnlig forundring, ja, næsten ærefrygt så jeg op mod dette ildevarslende jærtegn på den røde aftenhimmel.

Lidt senere, da jeg havde forladt parken, blev jeg imidlertid i tvivl om, hvad det egentlig var jeg havde set. Var det, jeg havde set, i virkeligheden ikke en revne i himlen? For var den tilsyneladende flagermus ikke blevet hængende i luften på det samme sted, og var den ikke blevet større og større, som om det var en revne, der udvidede sig?

Det var imidlertid for sent at gå tilbage til parken for at få sagen opklaret. Solen var gået ned, og den røde aftenhimmel var blevet til en mørk overskyet nattehimmel, på hvilken man ikke ville kunne skelne en eventuel revne.

Den eventuelle revne i himlen blev imidlertid ved med at optage mine tanker. Resten af aftenen brugte jeg på at spekulere over, hvordan jordens regeringer ville reagere på, at verden var ved at krakelere, og at spekulere på, hvad der mon var bag revnen. Jeg forestillede mig, at den amerikanske præsident — det nærmeste man kommer en leder af verden — holdt en tv-transmitteret tale for at berolige befolkningen om, at situationen var under kontrol; videnskabsmænd fra mange felter var i færd med at analysere revnen i himlen, og de dygtigste ingeniører fra bygningsindustrien var i færd med at undersøge, om man med fugemasse kunne tætne den. Men midt under talen, hvor revnen uanfægtet blev ved med at udvide sig i længden, slog den som et takket lyn ned gennem præsidenten og delte ham i to verdensdele, som aldrig mere kunne samles. Havde han dog blot et øjeblik fjernet sin opmærksomhed fra teleprompteren, ville han kunne have opdaget faren og have nået at træde til side. Det var en tragisk skæbne for den præsident, som ved sin tiltrædelse havde tændt håbet i så mange menneskehjerter. Verdenen fortsatte imidlertid uanfægtet med at krakelere. Som en delvis nedrevet plakat hang der nu kun nogle få strimler tilbage af den gamle verden, mens den nye bagvedliggende verden fyldte mere og mere af ens udsyn.

De fleste mennesker gik under med den gamle verden. De var alt for opslugt af deres nære omgivelser til, at det kunne gå anderledes. Kun nogle få drømmere, en gruppe på en 5-7 mænd og kvinder, en slags drømmeagtige efterkommere af Noah eller Columbus, var som de eneste i stand til at foretage springet fra den gamle verden ind i den nye.

Den nye verden, som de som de første mennesker betrådte, mindede om det indre af en kæmpemæssig mørk katedral. Højt oppe anedes hvælvinger af udseende som flagermusvinger.